Romantiserede vikinger er blevet et nordisk brand

I aften forsøger Danmark at vinde Melodi Grand Prix ved hjælp af en figur, som oprindelig stod for sørøveri, vold og barbari. Ifølge historiker er der sket så gennemført en omfortælling af vikingernes historie, at projektet kan lykkes

Den rødskæggede viking Jonas Rasmussen kæmper i aften for Danmark i Eurovision Song Contest-finalen i Lissabon. Dette foto stammer fra torsdagens semifinale. – Foto: Armando Franca/AP/Ritzau Scanpix

I år 844 sejlede 80 skibe med omkring 4000 nordboere om bord ned langs Portugals kyst, hvor de dræbte, hærgede og plyndrede. De fortsatte op ad floden Guadalquivir og angreb Sevilla, inden de blev besejret af maurerne og deres hovedskaller – ifølge omtrent samtidige kilder – blev hængt op i palmerne.

I aften gør en ny flok vikinger et erobringsforsøg på Den Iberiske Halvø. I den portugisiske hovedstad, Lissabon, forsøger den danske viking Rasmussen og hans gruppe at vinde Eurovision Song Contest – også kendt som Melodi Grand Prix – med sangen ”Higher Ground”.

Og ifølge historikeren Lasse Christian Arboe Sonne, der er lektor ved Københavns Universitet og forsker i vikingetiden, kan det musikalske vikingetogt meget vel falde heldigt ud. For vikinger er blevet romantiseret og omdannet til en positiv figur, som det er lykkedes at eksportere til resten af verden.

”Vikingemyten står stærkest i Norden og på De Britiske Øer, men også i lande som Tyskland, Polen og det øvrige Østeuropa er man glade for vikinger. Det er lykkedes at få omverdenen til at købe den nordiske genfortælling af historien, så en viking sammen med velfærdsstaten, Ikea og Mærsk står som noget positivt, Norden har tilført verden,” siger Lasse Christian Arboe Sonne.

Han minder om, at ordet viking oprindeligt betød sørøver og med tiden gled ud af sproget. Men i den nationalromantiske periode i 1800-tallet kom ordet ind igen i en ny betydning: en etnisk betegnelse for mennesker i Norden i den periode mellem jernalder og middelalder, som nu fik betegnelsen ”vikingetiden”.

”Ingen i samtiden ville have kaldt en bonde på Fyn eller i Jylland en viking, men nu blev ordet blot en betegnelse for én, der bor i Norden,” påpeger Lasse Christian Arboe Sonne.

Han uddyber, at romantiseringen af vikingerne har to spor. Det ene handler om en fjern fortid, som er lige så meget myte som historisk epoke, og som moderne mennesker kan dyrke med samme entusiasme om ”Ringenes Herre”. Den anden ser på vikingetidens samfund som en slags urdemokrati med forstadier til den nordiske velfærdsstat og for eksempel flere kvinderettigheder, end der var i den efterfølgende middelalder.

I begge tilfælde fokuseres der ifølge historikeren kun lidt på alle de mord, voldtægter og nedbrændinger af byer, samtidens europæiske krønikeskrivere fokuserer på. Dengang ville en vikingesang fremstå, som hvis man i dag optrådte med en glad popsang klædt ud som somaliske pirater, påpeger Lasse Christian Arboe Sonne.

Den romantiserede viking er ingen morder og voldtægtsmand, men en stolt og stærk kriger, der ikke lader sig binde af konge, kirke eller konventioner, hvilket har skaffet vikingerne mange tilhængere verden over.

For eksempel kunne man i USA identificere sig med myten om stærke mænd, der drog ud i verden og satte sig ud over kongemagten. Derfor har vikinger også altid fyldt meget i amerikansk populærkultur, både i film, tegneserier og for eksempel i football-holdet Minnesota Vikings’ navn.

I de seneste årtier har vikingerne fået et yderligere opsving af popularitet både her i Norden og internationalt. Det skyldes dels den succesrige canadisk-irske tv-serie ”Vikings”, dels at en viking på linje med en caribisk pirat og en cowboy fra det vilde vesten er blevet symbol på en gæv gut, der sætter sig ud over de herskende regler.

”Det er selvfølglig mest her i Norden, vi dyrker vikinger intenst med vikingemarkeder og en opblomstring for de asatroendes trossamfund Forn Sidr. Men i det øvrige Europa tænker man ikke negativt om vikinger, så en grandprix-sang om en viking vil sikkert blive fint modtaget,” siger Lasse Christian Arboe Sonne.