Der er ingen papirer på bordet. Ingen tal. Men politikere fra 11 af Folketingets nu 12 partier vandrer på anden uge siden valget stadig ind og ud gennem glasdøren til Statsministeriet.
Officielt hedder det sig, at de sonderer mulighederne for at danne en bred regering over midten. 30 møder var det blevet til i fredags, og Statsministeriet har planlagt yderligere møder helt frem til den 24. november. I sidste uge var temaerne sundhed, inflation og økonomi, og i denne uge skal der blandt andet tales om klima, miljø, natur og grøn omstilling.
Efter alt, hvad der hidtil er sluppet ud, er de egentlige regeringsforhandlinger imidlertid end ikke begyndt endnu. Som en central kilde formulerer det, kunne partierne lige så godt have taget udskrifter af deres hjemmesider fra valgkampen med til møderne og have siddet og læst op af dem.
Langsommeligheden står i skærende kontrast til samfundets alvorlige problemer, som synes at kalde på handling hellere i dag end i morgen. Det kommer bare ikke til at sætte farten på forhandlingerne op. I øjeblikket har politisk proces forkørselsret for politisk indhold.
I valgkampen blev der brugt hårde ord fra både højre og venstre, og der er brug for at skabe gensidig tillid, hvis man skal gøre det troværdigt, at man pludselig kan sidde i regering sammen i flere år.
På sin side har Socialdemokratiet også behov for ikke alt for hurtigt at nå frem til mållinjen, hvor det afgøres, om det kan lade sig gøre at danne en bred regering.
Mette Frederiksen skal vise, at det var alvorligt ment, da hun gjorde den brede regering til sin førsteprioritet. Derfor kan hun ikke nøjes med at tage en hurtig runde med kaffemøder, konkludere at de borgerlige partier reelt ikke vil det brede regeringssamarbejde og derefter kaste sig over at danne en regering med partierne til venstre for midten, inklusive De Radikale.
Efterhånden er selv de borgerlige partier dog blevet overbeviste om, at Mette Frederiksen mener sit ønske om en bred regering seriøst. Overbevisningen blev styrket lørdag, da hun overraskende gav sin støtte til, at tidligere minister Søren Gade fra Venstre skal være formand for Folketinget.
Politisk skal der træffes svære beslutninger for at skaffe den arbejdskraft, som velfærd og produktion råber på. Det vil kræve reformer, som er ubehagelige for store dele af fagbevægelsen og for den yderste venstrefløj. De beslutninger vil Socialdemokratiet meget gerne gøre et eller flere borgerlige partier medansvarlige for. Særligt Venstre.
For det andet vil en ny socialdemokratisk regering, baseret på venstrefløjen og tre nordatlantiske mandater komme til at leve livet for farligt. Der hviskes om, at blot et enkelt folketingsmedlem fra for eksempel Alternativet kunne risikere at blokere for de nødvendige reformer eller stille med ultimative, men uspiselige klimakrav for fortsat støtte til regeringen og dens ministre.
For det tredje står Det Radikale Venstre, trods partiets tilbagegang, i en meget stærk position med mulighed for at gå til de borgerlige partier, selvom det ikke er voldsomt sandsynligt. Mette Frederiksens eneste chance for at gøre sig fri af den klemme er at få et eller flere borgerlige partier med ombord i en regering over midten, ledet af hende.
Også Venstre har brug for at modne sin beslutning om eventuelt at gå med i en midterregering. Med partiets skarpe kritik af Socialdemokratiet og Mette Frederiksens person i særdeleshed i valgkampen kræver det tid at skifte signal, hvis Venstre nu pludselig skulle kunne sidde i regering med hende for bordenden.
Partiet holder landsmøde næste weekend, og reelle regeringsforhandlinger begynder ikke, før det er holdt.
Dilemmaet er, at Venstre risikerer at miste endnu flere vælgere ved næste valg, hvis det går ind i en regering. Af samme grund lægger man stor vægt på, at der i et eventuelt regeringsgrundlag kommer tydelige Venstre-markeringer som skattelettelser, større valgfrihed i det offentlige og reformer, der kan udvide udbuddet af arbejdskraft markant.
For Jakob Ellemann-Jensen står det i dag klart, at den fælles valgkamp for seks borgerlige partier ikke gjorde meget godt for hans parti.
Det blev svært at overbevise vælgerne om, at Venstre søgte mod midten, og det åbnede banen for Lars Løkke Rasmussens Moderaterne. Her skal Venstre afveje, om det er bedst at forsøge at holde ham uden for indflydelse og selv søge magten og ansvaret i en regering – eller om man modsat skal overlade bøvlet til Lars Løkke Rasmussen og håbe på, at det gør ham så upopulær hos vælgerne, at Venstre kan genvinde hans mandater ved næste valg.
Svaret på det dilemma har Venstre efter alt at dømme ikke selv fundet endnu.
Dette er en politisk analyse.