Religiøst hatteshow i Folketinget

Dansk Folkepartis forslag om at forbyde muslimske tørklæder fik Enhedslisten til at optræde med forskellige »hovedbeklædninger« i debatten i går

Må man bære turban i det offentlige rum, hvis Dansk Folkeparti fik vedtaget sit forslag om at forbyde offentligt ansatte at bære »kulturelle hovedbeklædninger«?

Det ville Pernille Rosenkrantz-Theil fra Enhedslisten gerne have svar på, så midt under folketingsdebatten i går tog hun en kæmpemæssig Aladdin-turban på. Det affødte omgående en påtale fra Folketingets formand, der netop på det tidspunkt var Dansk Folkepartis Birthe Skaarup.

Tidligere havde hun taget en klaphat og flere andre hovedbeklædninger på, og senere i debatten forsøgte Enhedslistens Line Barfod at snige et Christiania-tørklæde over hovedet. Endnu inden hun havde sagt et ord, greb formanden dog igen ind og henstillede til, at debatten skulle være lødig.

De forskellige hovedbeklædninger blev brugt som anledning til at spørge Dansk Folkepartis ordfører, Louise Frevert, om de faldt inden for eller uden for lovforslagets definition. Pernille Rosenkrantz-Theil ville for eksempel gerne vide, om turbanen kunne placeres som en del af den kristne kultur, hvis der nu var tale om turbanen fra Aladdin i den amerikanske udgave.

Dansk Folkepartis ordfører, Louise Frevert, mente dog nok, at det var indlysende, at forslaget handlede om muslimske tørklæder, som kan bindes på fire forskellige måder, og man ville hurtigt kunne afgøre, om der var tale om muslimske tørklæder eller ej.

Venstres Gitte Lillelund Bech spurgte til, hvordan man i skolen skulle afgøre, om lyshårede Marie kunne beholde sit bandanatørklæde på, mens mørkhårede Suleima skulle tage sit muslimske hovedtørklæde af.

Det fik Louise Frevert til at kaste sig ud i en længere forklaring om, at islam er en lovreligion i modsætning til kristendommen, der er et evangelium. Det førte videre til spørgsmål om, hvorfor man så ikke også skulle forbyde den jødiske kalot, da jødedommen jo også er en lovreligion.

Gitte Lillelund Bech spurgte desuden til, om Dansk Folkeparti stadig står ved sin støtte til folkeskoleloven, for det fremgår tydeligt af den, at man skal sikre »åndsfrihed, ligeværd og demokrati«?

Jo, det gør Dansk Folkeparti skam stadig.

- Men i det øjeblik, en lærer går med tørklæde, så signalerer læreren, at hun går ind for sharialovgivningen. Det er i dyb uoverensstemmelse med den holdning, som lærerembedet kræver både om åndsfrihed og rationalitet, svarede Louise Frevert.

hoffmann@kristeligt-dagblad.dk