Prøv avisen

Så nåede de kristelige slutscenen

På Cafe Katz i København blev det alt andet end en livlig valgfest for Kristendemokraterne, da partiet for et år siden måtte indkassere sit hidtil dårligste valgresultat. Partiformand Bodil Kornbek var dog ikke i tvivl om, at partiet skulle fortsætte i den retning, hun havde udstukket. – Foto: Peter Clausen

Kristendemokraterne deler sig nu efter de fløje, der har eksisteret siden begyndelsen i 1970. Men hvad enten den ene eller den anden fløj vinder lørdagens landsmøde, synes partiets dage talte. Splitter man et parti med 0,9 procent af stemmerne, er det svært at finde anden betegnelse for det end kollektivt selvmord

Er der en dødsdrift indbygget i politik? En desperat afmagt, der før eller siden driver ethvert parti ind i selvdestruktionen? I selvmordet, om man vil?

Tanken er svær at slippe. Evige magtkampe og fløjkrige ikke mellem partierne men internt river og flår dem jævnligt fra hinanden, store som små. På lørdag står Kristendemokraterne for tur, når de holder deres måske sidste landsmøde. I hvert fald skal de delegerede forholde sig til et konkret forslag fra en lokalforening i Tønder om, at sidste mand lukker og slukker.

At fløje strides i Kristendemokraterne (tidligere Kristeligt Folkeparti) er langtfra nyt. Partiet var nærmest programmeret til fløjkrig, da det blev skabt på Unge Hjems Højskole ved Århus i foråret 1970. Drivkraften var protesten mod frigivelsen af pornografien og den frie adgang til provokeret abort. Begge dele gennemført under den borgerlige VKR-regering fra 1968 til 1971 med den konservative justitsminister Knud Thestrup som primus motor.

Det var stærkt provokerende for mange af kirkens folk, ikke mindst dem med tilknytning til frikirker og organisationer som Indre Mission. Folk, der traditionelt havde haft det svært med den ugudelige socialisme, og som typisk havde stemt på borgerlige partier. Men der var også andre. Befrielsesteologer, der betragtede Jesus som verdens første rigtige socialist. Grundtvigianere, der havde stemt på Liberalt Centrum, Dansk Samling eller Det Radikale Venstre. Og mange andre.

Så der opstod hurtigt fløje, både politisk og kirkeligt. Man forsøgte at slå bro mellem dem ved at definere sig selv som et midterparti, men med klart hold i højre side af nakken, som en senere partiformand, Jann Sjursen, udtrykte det. Holdet førte til et brud allerede i 1973, kun knap tre år efter stiftelsen. Kristeligt Folkepartis første formand, Jacob Christensen, smækkede med døren, da han mente, at partiet var blevet både for fromt og for borgerligt. Han ønskede et bredt, folkeligt parti, som også skulle appellere til humanister uden særlig kirkelig tilknytning.

Faktisk er netop Jacob Christensen den eneste af de fem tidligere partiformænd, som støtter den nuværende formand, Bodil Kornbek, og hendes projekt med at gøre Kristendemokraterne til et bredere parti, hvor de traditionelle mærkesager nedtones.

Jens Møller, der var formand i 1970erne, har i dag fortrudt, at der overhovedet blev dannet et kristeligt parti. Flemming Kofod-Svendsen, der var både formand og minister i 1980erne, har trukket sig ud af politik. Det samme har hans efterfølger, Jann Sjursen, som desuden har revet sit medlemskort i stykker i protest mod Bodil Kornbeks linje.

Det har den seneste formand, Marianne Karlsmose, ikke. Hun er til gengæld en af hovedkræfterne bag en lang række forslag om at fastholde det kristne livs- og menneskesyn i Kristendemokraternes principprogram, som skal til debat på landsmødet.

Her har et programudvalg og hovedbestyrelsen lagt op til en dramatisk omskrivning af det gældende program, som er fra 1996. Dette program refererer lystigt til både Bibelen, Gud og kristendommen, når partiets grundholdninger formuleres. Forslaget til det nye program er klinisk renset for den slags henvisninger. Kun nævnes det i et forord, en præambel, at den kristendemokratiske ideologi bygger på et kristent værdigrundlag, et kristent livs- og menneskesyn, hvor næstekærligheden spiller en stor rolle.

