Prøv avisen
Politisk set

S og R i kyllingespil om udlændingepolitik

"Spillet mellem Socialdemokratiets Mette Frederiksen og De Radikales Morten Østergaard minder om et klassisk spil i økonomisk teori, nemlig det såkaldte chicken game eller ”hvem er en kylling?”-spillet," skriver Peter Nedergaard. Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

Både Socialdemokratiet og De Radikale har brug for at dokumentere principfasthed på udlændingeområdet. Men i de aktuelle forhandlinger må en af parterne bøje sig. Ellers risikerer begge partier at gå ned, skriver professor Peter Nedergaard

En af de store knaster under de igangværende regeringsforhandlinger på Christiansborg drejer sig om udlændingepolitikken. Det er nyt, at dette politikområde er så vigtigt for partierne i rød blok. Sådan var det ikke, da forhandlingerne foregik i Tårnet i 2011.

Baggrunden for den nye situation er, at Socialdemokratiet har foretaget et kursskifte i udlændingepolitikken, og at dette blev meldt kraftigt ud i valgkampen. S-formand Mette Frederiksen sagde i den forbindelse i en debat med Lars Løkke Rasmussen (V), at hun ikke ville være statsminister for enhver pris, og at lempelser i den stramme udlændingepolitik var et eksempel på, at prisen kunne blive for høj.

Der er flere årsager til, at Socialdemokratiet nu med Mette Frederiksen ved roret står så fast bag, at der føres en stram udlændingepolitik.

For det første er der den ideologiske årsag. For Socialdemokratiet er en stram udlændingepolitik – eller restriktiv udlændingepolitik, som man nogle gange foretrækker at kalde den – udtryk for et ryk til venstre. Modsætningen til en restriktiv udlændingepolitik er ifølge Socialdemokratiet en højreorienteret liberal udlændingepolitik, hvor fri bevægelighed trumfer alle andre hensyn. Samtidig lægger Socialdemokratiet ideologisk vægt på, at en restriktiv udlændingepolitik både skal være i overensstemmelse med de internationale konventioner og indebære, at man hjælper langt flere personer i nærområderne, end man gør i dag.

For det andet er årsagen til Socialdemokratiets genopdagede restriktive udlændingepolitik et forsøg på at skaffe de arbejdervælgere tilbage, som man har tabt flere og flere af, siden partiet opgav den restriktive udlændingepolitik i 1980’erne.

Heri var der naturligvis også en strategisk vælgerkalkule om, at hvis man kunne trække arbejdervælgere hen over midten fra Dansk Folkeparti, ville der være gode chancer for, at statsministerposten ville skifte fra Venstre og til Socialdemokratiet, selvom man i samme moment skulle afgive vælgere til De Radikale og Socialistisk Folkeparti.

Socialdemokratiets operation er lykkedes i den forstand, at magtens centrum er skiftet. Samtidig har øvelsen betydet, at Socialdemokratiet er blevet langt mere fastlåst med hensyn til at bevare den restriktive udlændingepolitik.

Hvis den opfattelse breder sig, at partiet giver sig på dette punkt trods meget kraftige meldinger til baglandet, vælgerne og endda på den internationale scene om det modsatte, er partiets troværdighed skadet i fundamentet. De indrømmelser, som partiet skal give til de andre partier i rød blok, skal derfor alene dreje sig om områder i kanten af den stramme udlændingepolitik. De må ikke dreje sig om politikkens kerne ifølge Socialdemokratiet.

Socialdemokratiets forhandlere har derfor lagt op til udlændingepolitiske indrømmelser angående emner som flygtningebørns trivsel under opholdet i Danmark, Lindholm, hjemtagning af velintegrerede børn af familiesammenførte som for eksempel i Mint-sagen. Det store spørgsmål er naturligvis, om dette er nok for de andre partier i rød blok.

Ikke mindst De Radikale med Morten Østergaard i spidsen mener, at der skal præsteres langt flere indrømmelser, som også angår kernen af den stramme udlændingepolitik. Morten Østergaard indtager en yderposition i De Radikale på dette felt, og han har demonstreret efter valget, at han internt i partiet er villig til at sætte sin vilje igennem. Det skete, da den – også i udlændingepolitikken – mere moderate Martin Lidegaard blev sendt ud af den radikale gruppes ledelse efter en valgsejr, som Morten Østergaard i vidt omfang betragter som sin fortjeneste og som en støtte til sin linje.

Spillet mellem Socialdemokratiets Mette Frederiksen og De Radikales Morten Østergaard minder om et klassisk spil i økonomisk teori, nemlig det såkaldte chicken game eller ”hvem er en kylling?”-spillet. To biler kører med frontal kurs mod hinanden. Enten drejer en af bilerne til siden lige før kollisionen, eller også dør begge kørere. Det store spørgsmål er, hvem der er en kylling, Mette eller Morten? Eller om det ender med, at de begge tager hinanden med ned.

Peter Nedergaard er professor i statskundskab ved Københavns Universitet.