Rikke forsøgte i fire år forgæves at få døgnbehandling

Den 31-årige Rikke har taget stoffer, siden hun var 13 år. I fire år forsøgte hun at overbevise kommunen om, at de skulle sende hende i døgnbehandling. På et tidspunkt var hendes desperation så stor, at hun forsøgte at tage sit eget liv

Tegning: Rasmus Juul.
Tegning: Rasmus Juul.

Dagen før skærtorsdag – den 28. marts 2018 – havde den 31-årige Rikke været i København for at købe stoffer og medicin. Hun var inde i en periode med en kraftig eskalering af et i forvejen kaotisk forbrug af stoffer som kokain og metadon og følte sig fortvivlet over, at der tilsyneladende ikke var nogen hjælp at hente.

”Jeg følte efterhånden ikke, at livet var værd at leve. I fire år havde jeg forgæves forsøgt at komme i døgnbehandling. Jeg syntes, at jeg blev behandlet dårligt af alle, og at jeg ikke blev hørt,” fortæller Rikke.

Da hun steg ud af toget, sprang hun ud fra en jernbanebro. Hun overlevede og blev overført til Rigshospitalet, hvor lægerne konstaterede, at hun havde flere brud på rygsøjlen, og at alle ribben var brækket.

Rikke fortæller nøgternt om de begivenheder, der førte til beslutningen om at forsøge at gøre en ende på det hele via videotelefon fra sin næsten tomme lejlighed i en sjællandsk kommune. Her er hun netop flyttet til fra Hvidovre. Rikke er skrøbelig, men virker også velplejet med opsat, lyst hår og makeup omkring de store blå øjne. Hun har et stort ar i panden efter et knivangreb.

Rikkes historie er ifølge jurist Nanna Gotfredsen fra den frivillige organisation Gadejuristen et eksempel på, at en kommune afviser døgnbehandling selv i de tilfælde, hvor det er åbenlyst, at det er helt nødvendigt at komme væk fra et belastet miljø.

En undersøgelse fra Vive (Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd) har tidligere konkluderet, at døgnbehandling er den mest effektive behandlingsform, og at kommunerne burde opprioritere den indsats, samtidig med at behandlingen opkvalificeres. Nanna Gotfredsen, der yder juridisk assistance til samfundets svageste, har i øjeblikket 19 sager, hvor borgere har søgt om døgnbehandling i måneder eller år, uden at ansøgningen er blevet imødekommet. Nye tal fra Center for Rusmiddelforskning viser, at antallet af døgnbehandlingspladser er halveret fra 1400 i 2008 til under 600 i 2016.

I begyndelsen af april kom Nanna Gotfredsen fra Gadejuristen på besøg i Rikkes hospitalsstue. Rikke fortalte, at hun var glad for, at hun havde overlevet, og at hendes højeste ønske var at komme i døgnbehandling for at blive helt stoffri. I midten af april mødtes Nanna Gotfredsen og Rikke med repræsentanter fra Hvidovre Kommune, men kommunen afslog at bevilge døgnbehandling. En afgørelse, som Rikke med hjælp fra Gadejuristen har klaget over til Ankestyrelsen.

Rikke begyndte at tage stoffer, da hun var 13 år, og har lige siden levet et kaotisk liv. I de sagsakter, Kristeligt Dagblad har læst, beskrives hun som svært og komplekst udsat, og en psykiater konkluderer, at hun har en forstyrret personlighedsstruktur, men at det ikke har været muligt at udrede hende nærmere på grund af hendes misbrug.

Rikkes seneste store nedtur begyndte i sensommeren 2016. En ekskæreste udsætter hende for et ekstremt voldeligt knivoverfald. Hun bliver tilbageholdt flere dage i sin lejlighed, hvor hun blandt andet får håret skåret af og panden sprættet op og efterfølgende må sys med 19 sting. Gerningsmanden idømmes halvandet års fængsel.

Efter overfaldet er Rikke helt nede rent psykisk, og hun tør ikke opholde sig i sin lejlighed. Hun ønsker at komme i døgnbehandling, men kommunen foreslår i stedet et kvindekrisecenter. Problemet er bare, at krisecentrene ikke modtager voldsramte kvinder, der tager stoffer.

Dernæst foreslår kommunen et ophold på herberg. Den løsning vil i modsætning til døgnbehandling betyde, at kommunen får refunderet halvdelen af udgifterne fra staten. Det ender med, at Rikke i efteråret 2016 henvises til endnu et ambulant tilbud om stofbehandling. Derudover får hun bevilget en mentor, Peter, der selv er tidligere stofmisbruger. Hurtigt bliver Peter også udpeget til at være Rikkes ambulante stofbehandler.

”Peter var så god, at det næsten var for godt til at være sandt. Han lovede mig, at jeg kunne komme i døgnbehandling. Han vidste også, at jeg var spirituelt og religiøst interesseret, og på et tidspunkt gav han mig en pose med særlige sten,” siger Rikke.

