"Vittige hoveder på borgen siger, at vi på en måde smitter af på hinanden. Du er blevet lidt rødere, og jeg er blevet mere velklædt."
Det var blot en af flere morsomme bemærkninger fra SF-formand Villy Søvndal til den socialdemokratiske kollega Helle Thorning- Schmidt. Han var som den første ikke-socialdemokratiske partileder nogensinde på den socialdemokratiske partikongres. Der blev grinet og klappet og uddelt blomster.
Men er det rigtigt, at Helle Thorning-Schmidt er blevet "lidt rødere?" Villy Søvndal forsøgte bagefter at slå det hen med, at han ikke er optaget af "armbøjningsleg", men at de to partier sammen har fundet nye løsninger.
Helle Thorning-Schmidt afviste selv, at hun skulle være blevet rødere. Med god grund, for hendes hovedbudskab fra kongressen i Aalborg var et helt andet.
Det var, at hun som kommende statsminister vil nedbryde den blokpolitik, der har rådet de seneste ni år. Hun inviterede igen De Radikale med i et regeringssamarbejde, "hvis de selv vil." Dog uden et eneste konkret løfte til partiet om indflydelse. Og Socialdemokraterne vil bygge fire nye alliancer uden for Christiansborg: Med erhvervslivet, den offentlige sektor, de unge og lønmodtagerne. Det er de grupper, der skal hjælpe en socialdemokratisk ledet regering med at få styr på økonomien og skabe reformer for 15 milliarder kroner.
Helle Thorning-Schmidt præsenterede sine visioner i en veloplagt tale af velvoksen længde lørdag middag. Længden til trods indeholdt den næsten intet om udenrigspolitik, EU, miljøpolitik, udlændingepolitik eller kulturpolitik. Hun koncentrerede sig derimod om økonomi, vækst, sundhed og uddannelse - de helt centrale emner i næste valgkamp.
På et spørgsmål om, hvorvidt det tætte parløb med SF undergraver projektet med at skabe brede alliancer, svarede Helle Thorning-Schmidt:
"Nej, det gør det ikke. Vi har lagt en meget klar politik frem i den stærkeste akse, der eksisterer i dansk politik lige nu mellem S og SF. Vi er stolte af at have skabt en alliance, men det kommer ikke til på noget tidspunkt at forhindre, at vi også vil skabe alliancer ud af Christiansborg og hen over midten på Christiansborg. Så det her er ikke en lukket fest."
Modeord har det med at smitte, også i politik. At alliance står højt på listen i øjeblikket, er let at forklare. I Sverige har de fire borgerlige partiet i Alliancen netop vundet et valg over en opposition, der længe stod splittet. I Norge har en alliance mellem Socialdemokraterne og venstrefløjen sikret regeringsmagten til venstre.
Politisk magt handler om midtervælgere, og det er derfor, at Socialdemokraterne taler om at bryde blokpolitikken op og samarbejde med De Radikale. Visuelt var kongreshallens røde bagtæppe i år symbolsk suppleret med blå spotlys.
"Klar til forandring" lød sloganet med en slet skjult reference til Venstres valg-slogan "tid til forandring" i 2001, og optimismen fejlede ikke noget i kongreshallen.
Der var en udbredt tro på, at næste gang lykkes det at vriste magten fra de borgerlige. Ikke alene er Helle Thorning-Schmidt nu formelt sluppet fri af sin påståede skattesag, regeringspartierne vader også rundt i dårlige sager.
Når den alligevel ikke er helt hjemme, skyldes det den fortsatte usikkerhed om en S-SF-regerings kurs. Den kategoriske afvisning af De Radikales ønsker om velfærdsreformer og en ny udlændingepolitik bliver et konflikttema helt frem til valgdagen. Forsikringen om at en ny regering ikke vil føre blokpolitik bliver desuden svær at fastholde, fordi et politisk flertal altid vil gennemføre sin politik, hvis det er muligt. Og endelig spøger stadig tvivlen om, hvordan de ønskede alliancer med erhvervslivet og fagbevægelsen i praksis skal realiseres.
Der er stadig et pænt stykke vej til regeringskontorerne.