Prøv avisen

Sådan var det slet ikke i 90erne

I dag taler man så meget om politisk mod, men det består i hvert fald ikke i at føre politik, som er ens eget parti fremmed, siger Birte Weiss, der var socialdemokratisk indenrigsminister i 1990’erne. – Foto: Leif Tuxen.

Man kan ikke sammenligne krisen i dag med den, Socialdemokraterne overtog i 1990erne, mener daværende indenrigsminister Birte Weiss. Hun tager klart afstand fra idéen om en nødvendighedens politik, som en hvilken som helst regering må bøje sig for

Den reformivrige regering, anført af en socialdemokratisk statsminister, har i løbet af det seneste år kaldt sit arbejde med at manøvrere landet ud af den økonomiske krise for en nødvendighedens politik. Finansminister Bjarne Corydon (S) har præsenteret en lang række indgreb, vækstpakker og arbejdsmarkedsreformer, som var de enkeltstående og nødvendige løsninger på landets problemer. Det gjaldt for eksempel den omdiskuterede sænkelse af selskabsskatten, selvom det var i modstrid med, hvad partiet tidligere har ment.

LÆS OGSÅ: Den økonomiske optur udskudt igen

Der er blevet draget paralleller til perioden, hvor socialdemokrater sidst sad i regering, og det er ofte blevet gentaget, at sådan var det også i 90erne.

Men var det nu også sådan i 1990erne? Var det den samme krise, Socialdemokraterne overtog efter en borgerlig æra? Var det også dengang den såkaldt nødvendige politik og i mindre grad politisk ideologi, der drev en socialdemokratisk regering i en krisetid?

Nej, man kan ikke sammenligne de to perioder, mener det tidligere folketingsmedlem Birte Weiss, der sad i fire forskellige ministerier gennem 90erne med Indenrigsministeriet som det tungeste. Der er både forskel på retorikken og de udfordringer, man stod overfor, mener den tidligere politiker, i dag journalist og litteraturkritiker.

Nyrup skabte sin egen nødvendighedens politik og henviste ikke til en uomgængelig nødvendighed, som en hvilken som helst regering måtte bøje sig for. Politik er valg, man tager, som kan være problematiske og give én øretæver. Nyrup gjorde en enorm indsats og stod for en ekspansiv og succesfuld politik, siger Birte Weiss.

Hun har inviteret Kristeligt Dagblad inden for i sit sommerhus i Odsherred i Vestsjælland, egnen som var fast ramme om hendes første 12 år i Folketinget. Det blev til 25 år i dansk politik, og Weiss medgiver dog, at der er visse lighedspunkter mellem regeringsperioden i 1990erne og i dag. I hvert fald så langt som, at både Nyrup og Thorning-Schmidt overtog en økonomisk krise.

Men i sidste ende var krisen på mange måder værre dengang, påpeger den 72-årige Birte Weiss, der stadig er medlem af partiet.

Hun skuer ud over Isefjord fra den bakkede grønne have, hvor vi har slået os ned for at tage et tilbageblik på dansk politik, da Socialdemokraterne sidst skulle redde landet i en krisetid.

Mens det i dag mest af alt handler om at få danskerne til at hive kronerne op af lommerne for at sætte gang i væksten, havde statsminister Poul Nyrup Rasmussen, finansminister Mogens Lykketoft og indenrigsminister Weiss fokus rettet mod den hastigt voksende mængde arbejdsløse danskere.

Husk på, at der var dobbelt så mange ledige, noterer Birte Weiss og henviser til de 350.000 arbejdsløse danskere omkring 1993. I dag er der omkring 150.000 såkaldte fuldtidsledige.

Nyrup opfandt det, der kan opfattes som socialdemokratisk krisepolitik. Han lagde egne værdier og partiets tradition ind i en krisepolitik, der havde succes. Efterfølgende er han efter min mening trods sin indsats undervurderet som statsminister. Man taler i dag så meget om politisk mod, og det består i hvert fald ikke i at føre politik, som er ens eget parti fremmed, siger Birte Weiss.

Nyrups ekspansive vækstpolitik skabte hurtigt nye offentlige arbejdspladser og gjorde ungdomsarbejdsløshed til et fremmedord. Frem til nytår 1998 faldt arbejdsløsheden fra 12,2 procent til 7,4 procent som resultat af en politik, der i starten hovedsageligt gik ud på at flytte ledige over i nye offentlige job.

Krisen spillede også en stor rolle i Weiss ministerium, og hun fik gennemført en udligningsreform, der betød, at de rige kommuner måtte give mere til de fattige.

