S og SF må afvise stramninger

Trods voldsom uro i SF om VKO's udlændingeaftale, ender oppositionen med en fælles linje. Og det bliver ikke et ja til stramningerne

Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndal har tidligere stemt imod et lignende pointsystem, som i foråret blev vedtaget for personer, der søger permanent opholdstilladelse eller dansk statsborgerskab. --
Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndal har tidligere stemt imod et lignende pointsystem, som i foråret blev vedtaget for personer, der søger permanent opholdstilladelse eller dansk statsborgerskab. --. Foto: Martin Stampe.

Intet er giftigere for oppositionen end udlændingepolitikken.

Tre folketingsvalg er tabt på den, og de seneste to år har Socialdemokraterne og SF arbejdet målrettet på, at det ikke skal ske en fjerde gang. Derfor kommer det også højst ubelejligt for SF, at regeringen og Dansk Folkepartis udlændingeaftale, "Nye tider, nye krav", straks har givet voldsom uro i SF's bagland.

Næsten to tredjedele af lokalformændene mener ifølge Berlingske Tidende, at man skal afvise det pointsystem for familiesammenføringer, som regeringen og Dansk Folkeparti vil indføre. Det samme siger SF?s folketingsmedlemmer Özlem Cekic og Kamal Qureshi.

Det fik i går partiformand Villy Søvndal til at hasteindkalde partiledelsen til krisemøde. Han kalder det "kynisk", at kritikerne ikke forstår, hvor vigtigt det er at få en ny regering. Kritikerne ser modsat på sagen: At det kyniske består i, at man opgiver sine egne holdninger alene for at komme i regering.

Bag Villy Søvndals udtalelse ligger den analyse, at det ville være katastrofalt, hvis SF blev presset til at stemme imod Socialdemokraterne i en så afgørende sag som familiesammenføringer. Så kunne regeringen straks køre såmaskinen ud af garagen og så tvivl om oppositionens udlændingepolitik.

Man kan da også være forvisset om, at de to partier vil stå sammen, når regeringens konkrete forslag til stramning af reglerne for ægtefællesammenføring engang kommer til afstemning i Folketinget. S og SF fungerer i praksis som en skyggeregering, og her gælder de samme spilleregler som for den rigtige regering: Der er ikke råd til intern splid.

Men hvad bliver den fælles holdning til udlændingepakken? Hidtil har Socialdemokraterne erklæret sig positive over for et pointsystem, det vil sige, at ansøgere skal vurderes på, om de kan klare sig selv, og hvor god en uddannelse de har. SF har forsøgt at vinde tid ved at sige, at man måtte se på, hvordan pointsystemet i praksis kommer til at se ud.

Det er stadig uvist, for trods måneders arbejde i regeringskontorerne er der stadig store, uløste juridiske og politiske vanskeligheder. Som det ser ud nu, bliver reglerne væsentligt strammere, som Dansk Folkeparti ønsker.

Dels skal 24-årsreglen fortsat "som udgangspunkt" gælde, dels skal den herboende stille en garanti på 100.000 kroner for at få sin ægtefælle ind, og dels bliver der krav om beskæftigelse i 2,5 år ud af de seneste tre år.

Alene disse stramninger gør, at Socialdemokraterne og SF ikke kan stemme for regeringens pakke, når det kommer til stykket.

De to partier stemte da også imod et lignende pointsystem, som i foråret blev vedtaget for personer, der søger permanent opholdstilladelse eller dansk statsborgerskab. De kunne ikke stemme for et system, der i praksis eksempelvis gjorde det umuligt for deltidsansatte nogensinde at få permanent ophold.

Noget andet er, at opposistionen måske godt kan bruge selve idéen om et pointsystem, hvis den selv kommer til magten. Skrues det "rigtigt" sammen, kan det fungere mere liberalt end den nuværende 24-årsregel.

Så det mest sandsynlige er, at S og SF ender med at stemme imod regeringens forslag, selvom man synes om selve point-idéen.

Det åbner stadig for tvivl om, hvorvidt oppositionen står fast på den "faste og fair" udlændingepolitik. Gevinstmuligheden ved det er, at man får fat i de liberale vælgere, som mener, at regeringsblokken er gået for langt med at blande sig i den enkeltes samlivsforhold.

hoffmann@k.dk