Prøv avisen

Søvndal: Lægebesøget skal være gratis

Mens de borgerlige taler om øget brugerbetaling på sundhedsområdet, så foreslår SF nu et brugerbetalingsstop

Det skal fortsat være gratis at tage til lægen eller på skadestuen. Og brugerbetalingen på behandling for barnløshed skal rulles tilbage.

SF's formand Villy Søvndal foreslår nu et såkaldt brugerbetalingsstop for sundhedsområdet, der skal sikre, at ingen kommer af med flere penge, når de for eksempel går til lægen.

I et interview i det kommende nummer af bladet Helse, varsler partiets formand, Villy Søvndal, et opgør med brugerbetalingen i sundhedssektoren.

- SF vil under ingen omstændigheder være med til at indføre ny brugerbetaling i sundhedsvæsnet - og vi vil rulle den brugerbetaling, som VKO har indført, tilbage. I Danmark skal det være gratis at gå til lægen. Færdig basta, siger Søvndal.

Han angriber De Konservatives forslag om at indføre brugerbetaling ved lægebesøg og i praksissektoren, samt VKO's genopretningspakke, der indførte brugerbetaling på sterilisation og behandling for barnløshed.

- Hvis højrefløjen vinder vil det komme til at koste penge, når man skal til lægen. Dermed saver de i en af velfærdssamfundets grundpiller, og rammer børnefamilier og pensionister hårdt, siger Villy Søvndal til Ritzau.

Ifølge SF's formand hviler brugerbetalingsstoppet på tre principper:

For det første vil der ikke kunne indføres ny brugerbetaling inden for det danske sundhedsvæsen.

For det andet vil den samlede brugerbetaling ikke kunne stige som procent af de samlede sundhedsudgifter.

Og for det tredje vil SF afvikle den eksisterende brugerbetaling i takt med, at der bliver råd til det.

Inden for barnløshed og sterilisation vil det ske straks efter det kommende folketingsvalg, mens unges brugerbetaling for de almindelige kontrolbesøg hos tandlægen afskaffes, når SF og Socialdemokraternes fælles sundhedsplan indfases.

- Folk går ikke til lægen for sjov skyld, siger Villy Søvndal, og fortsætter:

- Hvis det skal koste penge at besøge lægen eller skadestuen, så frygter jeg, at vi får øget ulighed, og mange vil undlade at gå til lægen, når de eller deres børn er syge. Det er ikke et velfærdssamfund værdigt, siger Villy Søvndal.