Jeg mener faktisk, at reformen gav de kommuner, der var plaget af arbejdsløshed, nogle økonomiske muskler til at gøre en indsats, som ikke kunne presses igennem på Christiansborg, siger hun.Regeringen i dag vil effektivisere og finde besparelser i staten for 12 milliarder kroner. Spareøvelser og modernisering var også på dagsordenen i 1990erne, men det var ikke det vigtigste.

Vi satsede benhårdt på at få fremskyndet store offentlige opgaver, der skabte job både i den offentlige og private sektor. Krisen kunne ikke klares med besparelser og moderniseringer. Vi var nødt til at trykke på speederen for at gøre den økonomiske motor selvkørende og vende udviklingen. Det gik ikke med at sige, nu er der krise, så sparer vi.

LÆS OGSÅ: Den globale krise er ikke økonomisk, men politisk

En anden stor indenrigspolitisk og økonomisk opgave dengang var håndteringen af flygtninge fra krigen i det tidligere Jugoslavien, som var blevet flyttet fra Justitsministeriet til Indenrigsministeriet som konsekvens af den tidligere regerings uheldige håndtering af Tamilsagen. Og der fulgte også midler med.

Det gav ikke nogen mening at skære i budgettet på grund af denne store opgave, der lå på bordet, da jeg kom til. Det var en atypisk situation, at der igen udbrød krig i Europa. Det blev en kolossal opgave at tage sig af de omkring 20.000 bosniske flygtninge, siger Birte Weiss, der i dag er glad for, at det var hende, der havde ansvaret for at sikre deres ophold.

For samtidig voksede en bekymring frem over det voksende pres på dansk kultur. Det viste sig i fremkomsten af Dansk Folkeparti, men også internt i Socialdemokratiet.

Uenighederne i partiet var mere overordnede. Der opstod i Socialdemokratiet en urealistisk retorik om, at Danmark ikke var og aldrig ville blive et multietnisk samfund, men det var og er forkert. Danmark stod allerede dengang midt i globaliseringen. Jeg argumenterede for, at vi hellere skulle sige, at selvfølgelig giver flygtningene problemer, men dem løser man ved integration og ikke ved negativ gerneralisering. Det var nu en bedre tilgang i en tid, hvor mange flygtninge ikke havde et andet valg end at ende her, blandt andet fordi Europa igen forholdt sig passiv over for krig og etnisk udrensning på egen jord. Men den anden attitude vandt indpas og manifesterede sig ved valgene i 1998 og 2001.

Birte Weiss medgiver dog, at også de økonomiske reformer op gennem 1990erne og ikke mindst en uheldig kovending i efterlønspolitikken efter valget i 1998 spillede en rolle i Socialdemokraternes nedtur frem mod 2001, hvor Nyrup tabte valget til Anders Fogh Rasmussen (V).

Efterlønsreformen gav os nogle knubs på grund af den garanti, Nyrup havde stillet vælgerne i udsigt under valgkampen. Indgrebet blev faktisk besluttet af nogle ganske få økonomiske ministre, og ikke engang ordførere på området vidste noget om det. Rationalet dengang lød på, at det kun kunne lade sig gøre ved en overraskelsesmanøvre. Selve fremgangsmåden gav os et ulivssår, som også spillede ind på det efterfølgende valg, siger Birte Weiss.

I dag taler man om, at embedsmænd og departementschefer i Finansministeriet står bag økonomiske beslutninger og den nødvendige politik. Var det også tilfældet, da efterlønsreformen alligevel blev gennemført mod partiets linje?

Nej, det er jeg ikke enig i. Lykketoft var en bomstærk finansminister, som selv den skrappeste regnedreng ikke kunne koste rundt med. Og jeg er tæt på at være ekspert i departementschefer efter at have siddet i fire forskellige ministerier med seks forskellige administrative chefer. De respekterer en ministers målrettethed, har stor faglig tyngde, og samlet set var jeg godt stillet, når jeg for eksempel arbejdede sammen med en gammel hædersmand som Preben Espersen i Kirkeministeriet (1988-99), som kendte denne mærkelige kirkejura og miljøet. Politik laves i sidste ende af politikerne og handler om ideologi og politiske forskelle mellem partierne.

1990erne endte med socialdemokratisk nedtur. Og vælgerne flygter fra partiet i disse år. Er det blevet Socialdemokratiets lod at føre krisepolitik og gennemføre reformer, selvom det koster stemmer og måske magten i sidste ende?

Jeg vil ikke gøre mig til dommer over, hvorvidt den nuværende politik vil lykkes. Og så er forskellen jo også, at når man gik på gaden dengang, så var hver tredje, du mødte, socialdemokrat. I dag er det ifølge meningsmålingerne hver femte. Så det er langtfra som i 90erne.?