Royalt motionsløb midt i kirketiden sender ”uheldigt signal”

En kirke midt i Sønderborg har flyttet gudstjenesten, fordi Royal Run vil optage det meste af bymidten søndag formiddag den 12. september. Der bliver ikke længere taget det samme hensyn til kirketiden, som der gjorde engang, siger historiker om løbet, der har kongehuset som medarrangør

Den 12. september vil Royal Run 2020 blive afviklet. Sidste år blev løbet udskudt på grund corona - og kongefamilien har på dette billede allerede gjort løbeskoene klar.
Den 12. september vil Royal Run 2020 blive afviklet. Sidste år blev løbet udskudt på grund corona - og kongefamilien har på dette billede allerede gjort løbeskoene klar. . Foto: Kongehuset/Ritzau Scanpix.

”Bevæg dig for livet,” lyder mottoet for motionsløbet Royal Run, hvor mere end 70.000 deltagere indtil videre har tilmeldt sig for at løbe sammen med kronprinsefamilien på fem løberuter i hele landet.

Sidste år blev løbet udskudt på grund af corona, og Royal Run 2020 kommer derfor til at blive afviklet søndag den 12. september i år fra om formiddagen til sidst på eftermiddagen. Og i Sønderborg er der ekstra meget at glæde sig til, for her vil Kronprinsen også løbe for at markere genforeningsjubilæet.

Det er bare ikke alle, der jubler. For løbet begynder midt i kirketiden, hvor der er gudstjeneste, og det får betydning for Sct. Marie Kirke, der ligger centralt i byen. Startområdet kommer til at ligge på vejen foran kirken, og kommunen og løbsarrangørerne har inddraget parkeringspladsen, som normalt bliver brugt af kirkegængere søndag formiddag. Derfor har man følt sig nødsaget til at flytte gudstjenesten fra kirken til sognets menighedslokaler to kilometer væk, da flere af de faste kirkegængere er dårligt gående, forklarer sognepræst og menighedsrådsformand Mads Jakob Jakobsen. Han er ikke tilfreds med løbets placering eller tidspunkt.

”Jeg synes, det er et lidt uheldigt signal at sende om, at noget er vigtigere end noget andet. I det her tilfælde et motionsløb frem for kirken. Og når man oven i købet placerer startfeltet og podierne lige foran kirken, så træder man også på kirkens naturlige position i samfundet. For så vidt er det ikke kun kirken, det er uhensigtsmæssigt for, men også forretningsdrivende,” siger han.

Det er nok de færreste, der efterhånden bliver stødt over, at et landsdækkende motionsarrangement, tilmed med kongehuset som medarrangør, ligger i kirketiden søndag formiddag. Men man skal ikke mange år tilbage i tiden, før det nok havde været utænkeligt, vurderer Kurt E. Larsen, professor i kirkehistorie ved Menighedsfakultetet i Aarhus.

”I min ungdom spillede man fodbold i bedste række søndag eftermiddag, ikke formiddag, og det var af respekt for kirketiden. Der var lige Fremad Amager, en gammel arbejderklub, der demonstrativt arrangerede sine kampe søndag formiddag. Men det var det. Der var næppe nogen lov om, at man ikke måtte spille der, men man gjorde det ikke, fordi man tog hensyn til kirken,” siger Kurt E. Larsen.

”Det hensyn tager man ikke i dag. Helligdagstankegangen er vigende, og løbende revideringer af lukkeloven har betydet, at søndagens særlige præg er forsvundet. Det er et led i en sekularisering af samfundet og en tendens på vej væk fra den traditionelle kirkelighed hen mod et mere pluralistisk samfund, hvor der tages mindre hensyn til folkekirken,” siger Kurt. E. Larsen.

Hvad betyder det i dette tilfælde, at Kronprinsen er Royal Runs ansigt udadtil, når han som konge en dag får den særlige symbolske rolle som overhoved i folkekirken?

”Man kan sige, at der er en signalværdi. For man kunne lige så godt have lagt løbet fra klokken 12 og fremefter. Det havde været mere hensigtsmæssigt over for nutidens kirke. Det havde nok været et godt hensyn at tage,” siger Kurt E. Larsen.

Sådan ser man ikke helt på det i Budolfi kirke i Aalborg. Her var man for to år siden ude for det samme som kirken i Sønderborg, da Royal Run også slog vejen forbi pladsen foran kirken. Her var det svært at fejre gudstjeneste i det almindelige tidsrum søndag formiddag, men i stedet for at se det som en udfordring valgte man i stedet at omfavne arrangementet, forklarer Hanne Dahl, der er sognepræst i kirken.

”I stedet for gudstjenesten lavede vi en morgensang klokken 8.30, som vi kaldte ’Sig Gudmorgen til dit løb’, hvor vi inviterede alle løbere med indenfor. Jeg tror, det var den rigtige strategi. Det er et vilkår, at man som bykirke får mange af sådanne muligheder foræret, fordi man er i epicenteret i byen, hvor ting sker. Vi ser os selv i Budolfi som nogen, der skal servicere byen og gribe dens liv. For vi er altid til stede,” siger Hanne Dahl.

”Hvis man vælger at opfatte det som et anslag mod folkekirken, at man er udfordret, hver gang noget har åbent i kirketiden, så bliver man desillusioneret. Som kirke bør man være til stede og omfavne udviklingen,” siger hun.

Britt Muurholm, sundhedsfaglig specialkonsulent og projektleder for kommunens opgaver i forbindelse med værtsskabet af Royal Run, påpeger, at uanset, hvornår man havde lagt løbet, så havde det nok haft en konsekvens for nogen. Hun har haft en oplevelse af at have haft en konstruktiv dialog med Sct. Marie Kirke og har ikke været bekendt med utilfredsheden.

”Vi har taget kontakt til alle de virksomheder og interessenter, som bliver berørt af den her rute, der jo påvirker mange dele af byen. Kirkerne og restauranter er de første, vi har taget fat i, fordi vi har vidst, at det ville få særlig betydning for dem. Der vil jo nok altid uanset hvad være nogen, der føler, at de er berørt af sådan et løb. Når det er sagt, så synes jeg, at Royal Run er en fantastisk event, som har en stor opbakning og rigtig mange deltagere i alle aldre,” siger Britt Muurholm.

Kristeligt Dagblad har været i kontakt med kongehuset. Det har dog ikke været muligt at få en kommentar.