Prøv avisen

Sådan bestemmes Kristeligt Dagblads fattigdomsgrænse

Kristeligt Dagblad foreslår her en fattigdomsgrænse. - Foto: colourbox.com

I Danmark bor mennesker, som ikke har råd til medicin eller legetøj til børnene. Men bliver der flere eller færre? Diskussionen strander på, at Danmark ikke har en officiel fattigdomsgrænse. Nu definerer Kristeligt Dagblad en grænse

Vores samfund skal måles på, hvordan vi behandler vores svageste.

Sådan lyder det ofte, når politikere fra alle sider af salen på Christiansborg holder skåltaler. Vi har dog ikke noget mål for, hvordan vi behandler nogle af vores svageste medborgere: De økonomisk dårligst stillede danskere. Dem, som nogle vil kalde fattige.

Disse danskere er ikke fattige i samme forstand som mennesker i nogle af verdens u-lande, der risikerer at dø af sult. Men de er relativt fattige, fordi de på grund af deres lave indkomst ikke har råd til at købe og gøre ting, der betragtes som nødvendige og normale i det samfund, de lever i.

For eksempel viser en undersøgelse fra Center for Alternativ Samfundsanalyse (CASA), at der er danskere på nedsatte offentlige ydelser, som ikke har råd til at købe legetøj til deres børn, fejre børnenes fødselsdag eller købe medicin til sig selv. Hvor mange de er, og hvor slemt de er ramt af fattigdom, eksisterer der imidlertid ingen officielle tal for.

Modsat blandt andet EU, den internationale økonomiske samarbejdsorganisation OECD og lande som Norge, Sverige og Storbritannien har Danmark nemlig ikke en egentlig fattigdomsgrænse. Derfor kan vi ikke måle, om der bliver flere eller færre fattige danskere. Om flere eller færre børn vokser op i fattigdom. Eller om forskellige politiske beslutninger påvirker antallet af fattige i den ene eller anden retning.

Kristeligt Dagblad har derfor besluttet at vedtage sin egen fattigdomsgrænse og har i den forbindelse spurgt nogle af landets førende eksperter på området til råds. Der er nemlig flere bud på, hvordan en sådan grænse kan se ud.

– En model – og det er den, som jeg og andre har plæderet for – er at se på, hvad det egentlig koster at leve. Den model bruger man for eksempel i USA. Der har man vedtaget et mindstebudget og sagt, at dét beløb er det nødvendige for at få den daglige ernæring, forklarer Finn Kenneth Hansen, cand.polit. ved CASA og forfatter til flere undersøgelser om fattigdom i Danmark.

En anden metode er at se på, hvor mange der – grundet deres økonomi – lider afsavn på områder, som befolkningen opfatter som nødvendigheder. Det kan for eksempel være at få tre måltider mad om dagen. Den metode bruges blandt andet i Storbritannien, og den er også ved at vinde indpas i EU. Fordelen ved den er, at den tager højde for, at personer med samme indtægt kan have meget forskellige udgifter til for eksempel husleje, gæld og medicin.

Men der er også en svaghed ved både afsavns- og budgetmetoden.

– Jeg mener, at det er de bedste grænser. Men de er svære at følge over tid, for vi har simpelthen ikke data, påpeger Jørgen Elm Larsen, professor i sociologi ved Københavns Universitet og forsker i fattigdom.

Da Kristeligt Dagblad ikke bare vil måle antallet af fattige her og nu, men også se på udviklingen, er der derfor reelt kun en mulighed på nuværende tidspunkt: At vælge en økonomisk – også kaldet relativ – fattigdomsgrænse, hvor fattige defineres ud fra, hvor lav deres indkomst er i forhold til resten af befolkningens.

EU anvender den metode og definerer personer i risiko for fattigdom som mennesker med en indkomst på under 60 procent af den såkaldte medianindkomst – det beløb, som præcis halvdelen af befolkningen tjener mere end og præcis halvdelen tjener mindre end.

OECD sætter grænsen mellem fattige og ikke-fattige ved 50 procent af medianindkomsten, og den model følges herhjemme af både Det Økonomiske Råd og Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE).

Beregninger fra netop AE viser, at der er ganske stor forskel på de to grænser. Ifølge EU's grænse var der – fraregnet studerende – 395.000 fattige danskere i 2006, mens der ifølge OECD's var 173.000. Altså en forskel på over 200.000 personer. Det mest realistiske snit ligger nok et sted midt imellem, vurderer Finn Kenneth Hansen fra CASA.

For ikke at anslå antallet af fattige i Danmark for højt har Kristeligt Dagblad dog valgt at følge OECD's grænse. I kroner og øre svarer det til, at en enlig uden børn er fattig, hvis vedkommende i et givet år højst har en indtægt på 8179 kroner om måneden efter skat. Det beløb skal dække alt – også husleje. Til sammenligning er den danske medianindkomst altså 16.358 kroner efter skat.

Hvor længe en person har så lav en indtægt betyder imidlertid også noget.

– Typisk siger man, at det er efter nogle år, at man begynder at skulle forny sine ting. Og så er det, at fattigdommen for alvor begynder at vise sig – har man råd til en ny vinterfrakke eller ej? Så det er mest realistisk også at tage varigheden med i en fattigdomsgrænse. Også fordi, at jo længere tid, man hænger fast i fattigdom, jo sværere bliver det at komme ud af den, siger Finn Kenneth Hansen og tilføjer, at Norge faktisk har en fattigdomsgrænse, som tager højde for varigheden.

Landet har – som en række andre lande i øvrigt – hele to fattigdomsgrænser. Den ene er identisk med OECD's – fattige er altså alle dem, der i et givet år har en indkomst på under halvdelen af medianindkomsten. Den anden omfatter kun dem, der i mindst tre år i træk har haft en så lav indkomst. Denne grænse har Kristeligt Dagblad valgt at følge. Og det fører frem til et tal på 43.000 fattige i Danmark.

Det viser beregninger, som Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har foretaget ud fra avisens fattigdomsgrænse.

– Det er en meget konservativ grænse. Nogle mennesker kommer måske lige over indkomstgrænsen et enkelt år og falder så tilbage under den igen. De mennesker tæller ikke med som fattige her. Så det er skåret virkelig ind til benet, mener Jonas Schytz Juul, chefanalytiker i AE.

Finn Kenneth Hansen fra CASA kalder det "meget realistisk", at avisen inddrager varigheden i fattigdomsgrænsen, mens Jørgen Elm Larsen påpeger, at der – ligesom ved de øvrige metoder – også er en svaghed ved alene at måle antallet af fattige ud fra indkomsten.

– En økonomisk grænse siger udelukkende noget om uligheden i indkomstfordelingen i samfundet. Hvis den generelle velstand i samfundet stiger, kommer fattigdomsgrænsen også til at ligge højere – flere vil dermed befinde sig under grænsen og blive betegnet som fattige. Men det siger jo ikke noget om, hvor mange der reelt lider afsavn, forklarer han.

Samme indvending har Martin Ågerup, direktør for den liberale tænketank CEPOS.

– Desuden er det sådan, at man i dag faktisk godt kan leve under 50-procents grænsen uden at lide nød. Dermed kan det faktisk godt være et valg, man selv har truffet, påpeger han.

Martin Ågerup ser derfor hellere en fattigdomgrænse, som bygger på et mindstebudget eller afsavnsmodellen – hvis der da overhovedet skal være en grænse.

agger@kristeligt-dagblad.dk