Man skal bide mærke i det lille ord et. Det er en selvstændig pointe for partiledelsen, at man ikke længere vil tale om det kristne livs- og menneskesyn, for dermed risikerer man at tage patent på kristendommen, hvilket man ikke kan. Kristendommen har nogle grundlæggende normer og værdier, men de kan lede til forskellige menneskesyn og forskellige politiske ideologier, fremgår det.

Paradoksalt nok er det lige netop den kritik, politiske modstandere siden 1970 har brugt mod hele tanken om at lade et politisk parti bære kristennavn. Kristeligt Folkeparti blev således i mange år med foragt omtalt som de kristelige.

Det åbne og hidtil ubesvarede spørgsmål er, hvordan Kristendemokraterne ideologisk kommer til at adskille sig fra for eksempel Det Radikale Venstre, hvis man vedtager det nye principprogram.

Allerede ved folketingsvalget for et år siden havde vælgerne meget svært ved at få øje på forskellen og dermed eksistensberettigelsen. Valget kom, efter at Bodil Kornbek havde nedtonet den firkantede abortmodstand og lagt vægt på, at partiet skulle markere sig på brede, politiske dagsordener som arbejdsmarkeds-, familie- og velfærdspolitik. Vælgerne kvitterede ved at give partiet sit hidtil værste resultat med blot 0,9 procent.

De fleste partiledere ville nok have genovervejet deres egen strategi og måske endda position efter en så massiv øretæve, men Bodil Kornbek har holdt fast i sit projekt. Kristendemokraterne skal være et bredt parti, og vil vælgerne ikke have det, kan det også være lige meget. Alternativet at fortsætte som et lille kristeligt protestparti, der konstant skal kæmpe mod spærregrænsen på to procent er alligevel politisk uinteressant.

Den analyse har hun fået solid opbakning til i sin hovedbestyrelse, ikke mindst fordi flere af hendes hårdeste kritikere allerede har forladt både hovedbestyrelse og parti. I foråret kom det til en meget direkte konfrontation med regionsrådsmedlem Tove Videbæk, som efter massivt pres fra ledelsen forlod partiet og gik over til De Konservative.

De vestjyske kristendemokraters forsøg på at få et ekstraordinært landsmøde i foråret blev afvist, men man arbejdede videre på at finde en modkandidat til Bodil Kornbek. Det lykkedes i løbet af sommeren omsider at få det bornholmske byrådsmedlem gennem 22 år, journalist Bjarne Hartung Kirkegaard, til at stille op. Derfor skal landsmødet på lørdag ikke blot stemme om et nyt partiprogram, men også om, hvem der skal være frontfigur. På én dag, som landsmødet nu er kortet ned til.

På mange måder er Bjarne Hartung Kirkegaard inkarnationen af det tidligere Kristeligt Folkeparti. En stilfærdig og loyal partisoldat. En missionsmand, der ikke er ban­ge for at sige, at vi skal passe på miljøet, fordi det er Guds skaberværk. En fredens mand, der har som sit største mål at skabe ro og samling i partiet, så man kan få de 21.000 underskrifter i hus. Det er kravet, hvis man skal have en tredje chance for at stille op til et folketingsvalg. Men også en kandidat, der i hvert fald ikke indtil nu har præsenteret de helt store politiske visioner.

Den profil har åbenbart haft så stor appel i det kristendemokratiske bagland, at Bodil Kornbek nu er i alvorlig fare for at miste sit formandssæde. Ikke alene har han opbakning fra Vestjylland, han har det også fra Bornholm, Sønderjylland og dele af Nordjylland. Sammen med spredt støtte fra de øvrige kredse kan det være nok til at sikre ham valget til formand.

Sker det, vil det være historisk. Det vil være et partikulturelt brud af samme art, som da Poul Nyrup Rasmussen (S) i 1992 udfordrede Svend Auken som siddende socialdemokratisk partiformand. Kristendemokraterne er et parti, der om noget har tradition for at bakke sin formand op.

