Ruden i bilen er knust. De har påkørt en person. Pludselig råber nogen "Kør, kør, kør!"

De tiltalte i en sag om en trafikdræbt ung kvinde havde forskellige forklaringer i retten, men de var enige om, hvad der fik dem til at flygte: en følelse af chok

Det er her i Københavns Byret, at fire tiltalte må afgive forklaring. En 24-årig mand er tiltalt for uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder. Han er ligesom de tre øvrige i bilen – to mænd på henholdsvis 24 år og 25 år og en 18-årig kvinde – tiltalt for efterfølgende at flygte fra ulykken.
Det er her i Københavns Byret, at fire tiltalte må afgive forklaring. En 24-årig mand er tiltalt for uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder. Han er ligesom de tre øvrige i bilen – to mænd på henholdsvis 24 år og 25 år og en 18-årig kvinde – tiltalt for efterfølgende at flygte fra ulykken. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix.

Der er sat mere end seks timer af til retsmødet i Københavns Byrets sal 60, men episoden, som det hele handler om, har udspillet sig på et splitsekund.

Den unge kvinde havde været til en sankthansfest den 23. juni 2021 på Islands Brygge i København, da hun besluttede sig for at cykle hjem. Omkring klokken 03.00 passerede hun lyskrydset mellem Englandsvej og Sundholmsvej på Amager, og i samme sekund blev hun påkørt af en sølvgrå Audi, der kørte over for rødt. Hun døde efterfølgende af sine kvæstelser på Rigshospitalet.

I sagen er der fire tiltalte. En 24-årig mand er tiltalt for uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder. Han er ligesom de tre øvrige i bilen – to mænd på henholdsvis 24 år og 25 år og en 18-årig kvinde – tiltalt for efterfølgende at flygte fra ulykken.

Anklageren i byretten indleder med at understrege forbrydelsens alvor, og at der i retten vil blive vist barskt materiale og ubehagelige billeder. Selvom der ikke skal svælges i de tragiske aspekter, siger anklageren, bliver det ikke en ”light-udgave af virkeligheden, vi skal se i dag”.

Den hovedtiltalte, der er iklædt joggingtøj og gummisko, sætter sig tilbagelænet i retsskranken, men benene er i konstant bevægelse, når anklageren udspørger ham om de vigtige sekunder op til ulykken. Dele af kørslen inden ulykken er dokumenteret i en 56 sekunder lang Snapchat-video, som den 18-årige kvinde har filmet fra bagsædet, og som gentagne gange bliver afspillet i retten.

Videoen er optaget, efter de tiltalte havde forladt en fest for at købe cigaretter og alkohol, og det bærer stemningen i den sølvgrå Audi præg af.

”Stemningen var en stemning af fire mennesker, som har været til en hyggelig aften. (…) Der var snak frem og tilbage og høj musik i bilen. Jeg erindrer, at stemningen var god,” siger føreren af bilen, der flere gange nævner, at han ikke selv havde drukket.

Forstyrrelser fra bagsædet gør ham imidlertid ukoncentreret i de sekunder, hvor han kører igennem krydset mellem Englandsvej og Sundholmsvej. Det kryds, hvor den unge kvinde bliver ramt.

”Da jeg igen kigger på vejbanen, kan jeg se, at ruden er knust. Jeg får et kæmpechok. Fire mennesker kigger på hinanden i to-tre sekunder. På det tidspunkt kigger jeg rundt for at prøve at få et svar, og så er der nogle i bilen, som råber ’kør, kør, kør’.”

Faktisk er situationen ifølge den 24-årige mand så tumultarisk, at han slet ikke er klar over, at det er en person, han har påkørt. Det bliver han først bevidst om den efterfølgende dag, da han ser, at ulykken er en historie i landets nyhedsmedier.

”På det her tidspunkt er der ingen rationelle tanker i hovedet på mig. Så jeg kan ikke svare på, hvad jeg tænker. Er det en sten, er det en cykel, er det en gående? Jeg er i chok over, at ruden er smadret, og der er en slags råben i bilen,” siger han.

De tre andre tiltalte beretter også om en tilstand af kaos, inden de beslutter sig for at køre væk i bilen og efterlade kvinden på asfalten. Men i modsætning til, hvad føreren af bilen påstår, er de udmærket klar over situationens alvor.

Den 18-årige kvinde, der i øvrigt var kæreste med føreren af bilen, fortæller, at hun ser kvinden ligge på forruden med sin cykel. Indtil da har hun været relativt fåmælt i retssalen. Flere spørgsmål besvarer hun med et ”hmm” og et nik, men hun svarer ganske klart, da anklageren spørger hende direkte, om det kunne være en sten, der ramte forruden.

”Nej, det kunne det fandme ikke!”

Den 18-årige kvinde forsøger sammen med føreren af bilen at vende tilbage til ulykkesstedet, fortæller de, men de bliver forhindret, fordi politiet i mellemtiden har afspærret området.

”Vi kunne se, at der var ambulance og politi, så jeg følte ikke, at vi skulle ringe efter hjælp. Jeg havde det rigtig skidt med det. Jeg tænkte rigtigt meget på hende, og hvad der var sket. Om det var meget slemt.”

En af de andre tiltalte, en høj, tatoveret mand med fuldskæg, fortæller, at han ”skammer sig” og ”hader sig selv” på grund af sin opførsel. 

”Jeg er et menneske ligesom alle andre, der sidder herinde, og jeg er opdraget til at hjælpe andre mennesker.”

Kort tid efter påkørslen gør de fire tiltalte et hold ved en parkeringsplads, og det er først her, at alvoren går op for ham.

”Det var på dette tidspunkt for sent for mig at gøre det rigtige, som vi skulle have gjort fra starten og ringe efter hjælp eller ydet noget førstehjælp,” siger han:

”Vi havde allerede truffet det forkerte valg.”

I bilen fandt politiet i øvrigt den dræbte kvindes telefon, men føreren kunne ikke redegøre for, hvordan den er endt der.

Retssagen fortsætter på mandag, og der ventes at blive afsagt dom den 14. december.