Prøv avisen

Rod, Rohde og Jelved støttede Lidegaard som ny R-leder

Sofie Carsten Nielsen er ny politisk leder for De Radikale efter en dramatisk onsdag, hvor Morten Østergaard gik af efter krænkelsessag. Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix

Sofie Carsten Nielsen er ny politisk leder for De Radikale efter at have vundet kampvalg mod Martin Lidegaard.

Lotte Rod, Jens Rohde, Marianne Jelved og Martin Lidegaard stemte onsdag på sidstnævnte som ny politisk leder for De Radikale.

Jelved opfordrede Lidegaard til at stille op, mens Rod torsdag på sociale medier bekræftede sin stemme på Lidegaard. I en sms til Ritzau oplyser Rohde, at han ligeledes stemte på Lidegaard.

De øvrige 12 medlemmer af De Radikales folketingsgruppe pegede på Sofie Carsten Nielsen, som dermed vandt den interne magtkamp.

Morten Østergaard valgte onsdag at trække sig som politisk leder for partiet efter en krænkelsessag med ham og partifællen Lotte Rod i centrum.

Sofie Carsten Nielsen mener godt, at hun kan være en troværdig leder af partiet, selv om hun var en del af partiledelsen med Østergaard, hvis håndtering af sagen er blevet kritiseret.

- Fordi jeg har varetaget den interesse, som Lotte kom med. Jeg har hele tiden været optaget af at bakke hende op, det har været min ledetråd, og det har jeg spurgt hende til hele tiden, og det hører jeg, at hun har haft tillid til, siger Sofie Carsten Nielsen.

* Spørgsmål: Hvordan adskiller din håndtering sig fra Morten Østergaards?

- Det er Morten og Lotte, der har haft et konkret udestående. Det har de håndteret. Jeg har ikke været med i alle dele af det. Da Lotte kom til mig, spørger jeg hende direkte, om det er nu, det skal ud, om hun er klar til det.

- Det ville hun ikke på daværende tidspunkt. Det ville hun ikke, da jeg spurgte til det gentagne gange, siger Sofie Carsten Nielsen.

* Spørgsmål: Giver det mening, at han skal trække sig efter at have lavet et coverup, mens du bliver forfremmet?

- Det er Mortens beslutning at trække sig, og det synes jeg, både er rigtigt og ansvarligt, men også en stærk beslutning, fordi det giver plads.

- Han har håndteret det dårligt i det gruppemøde, vi havde i går, for når man bliver spurgt direkte, må man svare direkte. Det er mistilliden i gruppen, der gør, at han trækker sig og tager konsekvensen af det, siger Sofie Carsten Nielsen.

* Spørgsmål: Lotte Rod stemte på Martin Lidegaard. Tror du, det skyldes din håndtering af sagen?

- Nej, det tror jeg ikke. Det må I få bekræftet hos Lotte, men det føler jeg mig helt overbevist om, for det brugte jeg ret mange kræfter på i går at sikre, at Lotte har tillid til mig, siger Sofie Carsten Nielsen.

Selve krænkelsessagen handler om, at Østergaard for ti år siden lagde sin hånd på Rods lår. Rod flyttede Østergaards hånd. Østergaard har undskyldt episoden, og Rod har godtaget undskyldningen.

/ritzau/

Den radikale folketingsgruppe