Prøv avisen

Søvndal-bølgen er ikke nogen boble

Det er historisk, at SF nu har henvist Socialdemokraterne til at være tredjestørste parti; det parti som i 85 år var Danmarks største. Søvndal er også begyndt at flytte vælgere fra regeringsblokken til oppositionen. – Foto: .

SFs fremmarch Den virkelige prøvesten for SF-formand Villy Søvndal bliver afstemningen om de danske EU-forbehold. Men foreløbig ser SF-fremgangen ud til at være bæredygtig

Alle taler om ham. Bortset fra Helle Thorning-Schmidt (S) der udtrykker begejstring, skønt Villy Søvndal (SF) især tager vælgere fra hendes parti så har partierne travlt med at kritisere ham.

Det er historisk, at SF nu ifølge flere meningsmålinger har henvist Socialdemokraterne til at være tredjestørste parti; det parti som i 85 år var Danmarks største. Søvndal er også begyndt at flytte vælgere fra regeringsblokken til oppositionen. Og flere end hver 10. DF-tilhænger har SF som andenprioritet. Pia Kjærsgaards (DF) angreb på Søvndal har ikke manglet den senere tid. Hun forsøger at undgå en sivning af vælgere til SF.

Ikke underligt ser mange kommentatorer Søvndal-bølgen som en boble, der snart vil briste. Det er kun to år siden, vi havde en Jelved-boble. Den sprang. For mindre end et år siden havde vi en Ny Alliance-boble. Den sprang også.

Men SF er ikke Ny Alliance. Ny Alliance havde slet ikke fået afklaret sin organisation og sin politik, inden partiet blev kastet ud i et valg. SF har heller ikke De Radikales indre modsætninger og en partidemokratisk struktur og kultur, der vanskeliggør hurtige manøvrer.

SF er et velorganiseret parti med professionaliseret rådgivning. Prisen er mere topstyring. Søvndal kan både analysere det politiske landskab og improvisere intuitivt, når det er nødvendigt også så hurtigt, at han har fået lidt kritik for ikke at informere sit parti. Kritikken kan han tage sig let. Han er valgt ved urafstemning, ikke på mandat fra hverken folketingsgruppen, hovedbestyrelsen eller landsmødet. Og så længe SF stormer frem, tør ingen i partiet for alvor angribe ham. For fremgangen tilskrives ham, ikke partiet. Han kan være hurtig og handlekraftig. Samtidig har han endnu undgået den selvovervurdering, som ramte Marianne Jelved (R), da hun gjorde sig til statsministerkandidat. Med påtrængende beskedenhed fremhæver Søvndal igen og igen, at Thorning-Schmidt er statsministerkandidat.

Fremgangen bygger på en kombination af Søvndals politiske talent og erfaring og så det, at SF har tilpasset sig den flimrende moderne politik med flakkende vælgere, personorientering og korte indslag i tv. SF markedsfører helt bevidst formandens person og har valgt at koncentrere sig om færre og kortere budskaber. Søvndal er en retorisk succés. Hans udtryksform er direkte. Skolelærer Søvndal skaber bedre identifikation og tillid end DJØF-uddannede partiledere med deres embedsmandsagtige sprog.

Søvndal har af mediefirmaet Rhetorica fået træning i at udtrykke sig kort og præcist. Gerne med smil, åbenhed og respekt for andre synspunkter. Stemmelejet er sat lidt op i slutningen af sætningerne. Man har forsøgt at give ham en bedre kropsholdning med mere energi. Hans påklædning er forbedret.

Søvndal brænder igennem, men indholdet er ikke så ændret. Der er kommet lidt stramning af partiets integrationspolitik, og man har for længst i praksis bøjet sig for 24-årsreglen. SF har længe været kritisk over for Hizb-Ut-Tahrir. Det nye er især, at Søvndal har fundet ud af, at det at slå på demokratiske værdier i et saftigt sprog tiltrækker mange uanset uddannelsesmæssig baggrund. At demokratibegrebet er uklart som også debatten om den nye demokratikanon viser det er lige så lidt et problem for Søvndal som for andre politikere. Det snedige ved mange politiske nøgleord er netop, at enhver kan lægge i dem, hvad de ønsker.

SF-bølgen skaber parlamentariske problemer for oppositionen. Mens Socialdemokraterne og SF har tilnærmet sig hinanden, så reserverer De Radikale sig mere og mere i forhold til SF i blandt andet integrationspolitikken. Og endelig truer Søvndal-bølgen med at slå Enhedslisten ud og dermed fjerne en del af grundlaget for en eventuel ny regering.

Man skal dog ikke overse, at SF, S og DF faktisk har flertal i Folketinget. Et muligt skaktræk er at forsøge at vikle DF ind i et samarbejde ved at komme med oplæg, som DF ikke kan sige nej til. Og Søvndal kan boltre sig i overenskomstsituationen og i SFs tilnærmelse til fagbevægelsen. Skulle den anden Muhammed-krise eksplodere, har Søvndal med et par u-vendinger omdirigeret sig selv til hardliner. Derved har han dækket sig ind mod at blive angrebet for blødsødenhed og eftergivenhed. Det er blevet indvendt, at det har fået DF til at blive mere yderligtgående. Men DF løber dermed også en risiko for at blive helt uspiseligt for dele af De Konservative og Venstre.

Den virkelige prøvesten for Villy Søvndal bliver afstemningen om de danske EU-forbehold. SF har en nøgleposition her. Partiet bragte sig i 1992-1993 ind i en central position ved udformningen af disse forbehold. Prisen var, at partiets EU-linje blev mere nuanceret og dermed vanskeligere at forklare. Dansk Folkeparti kan ret gratis stå på en klarere linje. Afstemningen kan derfor skade SFs ambition om at tiltrække vælgere fra DF.

Men det er for tidligt at forudsige, at det vil gå galt for SF. Befolkningen er i de senere år blevet mere EU-positiv. Debatten om afstemningen giver Søvndal en mulighed for at fastholde den hovedrolle, han allerede har fået. Det kan lidt blive knald eller fald. Hvilke skaktræk, han skal foretage, er ikke indlysende. Men han og hans rådgivere har endnu tid til at tænke.

Vist kommer der før eller senere tilbagegang for SF. Men Søvndal-bølgen er ikke en boble.

Tim Knudsen er ansat på Institut for Statskundskab på Københavns Universitet.