Religionskritik er ved at vinde en 200-årig kamp

Den verserende diskussion om afskaffelsen af blasfemiparagraffen illustrerer, hvordan der siden 1799 har bestået et principielt uafklaret forhold mellem ytringsfrihed og religionsfrihed i dansk lovgivning

Jens Fabricius Møller.
Jens Fabricius Møller. Foto: Leif Tuxen.

Der er ved at danne sig et politisk flertal for afskaffelsen af straffelovens paragraf 140, den såkaldte blasfemiparagraf, ifølge hvilken den straffes, ”der offentlig driver spot med eller forhåner noget her i landet lovligt bestående religionssamfunds troslærdomme eller gudsdyrkelse”.

Begrundelsen for at afskaffe den er i al væsentlighed hensynet til ytringsfriheden. Paragraffen har kun været i brug tre gange, siden den nuværende straffelov trådte i kraft i 1933, og ingen er blevet straffet siden 1946.

Indtil karikaturkrisen for 10 år siden ville de færreste vel have troet, at gudsbespottelse skulle gå hen og blive et af tidens mest aktuelle emner. Mens de fleste kristne har vænnet sig til, at der kan drives gæk med, hvad der opfattes som helligt, har det vist sig, at færre muslimer har oparbejdet en tilsvarende immunitet mod de streger, som viddet kan slå.

Statsadvokaten i Viborg har tidligere i år rejst tiltale mod en mand, der har lagt en videooptagelse på nettet af afbrændingen af et eksemplar af Koranen. Det er altså kun fjerde gang, at der er rejst tiltale efter paragraf 140. Sagen har principiel karakter, så Højesteret vil formodentlig i sidste ende skulle afgøre, i hvilken udstrækning paragraffen overhovedet kan bringes i anvendelse i dag.

Gudsbespottelse har fra gammel tid været regnet for en alvorlig forbrydelse, og det ændrede sig ikke ved Reformationen.

Paragraf 1 i Kongeloven af 1665 tilsiger kongen den opgave at skærme indbyggerne mod ”kættere, sværmere og gudsbespottere”, som i anden lovgivning udtrykkeligt blev forment adgang til riget.

Den såkaldte trykkefrihedsforordning af 1799 forbød naturligvis også at ”laste og forhaane” den luthersk-evangeliske tro, men med den væsentlige tilføjelse, at også andre religionssamfund, der var tålte i kongens riger, skulle ”nyde Beskærmelse i deres Gudsdyrkelse” ved at straffe dem, der drev ”Spot med deres Trosbekjendelse”. Det er et af de første tilfælde, hvor andre trossamfund end kongens eget blev tildelt en almindelig og generel rettighed i lovgivningen – 50 år før religionsfriheden formelt blev indført.

Dette princip fra 1799-forordningen vandrede via presseloven af 1851 og straffeloven af 1866 videre til den nugældende straffelov. Udviklingen har imidlertid gjort det friheds- eller lighedsprincip, som også er indeholdt i blasfemiparagraffen, usynligt. Paragraffen står tilbage som en indskrænkning af ytringsfriheden.

Det strider ikke mod Grundloven, hvis paragraf 77 tildeler ytringsfrihed ”dog under ansvar for domstolene”. Det vil sige, at lovgiverne har vide beføjelser til at sætte grænser for ytringsfriheden. Den udøvende magt kan derimod ikke gribe ind i ytringsfriheden – og dog.

Religionsfriheden har sin egen paragraf – paragraf 67 – der giver borgerne ret til at forene sig og dyrke deres gud i overensstemmelse med deres overbevisning, dog med det forbehold, at det ikke ”strider mod sædeligheden og den offentlige orden”. Grundlovens paragraf 67 siger i modsætning til paragraf 77 intet om, hvem der skal anlægge denne vurdering.

I 2016 blev udlændingeloven for eksempel ændret, så den specifikt giver regeringen mulighed for at formene navngivne (udenlandske) såkaldte hadprædikanter indrejse. Siden de første seks navne (fem muslimer og en kristen) blev offentliggjort i begyndelsen af maj måned i år, har der været rejst kritik af, at der er tale om en knægtelse af ytringsfriheden.

Selvom forholdet mellem religionsfriheden og ytringsfriheden stadig er principielt uklart, er tendensen i relationen tydelig: Religionskritikken gives friere tøjler, mens forkyndelsesfriheden indskrænkes.

Klummen Historisk set tager historiske emner op, peger på den levende historie i vores hverdag og formidler viden om historien. Den optræder med jævne mellemrum og skrives på skift af Jes Fabricius Møller, lektor i historie ved Saxo-Instituttet ved Københavns Universitet, Uffe Østergaard, professor emeritus i europæisk og dansk historie ved CBS, samt Lars Hovbakke Sørensen, historiker og adjunkt, ph.d., ved University College Sjælland.