Peter rydder også et værelse i sin lejlighed, hvor Rikke kan bo. Han kalder det et ”safe house” (sikkert sted). Efter kort tid ender behandler og klient dog med at sove i samme seng. En efterårsdag i 2016 forsvinder Peter pludseligt ud af Rikkes liv. Hans ansættelsesforhold på det private behandlingssted er ophørt. I dag arbejder Peter ifølge Gadejuristen på en anden institution.

”Det værste var, at han lige pludselig forlod mig. Det var et absolut et nulpunkt. Jeg var så ked af det, og der var ingen, som troede mig og ingen, som kunne forstå min sorg,” fortæller Rikke.

Hun indledte nok engang et kaotisk stofmisbrug og boede i perioder nærmest i Istedgade i København. Hun mistede sin lejlighed og blev indlagt på en psykiatrisk afdeling, hvorfra hun blev udskrevet i august 2017. Siden kom hun igen i ambulant behandling.

Indimellem fandt hun ro, når hun besøgte sin mor på Sjælland. Her sov hun det meste af tiden. Og da ekskæresten, der havde overfaldt hende, blev løsladt i julen 2017, var hun præget af posttraumatisk stress.

Ifølge Nanna Gotfredsen er Rikkes sag et udtryk for, at kommuner i alt for høj grad lader misbrugsbehandlingen styre af økonomiske hensyn.

”En overlæge fra psykiatrien og en psykiater i det ambulante behandlingssted noterer allerede sidste år, at Rikke skulle i døgnbehandling endda hurtigst muligt, som en af lægerne skriver. Ifølge lovgivningen skal kommunerne bevilge døgnbehandling, hvis det er påkrævet. Her har ambulant behandling åbenlyst været komplet utilstrækkeligt, og Rikke har gentagne gange bedt sin sagsbehandler om at komme i døgnbehandling, men kommunen har aldrig behandlet hendes ønske,” siger Nanna Gotfredsen.

Hun betegner det faktum, at en medarbejder, der er ansat til at hjælpe Rikke, indleder et seksuelt forhold til hende, som et udtryk for, at kontrollen med kvaliteten af stofmisbrugsbehandlingen er for ringe.

”Vi ser blandt andet, at mange eksbrugere af stoffer bliver ’behandlere’. Man kan nok spørge, om de har de rette professionelle forudsætninger. Der mangler i den grad en autorisationsordning, så både behandlere og behandlingssteder, der ikke leverer en ordentlig kvalitet og endda forgriber sig på så svært udsatte mennesker, fratages deres autorisation,” mener Nanna Gotfredsen.

Formanden for Rådet for Socialt Udsatte, Jann Sjursen, kan ikke kommentere den konkrete sag.

”Men overordnet er der brug for, at kommunerne i langt højere grad er med til at udvikle kvaliteten af hjælpen til socialt udsatte, og at Det Sociale Tilsyn har de fornødne ressourcer til at føre opsyn med tilbuddene. Kvaliteten af tilbuddene er et generelt problem. Vi ser for eksempel, at der er problemer med indholdet i ressourceforløbene for ledige,” siger Jann Sjursen.

Hvidovre Kommune, der har haft ansvaret for at hjælpe Rikke, vil ikke udtale sig om personsager. Men kommunen afviser, at der skeles til økonomi, når der skal bevilges behandling.

”Hvis vi gjorde det, ville det være i strid med lovgivningen. Generelt vil vi typisk afprøve for eksempel ambulant og dagbehandling før døgnbehandling, og det sker selvfølgelig ud fra en betragtning om, at hvis vi kan vælge det mindst indgribende tilbud, gør vi det. Vi visiterer til døgnbehandling, men det er altid op til en individuel og konkret vurdering,” skriver centerchef for Handicap og Psykiatri i Hvidovre Kommune Susanne Samuelsen i en mail.

Rikke håber stadig på at komme i døgnbehandling.

”Jeg ved godt, det lyder lidt langt væk lige nu. Men jeg drømmer om at blive helt stoffri, finde en god kæreste, få nogle børn og et ordentligt liv på et tidspunkt,” siger Rikke.

Hun har stadig voldsomme smerter i ryggen og lider af hukommelsessvigt. Men hun har bevaret sin førlighed og er efter omstændighederne kommet hurtigt til hægterne.

”Heldigvis lykkedes det ikke for mig at tage mit eget liv, og det har jeg takket Gud for,” siger Rikke.

Hun har skiftet navn og bor i dag på en hemmelig adresse, så hendes voldelige ekskæreste ikke kan finde hende. Hun modtager i øjeblikket ambulant metadonbehandling. Hun er ikke i stand til at være i sin nye lejlighed, hvor hun kun opholder sig sporadisk.

Rikke og Peter er opdigtede navne. Deres rigtige navne er redaktionen bekendt. Artiklen bygger på interview med Rikke og klagen fra Gadejuristen til Hvidovre Kommune samt en række af sagens akter fra Hvidovre Kommune.