Der går en lige linje fra Jens Jensen til Ritt Bjerregaard. De levede ikke samtidig, idet Jensen levede 1859-1928 og Bjerregaard 1941-2023. Men begge var socialdemokrater. Begge voksede op i beskedne kår i en arbejderfamilie. Begge havde en lang politisk karriere og beklædte høje embeder som blandt andet socialminister og borgmester i København. Og for begge er en grav på en søbred på Vestre Kirkegård i den københavnske bydel Enghave sidste hvilested.
Stedet kaldes i folkemunde "Det røde hav", og det var akkurat med Jens Jensens død i 1928, at søbredden på Vestre Kirkegård blev indstiftet som begravelsesplads for fremtrædende socialdemokrater, fortæller Martin E.O. Grunz, historisk konsulent i Socialdemokratiet.
"Tidlige koryfæer som P. Knudsen blev begravet på Assistens Kirkegård, men til Jens Jensens begravelse ville partiet gerne have ham begravet et sted med et mere moderne udtryk. Han havde stået for den såkaldte kommunesocialisme, som gik ud på at gøre byen moderne og give alle borgere adgang til det gode liv. Nu fik han en symbolsk afsked, som begyndte med en stor mindehøjtidelighed på Københavns Rådhus, hvorefter han blev lagt i jorden på Vestre Kirkegård, som var udset til at være et nyt Panthéon, som mennesker med en jævn baggrund kunne få adgang til," fortæller han.
Dette refererer til bygningen Panthéon i Paris, som ikke er en egentlig kirke, men siden 1885 har haft status af religionsneutralt mausoleum for den franske nations store mænd, og som igen er inspireret af det romerske Pantheon, som i antikken var tempel for alle guder.
I den danske aftapning gik Panthéon-tanken ud på, at den omtalte søbred på Danmarks største kirkegård var forbeholdt fremtrædende personer i samfundet. Men selvom der for eksempel også er begravet enkelte kommunister, de radikale politikere P. Munch og Hermod Lannung og polarforskeren Knud Rasmussen, er søbredden domineret af store mænd og enkelte store kvinder, der op gennem det 20. århundrede prægede arbejderbevægelsen og Socialdemokratiet.
"Man kan diskutere, om det er blevet det Pantheon, det var tænkt som. Der er mange berømte mennesker, som har fortrukket at blive begravet andre steder," konstaterer Martin E.O. Grunz, som understreger, at det ikke er Socialdemokratiet, men Københavns Kommune, der bestemmer, hvem der kan få gravplads på stedet.
Den røde kongerække
Ifølge Lars Kjølhede Christensen, museumsinspektør og seniorforsker ved ROMU, Roskilde Museum, og ekspert i arbejdsbevægelsens historie, er "Det røde hav" blevet en slags socialdemokratisk modsvar til kongegravene i Roskilde Domkirke og et symbol på, at arbejderbevægelsen begyndte som modkultur til den etablerede kultur.
"Især i mellemkrigstiden, men også ind i efterkrigstiden, var der en periode, hvor man tilhørte 'den socialdemokratiske lejr' hele livet fra vugge til grav. Som barn lavede man aktiviteter i DUI - leg og virke, som voksen gik man til foredrag i AOF, man boede i socialt boligbyggeri, som var tilknyttet bevægelsen, man havde kolonihave i en kolonihaveforening domineret af socialdemokrater, var medlem af Arbejdernes Radio- og Fjernsynsklub og blev begravet gennem Arbejdernes Ligkistemagasin," fortæller han.
Pointen er, at man som arbejdere ikke så sig som en del af den etablerede kultur i samfundet, men en ny, der skulle tage over. Først i 1960'erne skiftede Socialdemokratiet kulturpolitik. Visionen om en særlig arbejderkultur veg for idéen om en fælles kultur, alle skulle have adgang til. Selvom traditionen med gravene på Vestre Kirkegård fortsatte længe efter, er det ifølge Lars Kjølhede Christensen udtryk for den gamle arbejderkultur, at "det røde hav" opstod, og at gravstenene bærer påskriften "Socialdemokratiet".
