S stemmer oftere med Venstre end med DF

Når Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, i dag mødes med Dansk Folkeparti-kollegaen Kristian Thulesen Dahl til pensionstopmøde, kan det ses som kulminationen på de to partiers ”alliance”. I folketingssalen har begge partier dog allieret sig mere med regeringen end med hinanden det forløbne år

Mette Frederiksen, formand Socialdemokratiet og Kristian Thulesen Dahl, Formand Dansk Folkeparti
Mette Frederiksen, formand Socialdemokratiet og Kristian Thulesen Dahl, Formand Dansk Folkeparti. Foto: Mads Nissen, Ritzau Foto.

Mandag eftermiddag mødes to partiledere til ”politisk topmøde” om pensionsalderen i Cirkusbygningen i København. Topmødet er markedsført med en plakat, som er skåret over de amerikanske spændingsfilm om skattejægeren Indiana Jones, og i forvejen har Christiansborgs jungletrommer i den forgangne uge nok en gang lydt om de to partiers stadigt tættere samarbejde.

Vi taler naturligvis om Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti, der anført af partiformændene Mette Frederiksen og Kristian Thulesen Dahl i aften mødes med medlemmerne af fagforbundet 3F i det københavnske forlystelseshus for at diskutere ”jagten på en fair pensionsalder”. Det bliver imidlertid næppe nogen hårdtslående debat, for de to partiledere og deres faglige vært er rørende enige om, at pensionsalderen ikke skal hæves, som regeringen ellers ønsker.

Det er stilfærdigt blevet kaldt for et ”parløb”, mere alvorligt for en ”alliance” og sågar for en “flirt”, Dansk Folkeparti og Socialdemokratiets gentagende samarbejde de seneste mange måneder. ”S-DF-aksen” har været et af de gennemgående politiske temaer i det folketingsår, der slutter i næste uge, og samarbejdet betød senest et fælles krav om en kommission, der skal gennemgå problemsagerne i Skat.

Men en ”flirt” er som bekendt kendetegnet ved at være uforpligtende og lejlighedsvis. Og en opgørelse, som data- og analysefirmaet Buhl & Ramussen har foretaget for Kristeligt Dagblad, viser, at ”S-DF-aksen”, når det kommer til afstemningerne i folketingssalen, ikke er helt så enig, som man måske kunne tro.

Buhl & Ramussen driver hjemmesiden hvemstemmerhvad.dk og registrerer her, hvor ofte der er stemmelighed mellem Folketingets partier ved afstemninger i folketingssalen. Indtil nu har Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti stemt ens i 62,8 procent af afstemningerne i indeværende folketingsår. Det er marginalt lavere end i sidste folketingsår, hvor de to partier var enige i 64 procent af afstemningerne.

Dermed stemmer begge partier oftere sammen med Venstre, end de gør med hinanden. Dansk Folkeparti, der da også er støtteparti for den Venstre-ledede regering, har stemt sammen med Venstre i 80,8 procent af afstemningerne i det indeværende folketingsår. Socialdemokratiet og Venstre har stemt sammen 78,9 procent af gangene. Billedet er det samme for hele perioden siden folketingsvalget for knap to år siden, og Venstre er sågar det parti, som Socialdemokratiet stemmer oftest sammen med i folketingssalen.

Faktisk stemmer Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet også oftere sammen med Liberal Alliance, end de gør med hinanden. I indeværende valgperiode har Socialdemokratiet stemt det samme som Liberal Alliance i 72 procent afstemningerne, mens det for Dansk Folkepartis vedkommende er sket i 80 procent af tilfældene. Det er dog værd at huske, at Dansk Folkeparti og Liberal Alliance har været med til at indgå begge finanslove siden 2015-valget, og at Liberal Alliance for et halvt år siden indtrådte i regeringen sammen med Venstre og Det Konservative Folkeparti.

Ifølge ejer Niels Erik Kaaber Rasmussen fra Buhl & Rasmussen har ”regeringens konstellation” også ”stor betydning for stemmemønstrene”.

