Ritt Bjerregaard ville gerne huskes ”som en af de kvindelige politikere, der holdt ud og kom igennem magtkampene.”
Den læreruddannede 30-årige Ritt Bjerregaard blev i 1971 midt i en rødstrømpetid indvalgt i Folketinget. Hun ville ændre, at kvinder i hendes øjne kun fik plads i politik som vinduespynt på bløde områder som det sociale. Hun så Socialdemokratiet som præget af en kæft, trit og retning-kultur og fagbevægelsen som en forstening af brovtende mandschauvinister. Ikke helt uden grund: Længe var der kun to kvindelige ministre i Anker Jørgensens regeringer. Men en af dem blev Ritt Bjerregaard, kun 32 år gammel efter bare to år i Folketinget. Hun var vokset op i et kommunistisk hjem under små kår i et hårdt miljø på Vesterbro i København, og hendes opfattelse blev, at politik er kamp. Hun ville ikke forene politiske kampe med forældreskab, så hun gav afkald på at få børn.
Baggrunden for, at hun overraskende blev minister, var, at statsminister Anker Jørgensen ville samle Socialdemokratiet oven på splittelsen i 1972, da et flertal af vælgere stemte for medlemskab af EF. Derfor blev EF-modstanderen Ritt Bjerregaard i 1973 undervisningsminister, så også socialdemokratiske modstandere af EF kunne se sig selv i regeringen. Men ældre partisoldater følte sig forbigået. Og Berlingske Tidende sammenlignede udnævnelsen med kejser Caligulas udnævnelse af en hest til konsul.
Som undervisningsminister til 1978 (med en afbrydelse 1973-75) gennemførte hun de erhvervsfaglige grunduddannelser og begrænsede adgangen til de højere læreanstalter. Med socialdemokratisk lighedstænkning gennemførte hun en folkeskolereform, der skabte en enhedsskole i modsætning til den hidtidige deling af børnene i almene linjer og ”boglige” linjer. Eksamener blev afløst af en afgangsprøve efter 10. klasse, eventuelt frivilligt efter niende klasse med henblik på at gå i gymnasieskolen. Kristendomsundervisningen blev til ”kristendomskundskab”. Med loven forsvandt også den sidste rest af præsternes tilsyn med skolerne.
Opdragelse til demokrati blev til gengæld fremhævet. Det var noget af en politisk præstation, at den ikke-troende Ritt Bjerregaard fik tilslutning af blandt andre Kristeligt Folkeparti og Venstre. Det karakteriserede altid hendes arbejde, at hun nøje holdt orden i papirer og rettede embedsmænd og andre politikere, som var hun en streng lærer, der rettede stile.
Skønt statsminister Anker Jørgensen gjorde sig til minister for ligestilling, støttede han sig til en inderkreds af udelukkende mandlige politikere. Den fremtrædende socialdemokrat Jens Risgaard Knudsen advarede mod ”et skørteregimente”. Men Ritt Bjerregaard slog kræfterne sammen med andre yngre kvinder i partiet som Jytte Hilden og Inge Fischer Møller. Altid netværkede hun. For det meste med andre kvinder. Og altid havde hun en kaffeklub, der debatterede. Altid var hun synlig i medierne. Altid opmuntrede hendes mand, historikeren Søren Mørch, hende til at tage konflikterne. Til undertegnede fortalte hun, at hun lyttede meget til Mørchs råd, der byggede på et illusionsforladt syn på politik. De levede åbenlyst i et såkaldt åbent forhold, men Mørch var og blev hendes vigtigste politiske rådgiver.
Statsminister Anker Jørgensen (over)reagerede i 1978 på avisskriveri om dyr hotelrepræsentation. Bjerregaard afviste kritikken. Senere udtalte Rigsrevisionen, at hun ikke havde brugt flere penge end normalt. Men da var hun fyret. Hun skrev så en bog med den dobbelttydige titel ”Strid”. Og hun fik et godt folketingsvalg i 1979 med godt 27.000
personlige stemmer.
Ti måneder senere gjorde Anker Jørgensen hende til socialminister. Der skulle spares. Det gjorde hun, fordi hun mente, at en socialdemokrat ikke kunne sige nej til at være socialminister. Men hun mente også, at Anker Jørgensen havde den bagtanke at sætte hende på en uriaspost, så hun blev upopulær. Om han havde den bagtanke, vides ikke. Men upopulær blev hun, da hun også sparede på de handicappede. Hun blev fyret i 1981, fordi hun skræmte vælgerne væk. Hun fik nu kun omkring 10.000 personlige stemmer. Det understregede for hende, at hun aldrig igen måtte miste personlige stemmer, for det var hendes magtbase i partiet. Hun lagde et stort arbejde i at holde forbindelse til sine vælgere på Fyn.
I firserne styrede Bjerregaard som gruppeformand stramt den socialdemokratiske folketingsgruppe, mens Poul Schlüter var statsminister for en borgerlig regering. Hun var med Poul Nyrup Rasmussens ord ”en stærk, isnende velorganiseret gruppeformand”. Hendes syn på politik som kamp og konfrontation og Socialdemokratiets tro på, at borgerlige regeringer er som forkølelser, der snart går over, gav bagslag. I ti år sad der ikke socialdemokrater i regeringen. Socialdemokratiet tabte vælgergunst ved i 1983 at bryde traditionen for at stemme ja ved tredjebehandlingen til finansloven. Og ved den vejledende afstemning om EF-pakken i 1986 stod hun mere end nogen anden bag, at Socialdemokratiet med partiets nej løb ind i et dundrende nederlag, som dræbte al seriøs tale om Danmarks udmeldelse af EF.
