René har type 2-diabetes: Mine børn skal ikke miste deres far, fordi jeg ikke magter at tage vare på mig selv

René Birch måtte se sit eget selvhad i øjnene og først og fremmest ændre dét for at tage hånd om sin sygdom, da han fik diagnosen type 2-diabetes

Det har taget ti år og er stadig en daglig kamp for René Birch at lægge sin livsstil om for at holde sin type-2 diabetes under kontrol
Man skal rose sig selv for det, man formår, frem for at foragte sig selv for alt det, man ikke får gjort, mener René Birch, som på den måde har fundet kræfter at leve sundere. Foto: Johanne Teglgård Olsen

For René Birch, 46 år, har diabetes haft betydning for hele hans livsindstilling og ikke kun hans helbred. Da han var ni år, blev han indlagt på hospitalet med svær overvægt, han vejede over 90 kilo. Han var på julemærkehjem. Fra barnsben har han lært af læger og professionelle, hvad han burde gøre for at tage hånd om sit helbred, men han har ikke haft evnen til at ændre sine vaner.

Det har han fået med sin diagnose, type 2-diabetes, selvom det tog næsten 10 år, fra diagnosen blev stillet i 2007, til han i dag føler, at han har fået hånd om sin livsstil. Det er i høj grad lykkedes, fordi han har ændret sit syn på sig selv.

”Der har været masser af selvhad i mit liv, og at spise har været en trøst for mig. Det er min automatreaktion, når jeg er presset, for eksempel hvis jeg fejler i de mål, jeg har sat op for at passe min sygdom. Men jeg har lært at være mere venlig over for mig selv og sige: ’Det var ikke så godt, at du ikke nåede at gå 10.000 skridt, men du gik da 5000’,” siger han.

Omkring fem procent af den danske befolkning lever med type 2-diabetes, der er den mest udbredte form for diabetes. Type 2-diabetes er kendt som en sygdom, der blandt andet er betinget af livsstil i form af fed mad og mangel på motion foruden risikofaktorer som alderdom, køn og arvelighed. Diabetes kan resultere i en række følgesygdomme, herunder synstab og i værste fald blindhed eller fodsår og i værste fald amputationer, men patienten kan selv gøre meget med sund mad og motion for at undgå eller begrænse udviklingen af følgesygdomme.

Med andre ord var det alvorligt, da René Birch fik sin diagnose i en alder af kun 32 år. Han sammenligner den opgave, han stod over for, med en alkoholiker, som skal stoppe med at drikke, eller med en stofbruger, som skal blive clean .

For hvordan bekæmper man en overlevelsesmekanisme, der truer én på livet, men som også livet igennem har været en støtte, når noget var svært?

René Birch var ”klassens tykke, rødhårede dreng med briller”, opsummerer han selv sin skolegang. I hjemmet fik man sovs og kartofler, og han begyndte tidligt at trøstespise.

”Det ligger så grundlæggende i én, at når noget går galt, så søger man mod sit quickfix,” siger han.

Han tabte sig som barn både på hospitalet og julemærkehjemmet, men den grundlæggende håndtering af problemet bag fulgte ikke med, og derfor tog han det hele på igen, når han forlod de professionelle rammer.

Det var endnu et nederlag, da han fik sin diagnose, mens han var så ung.

”Jeg var flov, for det lå jo i kortene. Man kunne næsten se, at det her var jeg selv ude om,” siger han.

Og dog var han blevet voksen i mellemtiden. Han var blevet gift og far til to drenge.

Begyndelsen til et vendepunkt kom, da hans hustru bad ham skrive en seddel få år efter diagnosen. På den skulle der stå, hvad der kunne motivere ham til at ændre sin livsstil.

”Det var mine børn. Min værste frygt er, at de skal opleve mig sygne hen, miste mit syn. Jeg vil ikke vise mine børn, at jeg ikke har evnet at tage vare på mig selv, ikke engang for at kunne være der for dem. At det er min mangel på styrke, der gør, at de mister deres far,” siger han.

Dengang vejede han 155 kilo. I dag vejer han 97. Det røde hår er blevet hvidblondt. Han har fregner på de bare arme, der stikker ud af hans T-shirt på en varm sommerdag. Han ser kraftig, men fast ud, som han sidder i sofaen i sin stue i Taastrup ved København.

Han har sat et mål for sit vægttab på 90 kilo, der nok er cirka 10 kilo over hans idealvægt, men som til gengæld føles muligt at nå.

Langsomt – over mange år – fandt han vaner, der passer til ham. Han kan lide at gå, men ikke at løbe. Han dyrker fitness i fitnesscenteret, men han har svært ved at finde motivationen til at cykle.

Han forsøger at rose sig selv for det, han gør, fremfor at hade sig selv for det, han fejler med. Sådan hjælper han bedre sig selv, end hvis han forfalder til den stress og selvlede, der kun accelererer hans problemer.

”Der er en grund til, at folk bliver deprimerede, stressede og frustrerede over, at de ikke når deres mål. Man må se bagved og finde ud af, hvorfor tingene er, som de er. Det handler om at tilgive sig selv og finde sin egen vej,” siger han.

Kronisk sygdom er et livsvilkår, sådan som alle mennesker må underordne sig vilkår i deres liv, fortsætter han.

”Ja, min sygdom er en del af mig, jeg ser mig selv som syg. Det er ikke en positiv ting, men det er en konstatering. Jeg kan ikke ændre det. Når tingene er, som de er, handler det om at erkende det og sige: ’Det her er min hverdag. Hvordan får jeg det bedste ud af det’.”

Mens Kristeligt Dagblad er på besøg, skriver han tekstbeskeder med en kvinde, som også har type 2-diabetes. Hun har det ikke godt. Sygdommen er overvældende, og det samme er de krav, den stiller til hende.

René Birch kan godt forstå de mennesker, som ”sætter sig i et hul og er martyrer”. Som ikke magter at gå i gang med de ændringer, der skal til.

Men hans pointe er, at en forandring kan kun ske, hvis man selv tager de skridt, der skal til – og at alle skridt er gode nok, så længe man bare går i gang.

”Omvæltningen kommer, når man erkender, at hvis jeg ikke gør noget – noget, bare noget – så sker der ikke noget. Der er mange, som vil drage omsorg for én og sige, det er synd for mig, men der er ingen, som går mine daglige 10.000 skridt eller træner for mig. Forandringen skal komme fra dig selv, og det er sindssygt svært, for du er din egen værste fjende.”

”Omvæltningen kommer, når man erkender, at hvis jeg ikke gør noget – noget! bare noget – så sker der ikke noget. Der er mange, som vil drage omsorg for én og sige, det er synd for mig, men der er ingen, som går mine daglige 10.000 skridt eller træner for mig. Forandringen skal komme fra dig selv, og det er sindssygt svært, for du er din egen værste fjende.”