Prøv avisen

Reportage: En nat i kulden med de hjemløse

Nødherberget Nattely på Vesterbro åbner klokken 23, og længe inden står de udenlandske hjemløse i kø for at komme ind i varmen. Indenfor er der omtrent 30 grader varmere end i den iskolde aftenluft, de opholder sig i. Foto: Mette Frandsen

Rumænske flaskesamlere og saxofonister. Norske soveposekvinder. Unge, franske lykkeriddere. Og cigaretter. Kristeligt Dagblad var udenlandsk hjemløs i tre timer en frysende kold februarnat i hovedstaden. Her spirede optimismen frem for armoden

Sneen knaser under støvlerne. Ånden falder i tætte tåger ud ad munden. Han hiver huen lidt op i panden, så øjnene bliver synlige. De kigger spørgende:

"You got light?"

Han ruller med tommelfingeren på den imaginære lighter, han holder foran sig.

Kristeligt Dagblads udsendte er desværre dårligt udstyret på dette punkt og må beklagende slå ud med armene. Manden propper de bare næver i den tunge jakkes lommer og lusker videre rundt om kirken. Cigaretten skal have ild. Sådan er det for mange hjemløse denne knitrende kolde aften i København, viser det sig senere. Cigaretter er en fast budgetpost i hovedparten af de hjemløses dag til dag-forbrug, for cigaretterne giver følelsen af varme og ro, lyder det flere gange.

Klokken har netop passeret 21. Kristeligt Dagblad er mødt op ved Kristuskirken et godt stenkast fra de dybfrosne københavnske søer på Indre Nørrebro. Kirken, som til daglig huser en baptistmenighed, har sammen med organisationen Blå Kors slået dørene op for udenlandske hjemløse.

Herberget har haft åbent en uge og er gået fra én overnattende den første aften til 50 en uge senere. Personer uden dansk statsborgerskab har ikke ret til at sove på de etablerede herberger i hovedstaden, så da kirken slog dørene op, spredte ordet sig hurtigt blandt de udenlandske hjemløse.

Langs kirken kaster små kuppellys i farvet glas flimrende lys op på de røde mursten. I lejlighederne over for kirken vasker nørrebroerne op og zapper på fjernsynet.

For enden af rækken af lys åbner en dør ind bag kirkerummet til en lille trappeopgang. Duften af mad og en pærevælling af fremmede sprog siver ned gennem opgangen.

På første sal sidder den 53-årige Sarath De Silva med et dampende plastickrus. Han er undtagelsen fra reglen om, at Kristuskirkens herberg primært benyttes af udenlandske hjemløse. Sarath har opholdstilladelse i Danmark. Han har været her i 16 år, efter at krigen på Sri Lanka drev ham mod Europa. Han smiler gennem det gråsprængte fuldskæg over den mørke hud og fortæller sin historie. På to minutter. På en blanding af dansk og engelsk.

På Sri Lanka, big problems, war. Jeg var tekstilarbejder, men måtte flygte. Jeg har været i Odense i mange år, men nu er jeg her. Sådan er det gået. Det er very good her. Masser af kærlighed fra personalet.

En mand i lilla skjorte kommer hen til Sarath.

"Nå, fik du sagt noget fornuftigt?" spørger han med et smil.

Manden er Per Heinecke, projektleder i Blå Kors. Han er koordinator for herbergsprojektet. Han holder styr på de horder af frivillige, som melder sig til at hjælpe. Og han holder styr på brugerne. På en bunke A4-ark i en plasticlomme noteres de hjemløses navn, køn, ankomsttidspunkt og nationalitet.

"Over halvdelen af dem er her uden CPR-nummer, som vi siger. De har ikke opholdstilladelse," fortæller han.

Hvad så med politiet?

"Vi kontaktede politiet for at sige, at nu var vi åbnet. De kender til problemet her i vintermånederne. Sidste år var herbergerne bare andre steder. Jeg vil betragte vores kontakt med politiet som et gensidigt samarbejde," siger Per Heinecke.

Han regner ikke med, at ordensmagten pludselig kommer farende og rømmer herberget.

Det regner den 34-årige Julian heller ikke med. Han står mellem mere end 30 madrasser på herbergets 2. sal. På halvdelen af madrasserne ligger mænd. Enten med soveposer trukket helt op over hovedet eller hvilende på albuerne spejdende rundt i lokalet. Her lugter af mand på den tunge, let syrlige måde.

Julian poserer midt i rummet iført lange underbukser, der engang var hvide, og en grøn trøje, som sidder stramt over den ikke helt umærkbare mave. I to år har han opholdt sig i Danmark som flaskesamler og overnattet i forladte bygninger. Indtil de seneste nætter, hvor natherberget har været hans hjem. Opholdstilladelse har han ikke.

