Kunne det virkelig passe? Delegerede og folketingspolitikere på Socialdemokratiets kongres i Aalborg havde i weekenden svært ved at tro, at verden kunne være så god. Fra Nyborg, hvor De Radikale samtidig holdt deres landsmøde, lød partileder Morten Østergaards hårdeste udfald, at det går for langsomt med at få gjort Danmark ”grønnere, friere og stærkere.”
Alt det, regeringen og dens støttepartier er blevet enige om i forståelsespapiret, skal gennemføres i en fart og rækker slet ikke til at udfylde de næste fire års dagsorden i dansk politik, lød det. Partiet fremlagde en plan, der i 15 temmelig bløde formuleringer vil skabe ”forandring, du kan mærke.”
Men det var rigtigt nok. Der kom intet fra Nyborg, der for alvor kunne spolere sejrs- og jubelfesten i Aalborg. Her blev statsminister Mette Frederiksen (S) hyldet for at have dannet den første rene socialdemokratiske regering i 40 år, læs: uden radikal deltagelse. De Radikale slog en åben dør ind med kravene om, at der skal tages fat på klimaindsatsen allerede med finansloven for 2020. Socialdemokratiet vil bruge en ekstra milliard på grøn forskning, og der skal etableres en ”grøn ø” i Nordsøen, som potentielt kan levere grøn energi til hele Nordeuropa. En idé, der i øvrigt har været på tegnebrættet i et par år.
Regeringspartiets hovedfokus var dog et andet sted. Den 60-årige bryggeri- arbejder Arne Juhl fra Socialdemokratiets valgkampagne om at give nedslidte mulighed for tidlig pension var med på kongressen. Mette Frederiksen gjorde det til et kardinalpunkt, at det nu virkelig skal være ”Arnes tur.”
”Jeg har ikke brugt fire år på at genopbygge tilliden til Socialdemokratiet for at løbe fra det, vi sagde i valgkampen,” sagde Mette Frederiksen i sin kongrestale i lørdags.
Det store perspektiv i det løfte er, at det trækker tråde bagud til en af de hårdeste konflikter, Socialdemokratiet og De Radikale har haft i nyere tid, nemlig opgøret om tilbagetrækningsreformen fra 2011. Det var den reform, VK-regeringen aftalte med Dansk Folkeparti og De Radikale inden valget samme år – som forkortede efterlønsperioden fra fem til tre år, og som forhøjede folkepensionsalderen hurtigere end oprindelig aftalt i velfærdsforliget fra 2006.
Den opstramning var De Radikales pris for efterfølgende at gå med i SRSF-regeringen, og det har Socialdemokratiet aldrig tilgivet.
En ret til at trække sig fra arbejdsmarkedet, hvis man selv føler sig nedslidt, ville slå bunden ud af samfundsøkonomien, hvis alle fik muligheden, så regeringen forsøger at definere en ordning, der kun skal gælde bestemte faggrupper.
Foreløbig er arbejdsmarkedets parter blevet bedt om at komme med et fælles udspil til næste forår, men det ser svært ud, blandt andet fordi arbejdsgiverne slet ikke er interesserede i, at flere ansatte skal trække sig fra et i forvejen presset arbejdsmarked.
Mette Frederiksens forhåbning er, at Dansk Folkeparti kan og vil hjælpe hende med at få en ordning vedtaget på Christiansborg. På kongressen kom hun med en direkte appel til Dansk Folkepartis leder, Kristian Thulesen Dahl, der kort forinden havde holdt sin årsmødetale i Herning. ”Kristian, jeg regner med dig,” sagde hun.
Men kan hun det, regne med Dansk Folkeparti? Thulesen Dahl havde rigeligt at gøre med at forklare sine delegerede i Herning, hvorfor det var gået så galt ved folketingsvalget i juni, og en af pointerne var, at Dansk Folkepartis samarbejde netop med Socialdemokratiet var blevet alt for ”bombastisk”. Dansk Folkeparti er et borgerligt parti, lød det igen og igen. Det understreger, hvor vanskelig sagen om tidlig pension kan blive for partiet. På den ene side har Dansk Folkeparti allerede før valget indgået en aftale med den daværende VKLA-regering og De Radikale om seniorførtidspension, som snart gøres til lov. Her er det afgørende, at man ikke selv kan vælge tidlig pension, men skal anvises til den.
Hopper Dansk Folkeparti fra den aftale for at indgå en ny med Socialdemokratiet, bliver det svært at fastholde fortællingen om borgerligheden. På den anden side har Dansk Folkeparti tabt mange ældre vælgere til Socialdemokratiet, og måske kunne partiet vinde nogle af dem tilbage med en aftale om tidlig pension.
For Socialdemokratiet kunne weekendens tre stormøder dårligt være faldet bedre ud. Det var dristigt af Mette Frederiksen at ”binde sig til masten” med løftet om tidlig pension for nedslidte, som risikerer at ende i en ny løftebrudsdiskussion, hvis hun ikke kan komme igennem med det. Alternativt, at hun må sætte regeringens liv ind på kravet og eventuelt tage et folketingsvalg på det.
I et større perspektiv kan det virke forunderligt, at spørgsmålet om tidlig tilbagetrækning for nogle få tusinde nedslidte borgere i den grad kan sætte den politiske dagsorden. Men det er et symbol på Socialdemokratiets fundamentale opgør med de seneste 20 års velfærdspolitik. Mange ansatte i det offentlige løber alt, alt for stærkt. ”New public management” duer ikke. Der skal decentraliseres. Der skal ikke længere effektiviseres i uddannelsessystemet, og der skal ansættes flere i det offentlige, lyder det.
Alt det vil regeringen muligvis kunne skaffe penge til de kommende år, fordi dansk økonomi er i storform, og pengene fosser ind i statskassen. Det skyldes ikke mindst den økonomisk stramme linje, Socialdemokratiet nu lægger luft til, men i mange år selv stod bag. Paradoksalt nok.