Prøv avisen

Roskilde ophæver opfordring til at koge drikkevand

Vandprøver viser tilfredsstillende resultater, og borgere i Roskilde kan nu drikke af hanen efter forurening.

Borgere i og omkring Roskilde kan igen drikke og bruge vand direkte fra hanen.

Det oplyser Roskilde Kommune fredag eftermiddag i en pressemeddelelse.

Tirsdag meddelte kommunen, at der var fundet tegn på forurening i drikkevandet.

Derfor blev borgerne opfordret til at koge vandet, inden det skulle bruges til madlavning.

Det var i en rutinemæssig vandprøve, at forsyningsselskabet Fors fandt tegn på forurening med enterokokker og coliforme bakterier.

De seneste prøver viser nu ifølge Fors, at kvaliteten af drikkevandet er tilfredsstillende.

Derfor ophæver Roskilde Kommune anbefalingen om at koge vandet. Dermed kan koldt vand fra hanen igen bruges til at drikke, lave mad og vaske op.

I de kommende uger vil Fors overvåge vandkvaliteten dagligt.

Fors vil samtidig forsøge at kontakte alle relevante forbrugere på sms, hjemmeside og sociale medier.

/ritzau/