"Jeg har hverken hus eller familie i Rumænien. Her i Danmark kan jeg tjene penge til cigaretter og mad ved at samle flasker. Ved festivalen i sommer (Roskilde Festival, red.) tjente jeg 3000 euro på flasker. Det er godt for mig i Danmark," fortæller han.

Ved siden af Julian ligger en gruppe andre rumænere. Heriblandt den 25-årige Calin. Han har kun været i Danmark i tre uger og er her dermed lovligt. Som europæisk borger må man opholde sig i Danmark et halvt år, mens man søger arbejde. Calin har dog ikke haft heldet med sig. Han forlod kone og tre børn i hjemlandet for at tjene penge til det hus, de gerne vil bygge, men hans job består indtil videre i at samle flasker.

Men Calin er ikke af den opfattelse, at han ikke har haft heldet med sig. Hans ansigt er træt, men de grønne øjne er faste, da han fortæller:

"Jeg bliver her mindst et par måneder mere, for her kan jeg tjene 80-100 kroner om dagen på at samle flasker. Det er meget mere, end jeg kan tjene med et fast arbejde i Rumænien."

Klokken nærmer sig 22.30. En af herbergets frivillige hjælpere ræser ud ad døren for at skaffe flere madrasser. Kapaciteten på 50 personer er presset, så der skal redes op foran det lille køkken.

I bunden af trappeopgangen kommer en kvinde ind. Hun smiler, og hendes lille krop ser komisk ud med de åbenlyst mange lag tøj. Hun er fra Norge og vil gerne have en sovepose og en stol i et hjørne. Hun udgør sammen med et par andre kvinder et klart mindretal på det mandsdominerede herberg, hvor rumænere er i overtal, men også øvrige østeuropæere og afrikanere finder vej.

Uden for kirken er flokken af cigaretrygere trukket indenfor. Derfor går turen for Kristeligt Dagblad hen over det tilisede Frederiksberg mod Vesterbro. Enkelte standhaftige hundeluftere og hjulende cyklister med tydeligt frosne gear befolker den sene aftentime. Ellers er hovedstaden sjældent stille. Temperaturen nærmer sig 10 frostgrader.

Længst ude på Vesterbro på en bred og tyst beboelses-allé bryder mandestemmer den frostsorte aftenhimmels stilhed. En gruppe på 20 personer klumper sig sammen foran sidebygningen til Bavnehøj Kirke. Her driver Missionen blandt Hjemløse, Vesterbro Bykirke, Kirkens Korshær og Projekt Udenfor nødherberget Nattely. Mændene står tæt sammen i frosten. Cigaretgløder oplyser ansigterne. Den uofficielle dresscode er kondisko, jeans og sportsjakker. Skuldrene er trukket godt op om de huedækkede hoveder. Hænderne er begravet dybt i lommerne eller fæstnet om store poser med flasker. Et par mænd kravler ud gennem sneen fra et lille buskads foran bygningen. Her har de skjult deres flasker fra dagens arbejde.

Klokken 23 går døren op, og mændene maser på. De bliver lukket ind fem ad gangen for at lade sig registrere. Fem minutter senere ser det ud til, at mændene og en enkelt kvinde har været her flere timer. Der diskuteres og pjattes ved bordene, og i to små lokaler er liggeunderlag rullet ud med spraglede tæpper over. Tøj moser sig op fra rygsække og poser. En lille hund piler rundt mellem mændenes ben. De sætter sig ned på hug og siger pylrelyde til den, mens de griner fra øre til øre.

Hunden er Mia Sørups. Hun er sekretariatschef i Missionen blandt Hjemløse, og hunden er kun med, fordi hun i hastværk var nødt til at møde op, pointerer hun. Nattely er et alvorligt foretagende.

"Vi har helt klare regler her, og klokken 24 skal der være ro. Vi er udelukkende et overnatningstilbud, og vi ønsker ikke at komplicere det på nogen måde, for udenlandske hjemløse i Danmark er stadig et meget betændt politisk emne," siger hun.

I det betændte ligger, at en del af hovedstadens hjemløse opholder sig illegalt i landet. Så igen: hvad med politiet?

"Hvis politiet kommer, lukker vi dem selvfølgelig ind. Vi obstruerer ingen. Hvis de vil lave en razzia, må de jo gøre det. Hvad har de at vinde ved det? Det er ikke måden at løse problemerne på, som kræver langsigtede løsninger," siger Mia Sørup.

Blandt dem af Nattelys brugere, der i givet fald ville kunne være i fred for politiet, er en 27-årig marokkaner. Han ønsker ikke at få sit navn i avisen trods sit lovlige ophold. Han har været i Danmark i en måned, har levet syv år i Frankrig, taler flydende engelsk og bryder alle forudindtagede idéer om en forhutlet hjemløs: Han har sorte stramme jeans, hvide Adidas-sko, sort modejakke med pelskrave, skriggrønt ur, imødekommende brune øjne, trimmet skæg, hvidt smil og glinsende sort hår.

