Rigsretssagen mod tidligere integrations- og udlændingeminister Inger Støjberg er netop indledt. Af anklageskriftet fremgår det, at den tidligere Venstreminister, som nu er løsgænger, er anklaget for at have overtrådt loven om ministres ansvar. Det skyldes, at hun som minister var ansvarlig for, at Udlændingestyrelsen i perioden fra den 10. februar 2016 og indtil senest den 12. december 2016 i et antal sager adskilte asylsøgende ægtefæller og samlevende par, hvoraf mindst den ene part var under 18 år.
Det er i givet fald i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention samt forvaltningsrettens krav til konkret og individuel partshøring, sagsoplysning og begrundede afgørelser. Det er samtidig en skærpende omstændighed i loven om ministeransvar, at Inger Støjberg i dette forløb afgav misvisende oplysninger til Folketinget under samrådene.
Anklageskriftet viser tydeligt, hvilken retssag der er tale om. Det er formuleret som et almindeligt anklageskrift. Der er nogle retsregler, som det påstås, at en bestemt person har overtrådt. Rigsrettens opgave er – som enhver anden domstol skal – at bedømme, om det er rigtigt eller forkert, at overtrædelsen har fundet sted, og hvilken straf personen i givet fald skal have.
Rigsretten som institution stammer tilbage fra den danske grundlov af 1849, hvor man en overgang diskuterede, om man skulle give den et bredere vingefang, så den ikke kun drejede sig om jura, men det blev ikke til noget. Rigsretten kom til at dreje sig om ministres embedsførelse juridisk set, og sådan har det været siden. Hvis der er formodning om, at en minister har overtrådt Grundloven eller ministeransvarsloven, kan et flertal i Folketinget stille vedkommende for Rigsretten, hvilket naturligvis er specielt, fordi anklager mod personer i Danmark ellers rejses af anklagemyndigheden.
Det specielle ved Rigsretten er også dens sammensætning. Den består af op til 15 højesteretsdommere og et tilsvarende antal politisk valgte medlemmer, som Folketinget udpeger. Man kan selvfølgelig hævde, at også almindelige sager ved domsstolene ofte involverer ikke-dommere i form af lægdommere eller domsmænd, som er udpeget af kommunalbestyrelserne til at træde til som meddommere i byretter og landsretter, men det anses alligevel for et særtræk, at også en af de højeste retsinstanser har denne sammensætning.
Meningen med de politisk udpegede meddommeres deltagelse i Rigsretten er, at viden om den politiske sagshåndtering også blev inddraget i sager mod ministre. Blandt de nuværende politisk udpegede dommere i Rigsretten er tidligere minister Pia Gjellerup (udpeget af Socialdemokratiet), advokat Karoly Nèmeth (udpeget af Venstre), tidligere MF’er Christian Langballe (udpeget af Dansk Folkeparti) og tidligere MF’er Anne Grete Holmsgaard (udpeget af SF).
I Rigsrettens historie har den behandlet fem sager før sagen mod Inger Støjberg. Det har ført til to domfældelser. I 1910 blev forhenværende indenrigsminister Sigurd Berg idømt en bøde på 1000 kroner for at have forsømt at føre tilsyn med Den Sjællandske Bondestands Sparekasse, som justitsminister P.A. Alberti var formand for. P.A. Alberti havde i forvejen meldt sig selv til politiet og tilstået underslæb og dokumentfalsk for et millionbeløb. I 1995 blev forhenværende justitsminister Erik Ninn-Hansen idømt fire måneders betinget fængsel for sin rolle i Tamilsagen. Den historiske erfaring er, at de politisk udpegede medlemmer af Rigsretten har været tilbøjelige til at dømme i overensstemmelse med partibogen, hvor oppositionen til forhenværende ministre stemmer for straf, mens personer fra regeringssiden stemmer imod straf.
Dermed bliver højesteretsdommerne afgørende for udfaldet af Rigsretssagen, og de har i de hidtidige sager ene og alene stemt efter, hvad der er juridisk belæg for. Dermed bliver det sandsynligvis også afgørende for udfaldet i rigsretssagen mod Inger Støjberg. I denne sag har Folketinget fået hjælp af den såkaldte Instrukskommissionen for at vurdere, om der var juridisk grundlag for en rigsretssag. Det mente Instrukskommissionen, at der var, idet der var en ”rimelig formodning” om, at Inger Støjberg kunne blive dømt. Det er imidlertid ikke det samme som en ”sikker formodning”. Om Inger Støjberg dømmes, afgør i sidste instans Danmarks højesteretsdommere. På et juridisk grundlag.
Peter Nedergaard er professor i statskundskab ved Københavns Universitet.