Prøv avisen

Søren Kam nummer fem på krigsforbryderliste

I et sidste forsøg på at fange nazistiske krigsforbrydere reviderer Simon Wisenthal Centret sin liste over mest eftersøgte. Søren Kam rykker frem til nummer 5

Danskfødte Søren Kam er rykket op som nummer fem på Simon Wiesenthal Centrets seneste liste over de 10 mest eftersøgte nazistiske krigsforbrydere fra Anden Verdenskrig. Det fremgår af listen, som blev offentliggjort i onsdags.

Oprykningen sker ifølge centerleder Efraim Zuroff, fordi den undvegne Alois Brunner er fjernet fra top 10, og fordi en anden eftersøgt, Erna Wallisch, er død inden for det seneste år.

Danmark har med en EU-arrestordre søgt at få den i dag 86-årige tidligere SSer udleveret fra Bayern. De tyske myndigheder har imidlertid både afvist selv at retsforfølge Kam såvel som at udlevere ham.

Kam har erkendt bortførelse og drab på en antinazistisk redaktør i Danmark i 1943, men har sagt, at der var tale om et uheld. Dermed er sagen faldet for tysk lovs forældelsesfrist. På grund af en krigsforbryderamnesti fik Kam tildelt tysk statsborgerskab i 1956. I Danmark blev hans medgerningsmand henrettet i 1946 alene på grund af sin rolle i drabet på redaktør Carl Henrik Clemmensen.

Dansk politi undersøger for øjeblikket, om Kam også havde en central finger med i tyveriet af det kartotek, som nazisterne gik frem efter, da de i 1943 forsøgte at fange og deportere de danske jøder. Det er, erfarer Ritzau, svært at påvise. Men netop denne beskyldning er med til at rykke Kam op på top 10, siger Zuroff. De nye oplysninger betyder, at Kam mistænkes for at være medskyldig i flere dusin danske jøders død i kz-lejren Theresienstadt.

I januar udtalte Kam til BBC, at han handlede under ordre, da Clemmensen, som besættelsesmagten havde et godt øje til, blev bortført og skudt på nært hold i Lyngby i 1943. Justitsminister Lene Espersen (K) har ikke ønsket at kommentere onsdagens udvikling. På toppen af Wiesenthals liste står den tidligere SS-læge Aribert Heim. /ritzau/