Vladimir Putin har med eller mod sin vilje gjort meget for at genoplive interessen for russisk i Vesten. Det danske forsvar har genoprettet sin uddannelse af sprogofficerer i russisk. Den uddannelse havde man ellers i almindeligt overmod nedlagt i 1990'erne sammen med uddannelsen i polsk - den eneste ordentlige mulighed for at lære dette store og mystiske nabolands sprog og kultur i Danmark.
To forsvarskommissioner proklamerede efter hinanden. at der ingen trusler var mod Danmark i ”nærområdet”. Derfor har vi opgivet værnepligten - paradoksalt nok netop da der var mest behov for denne institution til at give befolkningen fælles erfaringer på tværs af klasse, religion og etnisk bagrund. I stedet er forsvaret blevet lille og professionelt, så det kan udkæmpe krige i ørkener i Mellemøsten, og sprogofficererne uddannes i pashtu og arabisk.
Men var det klogt at satse på, at Rusland var blevet lille og fredsommeligt efter at have tabt den kolde krig? Set ud fra en økonomisk betragtning ja. I 1990'erne blev Ruslands økonomi mindre og mindre, og dets BNP nærmede sig Nederlandenes og Mexicos. Oliepriserne fik ganske vist økonomien i gang igen i 2000'erne under Putin, men den er stadig ikke større end de fem nordiske landes tilsammen. Og ikke nær så reformeret og fremtidssikret. Så set ud fra en kortsigtet Djøf-horisont gav det god mening, at alle danske beslutningstagere bekræftede hinanden i, at Rusland ikke ville være en trussel for andre end sig selv. Hovedudfordringen er, at den mandlige befolkning stadig drikker sig ihjel i vodka, med det resultat at gennemsnitslevealderen for mænd er 56 år, og at kvinderne ikke føder børn nok til at erstatte sig selv. Danmark har gjort en behjertet indsats ved at prøve at få dem til at drikke øl i stedet for med Carlsbergs køb af Baltica-mærket - kun for at blive mødt med øgede skatter og boykot, der har væltet dets ekspansionsplaner omkuld.
En historisk betragtning på mere end 25 år ville tilsige, at russerne plejer at komme igen efter nederlag. Det gjorde de i 1700-tallet mod Sverige og Polen, efter nederlaget i Krimkrigen 1854-1856, og igen efter den russiske revolution i 1917, hvis historiske hovedindsats viste sig at være udskydelsen af opløsningen af det russiske imperium i 70 år.
Vi ved ikke, om Putins hensigt er at genetablere det russiske imperium, men selv hvis det er, vil det ikke lykkes ham. Om ikke af andre grunde, så af økonomisk svaghed med en industri der ikke er moderniseret og effektiviseret uden for våbensektoren.
Men det kan være farligt nok for naboerne. Det gælder de baltiske lande, Polen og Rumænien. Men Danmark er i kraft af Rigsfællesskabet med Grønland i forreste linje, som Norge og Finland er det - hvorfor de heller ikke har opgivet evnen til at forsvare deres eget territorium.
Den udsathed er dog et nyt fænomen, idet Danmark i det meste af den tid, vi har haft forbindelser med Rusland, har været Ruslands allierede. Den alliance er der en enkel forklaring på, nemlig Sverige. Danmark var fra opløsningen af Kalmarunionen i 1523 i mere eller mindre permanent krig med Sverige til tabet af Norge i 1814 og blev så sent som i 1851 reddet af Rusland ved fredsslutningen efter borgerkrigen om Slesvig.
Omvendt var Sverige allieret med Det Osmanniske Rige mod Rusland. Derfor har Sverige stadig et fornemt konsulat på hovedstrøget i Istanbul, Istiklal Caddesi, mens det danske er en lejlighed i et forstadskvarter - ambassaderne ligger i hovedstaden Ankara.
Realistisk betragtet er Danmarks ret til at blive hørt internationalt Grønland. Det siger vi sjældent højt, men skulle måske til at indrømme det for at give grønlænderne mere stolthed. Vi har en materiel interesse i landet, ikke bare sentimental godgørenhed. Men det kræver en indsats, især med skibe og fly til overvågning. Det er ærgerligt for hæren med dens satsning på materiel og træning til ørkenkrig, men realistisk.
Hvorfor hører man intet om, at de dyre fly, vi er ved at købe, skal kunne løse opgaver i Arktis? Og er flåden tilstrækkeligt udrustet til sine opgaver i det høje nord? Det er i hvert fald klogt at kunne lidt mere historie end det, der doceres på de samfundsvidenskabelige institutter.