Går man tur ved søbredden, vandrer man i hele den socialdemokratiske kongerække. Efter Jens Jensen blev flere fra den gamle generation som A.C. Meyer, Frederik Borgbjerg og M.C. Lyngsie begravet her. I 1942 fik Socialdemokratiets første statsminister Thorvald Stauning sin grav, og han er siden blev fulgt af alle partiets afdøde statsministre, Vilhelm Buhl, Hans Hedtoft, H.C. Hansen, Viggo Kampmann, Jens Otto Krag og Anker Jørgensen sammen med andre af periodens topsocialdemokrater. Kampmann ligger dog et stykke væk fra søbredden ved sin biologiske fars grav, men på samme kirkegård.
Flertydig religiøsitet
Anker Jørgensens efterfølger som partiformand, Svend Auken, glimrer ved sit fravær på Vestre Kirkegård, idet han efter sin død i 2009 blev begravet på Holmens Kirkegård efter eget og familiens ønske. Og hvor de tidligere partiformænds grave bærer påskriften "Socialdemokratiet", er Aukens grav uden partibetegnelse, men derimod forsynet med et bibelcitat: "I er jordens salt, I er verdens lys".
Ritt Bjerregaard blev hverken socialdemokratisk statsminister eller partiformand, men blandt andet gruppeformand, undervisningsminister, socialminister, EU-miljøkommissær, fødevareminister og overborgmester i København. Hun døde den 21. januar 2023 og havde planlagt sin begravelse omhyggeligt. Gravstenen skal hverken rumme partibetegnelse eller bibelcitat, blot hendes navn og årstal, og så skal der på graven vokse fem æbletræer af den sort, der bærer hendes navn. Men graven skal ligge på den famøse socialdemokratiske søbred, hvor der kun er få kvindelige koryfæer begravet, blandt andre Edith Olsen, som levede 1901-1996 og stod i spidsen for Kvindeligt Arbejderforbund 1947-1971.
Modsat den erklæret troende Svend Auken havde Ritt Bjerregaard ikke et tæt forhold til kristendommen, og hun har derfor fravalgt en begravelse fra en kirke, men blot valgt en ceremoni i kapellet på Vestre Kirkegård. Ifølge Martin E.O. Grunz er det helt i overensstemmelse med traditionen, at nogle er mere troende end andre blandt de ledende socialdemokrater, for sådan har det været i 100 år.
"Socialdemokratiets ledere har ikke været fjendtlige over for folkekirken, men har ønsket en demokratisering og været kritiske over for for eksempel præster, der ikke vile vie fraskilte," siger han og tilføjer:
"Nogle formænd, blandt andre Viggo Kampmann og Anker Jørgensen, var medlemmer af folkekirken, andre var ikke. Vilhelm Buhl var ikke troende, men var nær ven med digteren Jeppe Aakjær og delte hans syn på natur og digtning. Jens Otto Krag tog et opgør med sin kristne tro, og Staunings forhold til tro var vist meget kompliceret."
Martin E.O. Grunz oplyser, at Hans Hedtoft og H.C. Hansen blev begravet fra Københavns Rådhus i 1955 og 1960, Jens Otto Krag fra Folkets Hus i 1978 og Thorvald Stauning fra Forum i 1942, mens den kirkeinteresserede Anker Jørgensen i 2016 fik en stor kirkelig ceremoni i Grundtvigs Kirke.
Lars Kjølhede Christensen betegner heller ikke det socialdemokratiske forhold til kristendommen som fjendtligt, men han ser en udvikling over tid:
"Arbejderbevægelsens oplevelser med præster var ikke de bedste i bevægelsens barndom. Nogle præster frabad sig, at der var røde faner i kirken til begravelser. I 1910'erne demonstrerede de unge socialdemokrater i Socialistisk Ungdomsforbund med paroler som 'Knæk sablen, bryd kronen, styrt kirken!' Men i takt med at Socialdemokratiet udviklede sig til et folkeparti, blev den antikirkelige linje nedtonet, så forholdet mellem Socialdemokratiet og kirken er flertydigt."