Siden svingede Bjerregaard over til at blive supereuropæer. Ritt Bjerregaard forblev mistænksom over de mandlige socialdemokratiske ledere, som hun gerne troede ville hende til livs. I 1991 opstod ballade, fordi hun både havde en stor lejlighed i København og bopæl på Fyn. Sin vane tro gav Bjerregaard sig ikke. Men hun faldt som gruppeformand.
Kort efter faldt Svend Auken, der i 1987 var blevet partiformand, for han kunne ikke holde på magten uden Bjerregaards støtte. Med store personlige stemmetal og skarpe indlæg i den offentlige debat var Bjerregaard en fare for den ny formand, Poul Nyrup Rasmussen, der blev statsminister i 1993. Hun sagde nej til at blive trafikminister, fordi hun vurderede, at Nyrup ville spille hende ud mod Svend Auken, som blev miljøminister. Miljø og trafik kommer nemlig hyppigt i konflikt. Da hun ikke blev minister, kritiserede hun offentligt den socialdemokratisk ledede regerings politik.
Medierne mødte hende helt frem til 1990'erne med sexistiske overtoner, og hun blev af tegnere afbildet i læder og lak, mens hun gav Poul Nyrup Rasmussen pisk. Nyrup fik hende i 1995 ad vejen ved at sende hende til Bruxelles som miljøkommissær. Bjerregaard troede – næppe helt urealistisk – at hun ikke ville være noget i politik, hvis ikke hun kunne fastholde vælgere i Danmark.
Fra Bruxelles udsendte hun en dagbog, men trak den tilbage, da hun indså, at den var skandaløst åben om fortrolige forhold. Dagbladet Politiken offentliggjorde alligevel dagbogen, og avisen blev dømt for brud på ophavsretten. Men bemærket blev Bjerregaard da endnu engang. I 1999 ville Nyrup ikke lade hende fortsætte som kommissær. Regeringen stod dårligt i meningsmålingerne. En kritisk stemmesluger som Ritt Bjerregaard kunne regeringen ikke tåle at have stående uden for.
Hun fik i år 2000 posten som fødevareminister. Fire dage efter kom det første tilfælde af kogalskab. Bjerregaard ændrede resolut slagtemetoderne og forbød salg af risikoprodukter. Indgrebene var upopulære i landbruget, men de beskyttede forbrugerne. Smileyordningen blev indført. Tilliden til danske fødevarer blev fastholdt. Det er ikke umuligt, at dette indgreb inspirerede statsminister Mette Frederiksen, da hun i 2020 på et delvist ulovligt grundlag gennemførte en aflivning af samtlige mink i Danmark.
I 2001 måtte Socialdemokratiet igen i opposition. Ved kommunalvalget i 2005 fik Bjerregaard som overborgmesterkandidat over 60.000 personlige stemmer i København. Hun ville bygge 5000 boliger til 5.000 kr. om måneden. Det lod sig ikke gøre. Hun opdagede, at Københavns Kommunes forfatning delte bystyret, så det lignede autonome republikker i krig med hinanden. Hun kunne ikke styre det hele, og hun genopstillede ikke ved kommunalvalget i 2009. Men hun fortsatte som en skarp stemme i den offentlige debat. Hun støttede oprindeligt Helle Thorning-Schmidt, der blev Danmarks første kvindelige statsminister, men hun vendte rundt og kritiserede Thorning-Schmidts regering. Ikke mindst kritiserede den læreruddannede Bjerregaard regeringen for at gennemføre en skolereform i konflikt med lærerne. Thorning-Schmidts regering var dog også vidnesbyrd om, at kvinder nu stod stærkere i politik. 39 procent af ministrene var i 2011 kvinder. Og på et tidspunkt havde alle tre partier i regeringen kvindelige ledere.
Bjerregaard berettede åbent om det, da hun i 2015 fik konstateret en kræftsygdom. Trods sygdom skrev hun fire erindringsbøger. Især den første om barndommen og ungdommen, der viste en blødere side af hende, blev varmt modtaget af anmelderne.
Allerede i 1980'erne indså Ritt Bjerregaard, at hendes flænsende skarphed hindrede hende i at blive statsminister. Hun bekæmpede alt, hvad hun fandt forlorent og falsk føleri. Ikke alene var hun ikke troende, hun markerede julen så lidt som overhovedet muligt i afstandtagen fra, hvad hun opfattede som løbsk forbrugerisme. Hun tog gerne mod betegnelsen elitefeminist, fordi hun ikke stod som menig deltager i den almindelige kvindebevægelse, hun vidste godt, at hun med tiden blev økonomisk privilegeret og fik en usædvanlig langvarig politisk indflydelse.
Ritt Bjerregaard kæmpede for sig selv, men mente, at hun med sit eksempel også banede vejen for andre kvinder. Som tiden er gået, står det mere og mere klart, at hun så rigtigt, når hun hævdede, at kvinder måtte kæmpe hårdere end mænd for at være i politik. Uden at føle at ligestillingen var fuldt opnået, syntes hun, at meget var nået i hendes tid. Til sin død kommenterede hun aktuel politik uden at skåne nogen. Men først og fremmest nåede Ritt Bjerregaard det, som hun ville huskes for: at hun kæmpede for kvinder i politik, og at hun aldrig blev knækket.
Tim Knudsen er professor emeritus i statskundskab og forfatter til talrige bøger om dansk politik, senest fembindsværket “Statsministeren”.