Hvad synes du om statsministerens tale til pressemødet?
Den var meget kompetent, og jeg tror, den har virket stærkt til hendes fordel. Hun afklarerede de to mest kritiske og omfattende spørgsmål; om hun vidste, at der ikke var lovhjemmel, da hun gennemførte instruksen om at aflive alle mink, og hvornår hun indstillede sin telefon til at slette sms’er. Rent retorisk er det en meget dygtig præsentation, hvor hun hverken tøvede eller hakkede. Hun virkede meget velforberedt uden at ligne en, der læste op af et manuskript. Samtidig fremstod hun klar og sikker i sin sag ved at holde øjenkontakt og være fast. Det giver en oplevelse hos rigtig mange om, at hun er stærk, og min erfaring siger mig, at det virker troværdighedsskabende hos de fleste modtagere.
Mette Frederiksen forsvarer den ”skarpe tone”, der er blevet brugt i de sms’er, der er blevet offentliggjort. I den forbindelse siger hun: ”Lev med det”. Hvordan virker det, tror du?
Det deler vandene, tror jeg. Mange vil nok bakke op om, at det er noget fnidder, sådan at problematisere, at de har talt kontant og ligeud i en krisesammenhæng, der handlede om liv eller død. Men i hendes retorik ligger der en bagatellisering af problemet. Dem, der har været i oprør over tonen i sms’erne, bliver fremstillet som nogle fluekneppere. De vil formentlig tænke, at det er arrogant, og at hun skulle have undskyldt. Hun taler om, at der ryger en finke af panden, og der anerkender hun, at det er kritisabelt, men at vi må leve med de småting, fordi situationens alvor var, som den var. Sprogbruget kan for mange virke hånligt og ydmygende. Hvis hun havde indrømmet, at det var for meget, og samtidig påpeget, at det er en bagatel i den store sag, så havde det styrket hendes troværdighed yderligere.
Mette Frederiksen mener ikke, der er nogen grund til, at hun skulle holde noget skjult for Minkkommissionen. I den forbindelse siger hun: ”I er nødt til at stole på mig. Jeg er landets statsminister” – Hvad tænker du om det argument?
Det er et autoritetsargument og er på en måde en selvfølge og en banalitet. I Danmark er vi vandt til, at kunne stole på vores statsminister og at vores politikere ikke lyver eller på anden vis er korrupte. Det er vi nødt til at stole på, for ellers er det for alvor galt. Det er den logik, hun appellerer til ved at komme med en sådan udtalelse.
Statsministeren nævner flere gange, at hun fra start havde advaret om, at hun ville begå fejl. Hvordan fungerer den slags argumentation?
Det kunne hun godt have sparret sig, for det er ikke et særlig stærkt argument. Selvom man advarer om, at der kan ske fejl, fritages man ikke fra kritik, hvis man begår fejl. Det ville være uheldigt, hvis verden hang sådan sammen. Der eksisterer en indgroet kultur blandt politikere, som stort set ikke tør indrømme deres fejl, det kan derfor virke troværdighedsstyrkende, at hun indrømmer nogle få fejl. Jeg synes dog hendes indrømmelser var få og små. Man kan diskutere, om hun så stærkt skulle have forsvaret, at hun havde indstillet den slette praksis på sin telefon. Hun har afvist, at de gjorde det for at skjule deres spor, men derfor kunne hun godt alligevel have indrømmet, at det var en dårlig ide. Det havde styrket hendes troværdighed yderligere. Der findes ikke noget godt argument, så det havde været bedre at erkende fejlen.
Hvorfor blev du retoriker?
Lige siden jeg blev student, har jeg interesseret mig for, hvad det er i et budskab, i en hvilken som helst art, der virker på os og griber os. Jeg interesserer mig for det - i både politiske og æstetiske budskaber - at forstå helt konkret, hvad det er i budskaber, der virker.