”Der er ikke så stor mulighed for, at Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti kan stemme sammen, uden at Venstre er med. For det vil typisk betyde, at der så er et flertal uden om regeringen, og hvis det er en alvorlig sag, vil det betyde, at regeringen ’har’ mistillid. Vi har også set i de seneste sager, hvor Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet har været enige, at det har betydet, at regeringen så modvilligt har stemt med dem,” siger han.

Politisk redaktør Elisabet Svane fra Avisen Danmark er blandt de mange analytikere, der har beskrevet det tættere forhold mellem Mette Frederiksen og Kristian Thulesen Dahl. Ifølge hende understøtter afstemningsstatistikken, at det er en fejlanalyse, ”hvis man i det samarbejde ser, at de nu skal i regering”.

Elisabet Svane fortsætter:

”Så man skal ikke overdrive. Men selvfølgelig skal man også lægge mærke til, at de går sammen om den her undersøgelse af Skat, og at Venstre stadig ikke har så nært et forhold til Dansk Folkeparti (som tidligere, red.),” siger Elisabet Svane, der også mener, at S-DF-samarbejdet i høj grad handler om at forhindre bestemte politikønsker i at komme igennem.

For eksempel når det gælder regeringens ønsker om en højere pensionsalder og lavere topskat, to ønsker, der netop ikke er kommet til afstemning i folketingssalen.

”Det er jo der, de har fundet et interessefællesskab. De har et vælgerfællesskab, og så har de fundet et interessefællesskab. I 2000’erne havde DF nærmest en spændetrøje på og lod være med at blande sig i den økonomiske politik. Det gør de ikke i dag. Det er et helt andet DF, vi ser i dag,” siger Elisabet Svane.

Opgørelsen fra Buhl & Rasmussens hvemstemmerhvad.dk viser da også, at Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti stemmer oftere sammen end nogensinde før. Helt frem til folketingsvalget i 2005 stemte de to partier maksimalt det samme i omkring 50 procent af afstemningerne. Stemmeligheden steg under Helle Thorning-Schmidts socialdemokratiske lederskab og især siden folketingsvalget i 2011.

”Efter at parløbet med Anders Fogh Rasmussen bliver ophævet, og Helle Thorning-Schmidt får magten, giver det mulighed for at lave nogle nye forlig, og det griber Dansk Folkeparti,” siger Niels Erik Kaaber Rasmussen fra Buhl & Rasmussen.

”Det fortsætter nu, det samarbejde. Det er ikke bare stemmemønstre, men der er en reel tilnærmelse mellem de to partier. Du kan se, at Socialdemokratiet nærmer sig hele højrefløjen og rykker fra hele venstrefløjen, og at Dansk Folkeparti frigør sig fra blokken,” tilføjer han.

Hos Dansk Folkeparti mener gruppeformand Peter Skaarup både, at nogle af de politiske kommentatorer overdriver hans partis samarbejde med Socialdemokratiet, og at ”nogle af dem underdriver”. Trods den større stemmelighed ser han et større værdifællesskab med Socialdemokratiet end med Liberal Alliance. Han trækker derimod mere på det, når fælleskabet med Venstre måles op med Socialdemokratiet.

”Der er jo sket det siden folketingsvalget, at Socialdemokratiet har rykket sig fra at være bundet til de Radikale og SF, Enhedslisten og Alternativet i deres stemmeafgivning og deres ageren, til at ligge tættere på Dansk Folkeparti og sådan set også Venstre,” siger han: ”Vores drøm var, at der var et mere et mere fast samarbejde mellem Socialdemokraterne og DF, men også Venstre.”

”Man skal ikke høre bryllupsklokker, bare fordi man ser to søde mennesker flirte i en sofa,” lød det fra Venstres politiske ordfører, Jakob Ellemann-Jensen, da Mette Frederiksen og Kristian Thulesen Dahl senest hyggesnakkede pensionsalder med Per Christensen fra 3F i et interview med Fagbladet 3F.

Bryllupsklokkerne ringer langt fra, men flirten fortsætter i aften i Cirkusbygningen.