Risikoen Riskær

Hvis ikke Klaus Riskær Pedersen bliver valgt, kan han stadig få betydning for resultatet. Bliver han valgt, bliver det parlamentariske arbejde i Folketinget ekstremt vanskeligt

 Klaus Riskær Pedersen holdt i går pressemøde i Vartov i København. Hans parti har opnået det krævede antal stillere og er nu officielt godkendt af Økonomi- og Indenrigsministeriet til at stille op til folketingsvalget.
Klaus Riskær Pedersen holdt i går pressemøde i Vartov i København. Hans parti har opnået det krævede antal stillere og er nu officielt godkendt af Økonomi- og Indenrigsministeriet til at stille op til folketingsvalget. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix.

Klaus Riskær Pedersen vil uundgåeligt påvirke dansk politik, for enmandspartiet Klaus Riskær Pedersen stiller op i alle storkredse i landet. Hvis partiet ikke når over spærregrænsen, kan det meget vel koste flest spildte stemmer for blå blok. Men hvis partiet opnår valg, vil der sandsynligvis være 11 partier i alle tiders brogede Folketing, hvor det parlamentariske arbejde kan blive ekstremt vanskeligt. Samtidig kan det rejse spørgsmålet, om den bedrageridømte Klaus Riskær er værdig til at sidde i Folketinget. Det spørgsmål kan give ballade. Og hvis blokkene er omtrent lige store, kan det også få konsekvenser for, om Danmark overhovedet kan regeres.

Riskær er en ener, som Mogens Glistrup var det. Da Poul Schlüter (K) i 1982 dannede regering, var det en mindretalsregering med fire partier (K, V, CD og Kristeligt Folkeparti), som var afhængig af at indgå kompromiser med Glistrups Fremskridtspartiet og De Radikale. Samtidig! Det var til tider nærmest en umulig opgave, og Schlüter troede ikke, at regeringen ville leve ret længe. Lidt håb var der dog for regeringen, fordi der i Fremskridtspartiet var en ”slapperfløj”, der var lidt mere medgørlig end Glistrups uregerlige”strammerfløj”.

Den 3. juni 1983 stod det klart for Schlüter, at der var den største usikkerhed om, hvorvidt Glistrup og et par andre strammere ville støtte regeringen, da der skulle være tredjebehandling af nogle lovforslag om blandt andet beskæring af bloktilskuddet til kommunerne.

Poul Schlüter fik med den sikre sans for timing, som er essentiel for en ferm statsminister, accepteret en udsættelse af tredjebehandlingen af regeringens forslag til mere ”rolige og afklarede omstændigheder”. Det dækkede over, at Glistrup med stor sandsynlighed den 22. juni ville blive sat ud af spillet af en fængselsdom. Udsættelsen skete på den sidste dag af den ordinære folketingssamling, så den videre behandling af forslagene kunne meget let udskydes til efter denne dom.

Glistrup måtte selv støtte udsættelsen. Han påstod sig jo uskyldig, og det ville derfor have set mistænkeligt ud, hvis han strittede imod. Men han blev idømt fængsel. Et flertal kunne så erklære ham uværdig til at sidde i Folketinget. Ingen kerede sig endnu om Glistrups suppleant, en hjemmehjælper fra Gentofte ved navn Pia Kjærsgaard. Men Poul Schlüter havde undgået, at regeringen måtte give op og udskrive valg. Fremskridtspartiet indgik nu aftaler med regeringen, så landet kunne regeres. Det er tvivlsomt, om Schlüter ville have været statsminister i 10 år uden dommen over Glistrup og afgørelsen om, at Glistrup ikke var værdig til at sidde i Folketinget.

Venstresocialisten Preben Wilhjelm anså det hele for en politisk manøvre. Det er ikke uforståeligt, men omvendt kunne man sige, at Wilhjelm havde en politisk interesse i at se en borgerlig regering blive væltet af Glistrup.

Glistrup blev i øvrigt efter at have afsonet sin dom fundet værdig til at genindtræde i Folketinget, da vælgerne indvalgte ham ved et senere valg. Men da havde han mistet en del af sin magt over Fremskridtspartiet. Riskær har også afsonet sin straf, og det er en af grundene til, at det er ret uforudsigeligt, om et nyt Folketing vil finde ham værdig til at sidde i Folketinget. Hvis hans valg accepteres, vil det ikke undre, hvis han bliver til ganske stort besvær for en hvilken som helst regering. Men skulle han blive fundet uværdig, er det svært at forestille sig, at han vil blive erstattet af en, der er som han. Der var kun en Glistrup, og der er nok kun en Riskær.

Det danske demokratis funktionsduelighed ville dog nok have det bedst, hvis der er meget få vælgere, der synes, at der er brug for et enmandsparti ved siden af 10 andre partier. Tilmed et parti, hvor en mand bestemmer det hele, samtidig med at han påstår, at han vil sikre en stærkere folkelig indflydelse.

Tim Knudsen er uafhængig politisk kommentator.