Når skolestarten står for døren hos børn, der forventningsfuldt er klar til en ny epoke i deres liv, vælger mange at begynde på den såkaldte distriktsskole, som man automatisk er tilknyttet. Nogle forældre vælger imidlertid at benytte sig af det frie skolevalg. Og det er nogle helt bestemte typer af forældre, der gør brug af det valg.
Det viser et arbejdspapir af Mikkel Høst Gandil, der er adjunkt ved universitetet i Oslo og Andreas Bjerre-Nielsen, adjunkt i økonomi ved Københavns Universitet. De to økonomer har undersøgt, om forældre vælger at sende deres børn i de distriktsskoler, som de tilhører i kraft af deres adresse, eller benytter det frie skolevalg. Resultatet afhænger meget af, hvem forældrene er, og hvor de bor. 70 procent af alle forældre vælger den lokale distriktsskole, men de resterende 30 procent finder alternativer. Og i de situationer falder valget på skoler med elever, der også har en ressourcestærk baggrund og derfor ligner dem selv:
”Det er tydeligt, at de mest ressourcestærke forældre, målt på beskæftigelse, uddannelse og indkomst, i langt højere grad end andre forældre baserer deres beslutning om fravalg af distriktsskolen på skolens socioøkonomiske elevsammensætning,” siger Mikkel Høst Gandil.
Forskningen bygger på et kvantitativt studie, hvor data fra alle danske skolebørn knyttes sammen med deres geografiske data for skoledistrikter. I disse data findes også oplysninger om socioøkonomiske forhold, og man har dermed kunnet udregne den socioøkonomiske sammensætning på skolerne.
Når forældre vælger at kigge efter alternativer, ser de ikke i lige så høj grad på skolens rapporterede kvalitet og såkaldte løfteevne, som de ser på skolens elevsammensætning, forklarer Mikkel Høst Gandil.
Det er i overvejende grad ressourcestærke forældre i de store danske byer, der benytter sig af retten til det frie skolevalg, og man kan ifølge Mikkel Høst Gandil ikke udelukke, at der er en ulighed med hensyn til, hvem der reelt får pladsen på den valgte skole.
”For eksempel, hvis du har en skole, der har én plads med to ansøgere uden for distriktet. Hvem får den plads? Det ved vi ikke. Det kan være en enkelt person ude på folkeskolerne, der sidder og afgør, hvem der får pladsen, og dokumentationskravene til, hvem der får pladsen, er ikke noget, man har adgang til,” siger han og tilføjer, at man kunne lave et sæt regler, som alle folkeskoler skulle følge og dermed skabe lige ret og adgang for elever, der søger uden for distriktsskolerne.
Det er ikke så overraskende, at det er de ressource-stærke forældre, der aktivt vælger en anden skole til deres børn, end den, de er tilknyttet automatisk, forklarer Mads Meier Jæger, professor i sociologi på Københavns Universitet.
”Forskning viser helt entydigt, at de højtuddannede forældre er meget strategisk orienterede i den måde, de går til deres børns uddannelser og læring generelt.”
Men hvis man vil social ulighed til livs, skal man ifølge Mads Meier Jæger sætte ind langt tidligere end i klasselokalerne:
”Man kan bruge information om et barns fødselsvægt til at forudsige, hvordan det statistisk vil klare sig senere i livet. At proppe underprivilegerede børn ind i busser og køre dem til ressourcestærke skoler er ikke en mirakelkur, hvis man gerne vil hæve den sociale mobilitet og mindske uligheden i samfundet.”
Lars Olsen, journalist, kommentator og foredragsholder om blandt andet ulighed i Danmark, ser flere konsekvenser ved, at folkeskolerne bliver mindre blandede:
”Det har været en forestilling lige siden demokratiets indførsel i Danmark, at vi skulle mødes på tværs. Og den gradvise svækkelse, vi ser nu, er et brud på en århundrede gammel tradition. En konsekvens er, at børn fra hjem med forældre, der er langvarigt uden for arbejdsmarkedet, går på de samme skoler og bor i de samme områder, så klarer de sig også dårligere. En anden konsekvens er også, at vi ikke lærer hinanden at kende på tværs af sociale grupper. Det er problematisk, fordi det bliver sværere at bryde normen for de dårligt stillede. For de bedre stillede, betyder det, at de har dårligere kontakt til andre samfundsgrupper og derfor en ringere forestilling om, hvordan man lever uden for osteklokken.”