Forestil dig en middelalderlig slagmark i sekunderne før de to hære støder sammen. Kan du se de skinnende riddere, der kommer gungrende mod hinanden på store, prustende heste?
Det billede skal justeres en smule. I den hidtil største undersøgelse af hesteknogler nogensinde har forskere fra fem engelske universiteter, anført af University of Exeter, undersøgt knoglerne fra næsten 2.000 heste, som er fundet omkring middelalderlige slotte og i hestekirkegårde. De konkluderede, at middelalderens krigsheste ikke var meget større end vor tids ponyer.
"Når man siger middelalder er det første mange tænker på en blikmand der knejser på en stor hest. Det er et ikonisk billede, men det er ofte et billede, der bliver overdrevet i film og tegneserier," fortæller middelalderhistoriker Kåre Johannesen.
Ridderen har altså siddet noget tættere på jorden, end han normalt portrætteres. En moderne springrytter har kunne se ned på den harniskklædte kæmper på sin lavstammede krikke.
Men hestenes spæde størrelse havde en fordel på slagmarken:
"Når du skal bevæge dig rundt på en forvirrende og kaotisk slagmark, så er der ingen fidus i at have en stor og stærk hest. Du vil have en hest, der er hurtig, adræt og kan vende rundt på en tallerken,” siger Kåre Johannesen.
Af samme grund er den mest adrætte blandt brikkerne i skakspillet, altså springeren, afbildet som en hest.
Kåre Johannesen har i sit tidligere job som museumsinspektør på Middelaldercentret genskabt utallige krigsscener og ridderturneringer, så for ham er det ingen overraskelse at middelalderens riddere har fortrukket mindre heste fremfor de store, stærke af slagsen.
"Det er noget vi har vidst længe, men det er godt at få det bekræftet af arkæologien, og forskningen kan måske være med til at aflive én af de mange myter og vrangbilleder af middelalderen," siger Kåre Johannesen.
Historikeren giver især Hollywood skylden for de mange overdrivelser, som præger vores forståelse af middelalderens riddere.
“Ridderfilm kan være storslåede og imponerende, men de giver sjældent et retvisende billede af middelalderens slagmarker,” siger Kåre Johannesen.
Ideen om at slagene blev udkæmpet primært af riddere til hest, er et andet vrangbillede fra filmens verden:
"Der var fodfolk, bueskytter og armbrøstskytter og så videre. Jo, hesten var en central del af hæren, men der var forskellige specialister med forskellige våben, akkurat som i dag," siger Kåre Johannesen.
Selvom virkelighedens krigshest har været mindre imponerende end hesten i filmens verden, har den ikke været mindre kostbar:
“De var meget dyre og blev givet som prestigegaver mellem adelsfolk eller importeret i dyre domme og med meget besvær. Det var datidens Ferrari og et ikon på velstand og magt," siger Kåre Johannesen.
Den ridende helt blev den absolut mest populære skikkelse i fiktionen, fra legenderne om Kong Arthur til knaldromaner om ensomme sheriffer i det vilde vesten.
Hesten blev så ikonisk, at selv da den ikke ikke længere var brugbar i krig, havde man svært ved at skille sig af med den.
“Man bruger ridende kavaleri gennem hele Første Verdenskrig, selvom den bliver mere og mere utidsvarende i kampen mod granater, maskingeværer og kampvogne. Man havde ikke fantasi til at forestille sig en hær uden rytteri," siger Kåre Johannesen.
Men det blev hverken granater, maskingevær eller kampvognen, der optager hestens prestigefyldte plads i krigshistorien:
“Det bliver en anden ny opfindelse - flyvemaskinen. Piloten blev en slags luftens ridder, som drog ud for at kæmpe mand mod mand mod andre piloter," siger Kåre Johannesen.
Forsvaret i Danmark råder i dag over 75 heste i hesteskadronen under Gardehusarregimentet, hovedsageligt til ceremonielt brug.