Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen og Dansk Folkepartis Kristian Thulesen Dahl stillede på Valentinsdag op til fælles interview med Fagbladet 3F.
Tonen de to imellem var om ikke direkte kærlig, så i hvert fald meget venlig. De var stadig enige om, at pensionsalderen ikke skal sættes op, og om at topskatten ikke skal lettes, og der blev spekuleret og talt om et muligt fremtidigt regeringssamarbejde mellem de to store partier.
Hverken Mette Frederiksen eller Kristian Thulesen Dahl stiller dog det samarbejde i udsigt, men Dansk Folkepartis leder vil ikke udelukke det, for dansk politik skal jo ikke være støbt i beton, som det hedder.
Dobbeltinterviewet åbenbarer, hvorfor VLAK-regeringen i praksis ikke kan gennemføre sit eget regeringsgrundlag men må lade sig dirigere rundt i manegen af sit støtteparti og oppositionen.
Tilnærmelsen mellem det gamle og det nye socialdemokrati kan sammenfattes i en analyse af styrker, svagheder, muligheder og trusler for de to partier - det, der på engelsk forkortes til en SWOT-analyse efter forbogstaverne på de tilsvarende engelske ord.
Styrker for Dansk Folkeparti: Den politiske flirt giver umiddelbart Kristian Thulesen Dahl (DF) ekstra kræfter i forhold til den nuværende regering. Sammen med Socialdemokratiet og venstrefløjen kan han præsentere regeringen for et veto mod højere pensionsalder, topskattelettelser og ufravigelige krav om flere penge til ældre- og sundhedsområdet. Ganske vist er mulighederne for at danne alternative flertal uden om regeringen de samme, flirt eller ej, men tilnærmelsen gør det mere troværdigt, at Dansk Folkeparti vil udnytte mulighederne for alternative flertal til det yderste.
Styrker for Socialdemokratiet: Man får udstillet, at statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) faktisk vil være statsminister for enhver pris, og at regeringen ikke kan komme igennem med sin egen politik. Tilnærmelsen til Dansk Folkeparti på udlændingeområdet har foreløbig givet medvind i meningsmålingerne og bedre chancer for, at Mette Frederiksen kan indtage Statsministeriet efter næste valg.
Svagheder for Dansk Folkeparti: Målingerne viser tilbagegang, og selvom det til dels kan skyldes Morten Messerschmidt-sagen, er og bliver udlændinge-, rets- og EU-politikken det store smertensbarn ved et tættere samarbejde mellem Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti.
De tre politiske områder er DF’s eksistensberettigelse, og på længere sigt skal Kristian Thulesen Dahl kunne gøre det troværdigt, at han kan få mere af Dansk Folkepartis politik igennem her med Socialdemokratiet end med den borgerlige regering.
De vælgere, der er kommet fra Socialdemokratiet, kan føle sig fristet til at vende tilbage til deres gamle parti, hvis de to alligevel fører samme politik. Og de af Dansk Folkepartis vælgere, der i bund og grund er borgerlige, kan blive utrygge ved udsigten til en kommende socialdemokratisk regering, der også er afhængig af De Radikale, SF, Alternativet og Enhedslisten.
Selvom Socialdemokratiet for tiden nærmest skriver Dansk Folkepartis udlændinge- og retspolitik af, er det svært at se den politik skrevet ind i et regeringsgrundlag for en kommende Mette Frederiksen-regering.
Op til næste valg øges presset på Dansk Folkeparti for at vælge side, og det har sjældent været en god ide for noget parti at lade det spørgsmål stå åbent en hel valgkamp igennem.
Svagheder for Socialdemokratiet: En eventuelt kommende socialdemokratisk ledet regering kan komme til at stå med en lige så splittet parlamentarisk situation som den nuværende. På det økonomiske område mener partiet ikke at have samme brug for penge til skattelettelser som den nuværende, men udsigten til lav, økonomisk vækst, et aldrende arbejdsmarked og voksende behov på sundheds- og ældreområdet er de samme som for VLAK-regeringen. Her bliver Dansk Folkeparti til lige så lidt hjælp for en socialdemokratisk regering, som partiet er i øjeblikket for Lars Løkke Rasmussen.
Muligheder for Dansk Folkeparti: Den store drøm for Kristian Thulesen Dahl er at overtage Det Radikale Venstres rolle som tungen på vægtskålen. Selv om 3F-interviewet ikke lægger op til et regeringssamarbejde mellem s og DF, ender det måske der, og det kunne i teorien både sikre Dansk Folkeparti ministerposter, garanti for en stram udlændingepolitik, en mere kritisk EU-linje samt en blødere velfærdspolitik, som kan føres med partierne til venstre for midten.
Muligheder for Socialdemokratiet: Den kyniske ide med tilnærmelsen til Dansk Folkeparti er allerede godt på vej til at give et afkast for Socialdemokratiet. Den ultimative succes vil være, hvis fremgangen fortsætter til og med valget, hvor det lykkes at tage så mange af Dansk Folkepartis vælgere tilbage, at der igen er rødt flertal.
I den situation vil Mette Frederiksens interesse i fortsat at samarbejde tæt med Dansk Folkeparti uden tvivl kølnes lynhurtigt. En regeringsalliance mellem de to partier vil stadig have brug for et eller to andre partier for at kunne danne flertal, og næppe nogen af Mette Frederiksens mulige øvrige støttepartier vil udstyre Dansk Folkeparti med ministerposter. Men det behøver Socialdemokratiet altså heller ikke gøre.
Hvis Dansk Folkeparti får de parlamentarisk afgørende mandater, er situationen som i dag. Det kan også gøre Mette Frederiksen til statsminister, hvis DF skifter side.
Trusler for Dansk Folkeparti: Den største trussel er som nævnt, at vælgerne siver eller flygter ved udsigten til, at Dansk Folkeparti går til venstre. Bortset fra Det Radikale Venstre har ingen partier i Danmark haft vælgermæssig succes med at ville være et midterparti, der frit kunne skifte side. Politisk risikerer Dansk Folkeparti at blive kørt ud på et sidespor efter et valg, fordi Socialdemokratiet som regeringsparti vil føre udlændinge-, retspolitik og EU-politik med de øvrige borgerlige partier samt fordelingspolitik med partierne til venstre for midten.
Trusler for Socialdemokratiet: Den største trussel er, at partiet løber ind i en ny runde løftebrudskritik. Hvis man fører valgkamp på en udlændingepolitisk strammerkurs a’ la Dansk Folkeparti og bagefter alligevel bøjer af for krav fra De Radikale og Alternativet om at lempe kursen på en række konkrete områder, kan det give bagslag.
Særligt følsomme bliver spørgsmål om at rulle den nuværende regerings ”40 stramninger” tilbage, om man skal åbne for FN’s kvoteflygtninge, og om de såkaldte fattigdomsydelser til flygtningefamilier skal afskaffes igen.
Sammenfattende rummer romancen mellem de to partiledere de største styrker og muligheder på kort sigt og de største svagheder og trusler på langt sigt. De sidste er størst for Dansk Folkeparti.