Der er flere årsager til bruddet. Først og fremmest er der en udbredt fornemmelse af, at partiet vil dø, hvis Bodil Kornbek får lov at fortsætte sin kurs. Det har hele tiden været holdningen i den vestjyske højborg, som end ikke har villet samle underskrifter ind for at gøre partiet opstillingsberettiget. Og uden vestjyske vælgererklæringer kan det ikke lykkes. Det har det seneste år til fulde vist.

Havde kampen kun stået mellem borgerlige vestjyder og resten af partiet, kunne Bodil Kornbek imidlertid gå til landsmøde med ro i sindet. Hendes problem er, at hun gennem det seneste halve år har skaffet sig nye fjender langt uden for Hernings byskel.

Det handler om, hvad hendes modstandere betragter som både politiske og organisatoriske fejltrin. Mange partimedlemmer har ikke brudt sig om den benhårde linje, som partiledelsen har lagt over for modstanderne siden valget. For eksempel var de meget fortørnede over, at partiets vestjyske stemmesluger og regionsmedlem Tove Videbæk blevet truet med eksklusion i foråret og reelt blevet presset ud.

Senere blev et nyt ungt medlem, Kåre Skarsholm, først budt velkommen, men siden såede partiledelsen alligevel tvivl om hans medlemskab, fordi han kort forinden havde været medlem af Konservativ Ungdom. Skarsholm endte dog med at blive både medlem og delegeret til landsmødet.

Senest har der været sagen med de ni delegerede fra Sønderjylland, som hovedbestyrelsen i første omgang ikke kunne godkende, fordi de grundet en teknisk fejl angiveligt var blevet tilmeldt for sent.

Igen en konfrontatorisk kurs, der virker meget fremmed for den kristendemokratiske selvforståelse. Traditionelt har man bare været lykkelig for hvert eneste partimedlem, der havde lyst til at spendere en weekend og 700 kroner på at blive delegeret. Der er tidligere eksempler på, at partimedlemmer er mødt op på selve landsmødet og har meldt sig som delegerede, så det har vakt en del forbløffelse, at partitoppen nu holder fast i formel tomåneders frist for tilmelding, som i øvrigt ifølge kritikerne ikke holder juridisk.

Når det handler om at køre konfrontationen op, har de ikke selv holdt sig tilbage, men har både fået skrevet et notat fra en advokat om sagen og er jævnligt gået til pressen med kritik.

Bodil Kornbek har ikke ført ordet i alle disse organisatoriske trakasserier, men har overladt scenen til næstformanden, Tove Buch, og resten af hovedbestyrelsen.

For partiformanden selv har det været et barsk år. Hun er blevet beskyldt for at være både verdslig og ukristelig, hvad der selvfølgelig er dybt sårende for et menneske med solide rødder i pinsekirken.

På lørdag kan hendes trængsler som partiformand være slut. Hun vil ikke smække med døren, men stille og roligt kaste sig over andre opgaver på social- og sundhedsområdet, som hun brænder for.

Mindre roligt bliver det for partiet, der så også vil miste sine to næstformænd og formentlig en lang række medlemmer og tillidsfolk, der har troet på fornyelsesprojektet. Man vil stå tilbage med en ny formand, der ifølge sine egne støtter næppe er nogen langsigtet løsning for Kristendemokraterne. Dertil er han en lidt for stille mand.

Skulle Bodil Kornbek overraskende beholde sin post, ser det ikke lettere ud. Masser af medlemmer vil melde sig ud, og det bliver endnu sværere, end det allerede er at skaffe vælgererklæringerne.

Uanset hvad synes Kristendemokraterne at have besluttet sig for at rive sig selv over på midten. På grund af den konflikt, der siden begyndelsen har gemt sig i partiets fundament. Men der findes vist kun én betegnelse for at splitte et ikke-opstillingsklart parti med blot 0,9 procent af stemmerne og en miserabel økonomi:

kollektivt selvmord.

hoffmann@kristeligt-dagblad.dk