"Nej nej nej, jeg samler ikke flasker!" svarer han grinende på Kristeligt Dagblads fordomsfulde spørgsmål.

"Jeg fløj hertil for at finde et job sammen med en ven. Vi har bare ikke fundet noget endnu og havde ingen steder at sove. Selvfølgelig bliver vi i Danmark, for situationen er meget værre i Frankrig. Jeg tror på, at jeg finder et job her."

Mens marokkaneren fortæller, har et par ældre rumænske mænd fået øjnene op for Kristeligt Dagblads kvindelige fotograf. Hun skal duperes. En mand med smilende, rundt hoved og tykt overskæg finder en kuffert frem. Låsen op, ud med en skinnende blank saxofon, et par prøveblæs, og få sekunder senere fylder skiftevis energiske og bløde balkantoner lokalet. Mændene strømmer til, klapper, hujer og griner. Kort efter følger mandens kammesjuk trop og stemmer i på endnu en saxofon.

Og sådan slutter aftenen blandt hovedstadens udenlandske hjemløse: til saxofontoner fra to par grove rumænske hænder. I morgen vil langt flere hjemløse hænder samle flasker for at få råd til mad og måske en bolig i hjemlandet. Og råd til cigaretter.

Calin (th.) på 25 år har været i Danmark i tre uger. Han kender ingen her i landet, men ernærer sig ligesom flere af sine rumænske landsmænd som flaskesamler. Det skal på længere sigt betale for et hjem til ham og hans familie i hjemlandet. For tiden overnatter han i Kristuskirkens nødherberg på Nørrebro i København. Foto: Mette Frandsen
Herberget ved Kristuskirken har plads til omtrent 50 personer – og reder i nødstilfælde op til flere i køkkenområdet. De sovepladser, der har mest plads omkring sig og gode madrasser som her, ryger hurtigt, men ingen går forgæves til herberget. Heller ikke misbrugere, som, hvis rusen er lidt for voldsom, får en stol og en kop kaffe. Foto: Mette Frandsen
Livet som udenlandsk hjemløs i Danmark kan også være tilsat sød musik. Som her, hvor to rumænske gademusikanter underholder resten af gæsterne på nødherberget Nattely på Vesterbro i København. Mændene ønsker ikke deres navne i avisen, men kan opleves ”live” på Strøget tæt på Rådhuspladsen. Foto: Mette Frandsen
”It’s no problem, it’s no problem!” For rumæneren Julian på 34 år er livet i Danmark at foretrække frem for livet i Rumænien, og ethvert kritisk spørgsmål møder han med udslåede arme og mantraet om, at ”det ikke er et problem”. Undtagen det danske politi, som han synes er for meget efter rumænerne. Foto: Mette Frandsen
Kvinder er i klart undertal på de tre nødherberger, som kirkelige organisationer har oprettet i hovedstaden. Herbergerne har samlet set sovepladser til omkring 100 personer per nat, og de få kvinder, der kommer, sover side om side med mændene. Foto: Mette Frandsen
Nødherbergerne serverer kaffe i litervis for de udenlandske hjemløse. Selvom der officielt skal være ro klokken 24, er døren aldrig lukket. Så hvis en hjemløs misbruger stavrer ind ud på natten, er der også en kop varm kaffe til ham. Eller hende. Foto: Mette Frandsen
Asante på 33 år er kommet til Danmark fra Ghana via Italien for to uger siden i håb om at finde et job. Godt nok betegner han sig selv som turist, men "ferie-nætterne" tilbringes på Blå Kors' nødherberg ved Kristuskirken på Nørrebro. Foto: Mette Frandsen
Alle gæsterne, sådan omtales de hjemløse på nødherberget i Kristuskirken, får udleveret en madras og en sovepose samt et varmt aftensmåltid og en ostemad næste morgen. Foto: Mette Frandsen
Når de udenlandske hjemløse møder op ved nødherbergerne på Vesterbro og Nørrebro, sørger de frivillige for at registrere dem. Men reelt set har de frivillige ingen mulighed for at kontrollere de oplysninger, som personerne giver om sig selv. Foto: Mette Frandsen
I Nattely er forholdene en smule mere primitive end i herberget på Nørrebro. I Nattely får de hjemløse et liggeunderlag at sove på og et tæppe at varme sig under. Foto: Mette Frandsen
En radiator er en populær sovekammerat på herberget Nattely. Rummet, hvor de hjemløse overnatter, støder direkte op til Bavnehøj Kirke, så næste morgen skal borde og stole på plads i lokalet, inden kirkens brugere indtager lokalet. Foto: Mette Frandsen