Prøv avisen

Rokadens styrker og svagheder

Efter at statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) havde fremvist de nye ministre på Amalienborg Slotsplads flankeret af sikkerhedsfolk, sagde hun: ”Den her rokade skulle gerne være den sidste.” Underforstået inden næste valg. De nye ministre er – fra venstre – skatteminister Jonas Dahl (SF), justitsminister Karen Hækkerup (S), udenrigsminister Holger K. Nielsen (SF) og minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Dan Jørgensen (S). – Foto: Keld Navntoft/.

Der blev skiftet ud på fire centrale ministerposter i går. Det giver nye muligheder, men også nye risici for regeringen. Kristeligt Dagblad gennemgår styrker og svagheder hos de fire nyudnævnte

Regeringsrokader redder ikke regeringer. Men de udgør en chance for at rette op på dårlige sager.

Da statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) i går udnævnte fire nye ministre, nemlig udenrigsminister Holger K. Nielsen (SF), justitsminister Karen Hækkerup (S), skatteminister Jonas Dahl (SF) og forbrugerminister Dan Jørgensen (S), kaldte hun det ligeud en ærgerlig rokade, fordi den hverken var planlagt eller villet. Den var en nødvendighed, fordi den tidligere justitsminister Morten Bødskov (S) var blevet væltet, og tidligere udenrigsminister Villy Søvndal (SF) ikke kunne fortsætte på grund af dårligt helbred.

Men hvilke styrker og svagheder har de fire nye ministre, som statsministeren nu satser på at kunne beholde sammen med de øvrige ministre helt frem til næste valg? Kristeligt Dagblad har talt med nogle af de eksperter og politikerkolleger, som kender de fire nye ministre, og giver her et billede af det nye hold:

Styrker: Har som politisk ordfører været meget loyal over for SFs nuværende partiledelse og har som tidligere finansordfører et fornuftigt indblik i den økonomiske politik. Han kendes for saglig argumentation og går som hovedregel efter bolden og ikke efter manden. I går sagde han netop, at det var bolden, han vil sparke til. Det vil sige, at han vil forsøge at dreje regeringens økonomiske politik i en mere venstreorienteret retning, blandt andet med en hårdere jagt på skatteundragere.

Svagheder: Han er ikke ligefrem nogen billetsælger, taler ofte i klichéer, og han får svært ved at vinde point på sin nye post. Dels arver han problemerne med Skats dårlige ledelse og dårlige image, dels har skatteministre generelt meget svært ved at blive populære i Danmark, som den afgående minister Holger K. Nielsen sagde i går.Et andet problem for ham bliver, at selvom han har viljen til at dreje regeringens økonomiske politik, bliver finansminister Bjarne Corydon (S) og økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R) hårde kolleger at bide skeer med. Ligesom det andet nye ansigt i regeringen, Dan Jørgensen, risikerer han let at skuffe, hvis han sætter forventningerne for højt.

Karen Hækkerup (S), ny justitsminister

Styrker: Var retsordfører 2007-2011 og kender derfra retsområdet indgående. Siden har hun som social- og integrationsminister og fødevare- og landbrugsminister vist, at hun kan håndtere ministeropgaven. Som socialminister lancerede hun blandt andet en officiel dansk fattigdomsgrænse og ændrede tilsynet med opholdssteder for anbragte børn. Det illustrerer, at hun vil noget med at være minister. Det underbygges af, at hun som ny justitsminister allerede har indledt en undersøgelse af Justitsministeriets embedsmænds rolle i sagen om Pet og det aflyste Christiania-besøg.

Svagheder: Som minister fra begyndelsen af regeringsperioden klæber løftebrudsprædikatet til Hækkerup. Hun gennemførte godt nok flere mærkesager på socialområdet, men særligt på integrationsfronten førte hun en mere stram kurs, end der var lagt op til inden valget. Hun kan derfor få problemer med troværdigheden, fordi hun kan opfattes som opportunistisk og som én, der skifter holdninger i takt med folkestemningen.

Holger K. Nielsen (SF), ny udenrigsminister

Styrker: Den garvede herre fra SF har solid ledelses-erfaring fra sin tid som partiformand og har siden til-egnet sig ministererfaring i Skatteministeriet. Han har deltaget i et hav af politiske forhandlinger og kan håndværket som parlamentariker og er derfor politisk driftssikker. I kraft af sine mange år på Christiansborg og i livet har han forståelse for den historiske udvikling i dansk udenrigspolitik fra Berlin-murens fald til dansk krigsengagement i Afghanistan og Irak, og det historiske overblik giver ham en solid ballast.

Svagheder: Han kan ikke hente mange ministerielle råd i SFs folketingsgruppe, som er særdeles uerfaren i både regerings- og minister-øjemed. På den vis er han overladt til sig selv i Udenrigsministeriet, hvor han samtidig kan blive mødt med kritik fra SFs bagland, som langtfra deler regeringens omfavnelser af USA, Nato og EU. Hvis danske tropper igen skal sendes på mission i udlandet, bliver balancegangen mellem baglandet og regeringen vanskelig.

Dan Jørgensen (S), ny fødevareminister

Styrker: Han beskrives som en realpolitiker, der er dygtig til at indgå kompromisser og skabe et behageligt forhandlingsklima. Det får han i høj grad brug for i sit nye job. Som europaparlamentariker har han markeret stærke holdninger om dyrevelfærd og fødevareproduk-tion, som skaber rædsel i den danske fødevarebranche. Her kommer han til at trække i land, også for at respektere regeringens vækstdagsorden. En anden styrke er, at han kender fødevare-området og EU-lovgivningen fra sine ni år i Europa-Parlamentet.

Svagheder: Sidder ikke i Folketinget og får umiddelbart en del modstandere i den socialdemokratiske folketingsgruppe, som ikke kan forstå, at Dan Jørgensen skulle overhale dem til et ministerjob. Hans skarpe markeringer i fødepolitikken kan blive en alvorlig svaghed, hvis han ikke meget hurtigt får fortalt, at han ikke kan gennemføre det, han tidligere har sagt. Så lurer en ny runde med beskyldninger om løftebrud.

Leder side 16