Prøv avisen
Statuer på vippen

Ringkøbing har en statue af en helt, som nu kan blive til skurk

Statuen af Ludvig Mylius-Erichsen (1872-1907) på torvet i Ringkøbing (udført af Chresten Skikkild i 1916). – Privatfoto.

Polarforskeren Ludvig Mylius-Erichsen ville det bedste for grønlænderne, men kan hans eftermæle alligevel tolkes som problematisk i den nye logik for statueskænding?

Forfatteren og polarforskeren Ludvig Mylius-Erichsen er et godt eksempel på, hvordan den aktuelle debat om, hvilke statuer man bør have stående, og hvilke der eventuelt bør fjernes, potentielt kan ramme næsten alle historiske personer.

I mere end 100 år har en statue af Mylius-Erichsen stået på torvet i Ringkøbing, fordi den berømte polarforsker boede det meste af sin barndom i denne by. Mylius-Erichsen havde de bedste intentioner i forhold til inuitterne. Han tog på flere ekspeditioner til forskellige dele af Grønland, blandt andet sammen med Knud Rasmussen, og han agiterede for, at man fra dansk side skulle gøre mere for at forbedre de oprindelige grønlænderes levevilkår og støtte deres kultur. Mylius-Erichsen rejste direkte ud blandt andet med det formål at møde inuitterne, få nærmere kendskab til dem og udforske de områder, de boede i. Det paradoksale er imidlertid, at selvom han havde stor sympati for deres kultur og ønskede, at de skulle have lov at bevare den, kom selve dét, at han tog på ekspeditioner til de områder, hvor de boede, uvægerligt til at gribe ind i og påvirke selvsamme kultur. Selv en person som Mylius-Erichsen, der ønskede det allerbedste for de oprindelige grønlandske befolkningsgrupper, og som ovenikøbet kritiserede den måde, som den danske administration behandlede Grønland og grønlænderne på, er således i fare for selv at blive kritiseret af dem, der ser alle europæere, der blot har rejst til og udforsket områder uden for Europa, som fjender af områdernes oprindelige folk.

Når det gælder Mylius-Erichsens intentioner om dels at forbedre grønlændernes levevilkår, dels at give dem mulighed for at bevare deres egen kultur, er der tale om to ønsker, der dårligt kunne opfyldes på samme tid. Man kunne ikke hæve de oprindelige folks materielle velstandsniveau og deres generelle sundhedsniveau med udgangspunkt i den moderne videnskab og sundheds- og sygdomsforskning uden samtidig at forgribe sig på deres oprindelige kultur.

Mylius-Erichsens ekspeditioner og de tanker, som lå bag, er således et forvarsel om de mange indbyggede selvmodsigelser, som skulle komme til at præge forholdet mellem Danmark og Grønland og mellem danskere og grønlændere hele vejen op igennem det 20. århundrede og frem til i dag.

Hvis man vælger at fokusere på, at Mylius-Erichsen ønskede at forbedre grønlændernes levevilkår og deres muligheder for at bevare deres egen kultur, kan man betragte ham som en ”helt”, som bestemt fortjener en statue. Hvis man derimod vælger at fokusere på, at Mylius-Erichsens ekspeditioner i sig selv kom til at betyde en indgriben i grønlændernes kultur, og at hans ønske om at bidrage til at give grønlænderne bedre levevilkår kun kunne opfyldes gennem yderligere intervention i deres kultur, kan man nå frem til den konklusion, at han var en ”skurk”, som absolut ikke i dag fortjener at blive hyldet med en statue. Diskussionerne, som man kan tage om Mylius-Erichsen, er således den aktuelle debat om statuerne i en nøddeskal.