MeToo-bevægelsens anden bølge skyller i disse uger ind over dansk politik. Og vi har ikke set det sidste. Efter hundredvis af beretninger fra kvinder om sexisme i politiske miljøer, Morten Østergaards (R) afgang som politisk leder og offentlige skænderier om hvem-vidste-hvad-om-hvilke-hænder i den radikale folketingsgruppe og senest Frank Jensens abdicering i København, kan ingen være i tvivl om, at mænd med magt ikke længere slipper af krogen med en halvbagt undskyldning og den gamle frase om at se fremad. Og lige nu er et både populært og makabert tidsfordriv på Slotsholmen – hvor man i forvejen har hørt meget som rygter igennem tiden – at gætte på, hvem der bliver den næste.
Alle ved, at der kommer mere, men ingen ved endnu helt, hvordan de skal håndtere det, når bølgen rammer.
Et opsigtsvækkende eksempel på, hvordan man som magtfuld mand i hvert fald ikke skal gøre, hvis kvinder på stribevis fortæller, at man har krænket dem, kunne man se søndag aften.
Nu forhenværende overborgmester Frank Jensen (S) forsøgte på et spektakulært pressemøde at købe sig tid med en besynderlig blanding af benægtelse og åbenbaring. På én og samme tid kunne han ikke genkende billedet, om end han erkendte, at han var en krænker og ville gå forrest i at ændre en sexistisk kultur. Måske var den gået i en anden tid. Ikke nu. 14 timer senere trak han sig.
Det løste et presserende problem for statsminister Mette Frederiksen (S), der ellers skulle forholde sig til, om Frank Jensen kunne fortsætte som næstformand i Socialdemokratiet. Men det har ikke formindsket fokus på regeringspartiet.
Godt hjulpet på vej af Frank Jensen, sagen om Jeppe Kofod (S), der tilsyneladende stadig dukker op, og statsministeren selv, der i går sagde, at hun forventer flere sager, mens hun samtidig appellerede til, at fremtidige sager ikke skal afgøres i medierne. I stedet bør sagerne ”afklares i et professionelt rum”. Det sidste er givetvis udtryk for en reel bekymring hos statsministeren for, at bølgen kan blive så kraftig, at den risikerer at tage for mange med sig. Men en oplagt analyse er, at Socialdemokratiet allerede nu ved, at der er flere historier på vej og har et håb om, at de kan håndteres mere elegant – og mere stille – end det skete i København.
Det var unge kvinder, der gik forrest for at få 59-årige Frank Jensen stillet til ansvar. Men det var mere end bare et generationssammenstød – det var også to forskellige kulturer, der stødte sammen.
På den ene side et klart krav om handling og konsekvens for en mand, der erkendte at have krænket kvinder i årevis.
På den anden side en forventning om tilgivelse, hvis man siger sådan nogenlunde undskyld og lover bod og bedring. Indtil videre er det klart, hvilken kultur der for tiden er på det tabende hold.
De to kulturer findes ikke kun i Socialdemokratiet. Beretningerne om sexisme kommer fra hele det politiske spektrum. Og da Socialdemokratiet og De Radikale, der hidtil har været i mediernes søgelys, næppe er hverken værre eller bedre end så mange andre partier, er det formentlig kun et spørgsmål om tid, før andre skal forholde sig til deres egne sager i et kompliceret samspil mellem mediernes afdækninger, egenetablerede undersøgelser og den meget stærke impuls til at forsøge at holde problematiske sager internt. Det kan hurtigt ende galt.
Samtidig er mange spændt på udviklingen i meningsmålingerne. Det ser for eksempel endnu ikke ud, som om at de seneste ugers uro i Radikale Venstre har påvirket tilslutningen til partiet. Og spørgsmålet er, om MeToo-bølgen, selvom den nok kan ramme den enkelte politiker, på et tidspunkt bliver så stor, at den ender som en del af den generelle fortælling om politikerstanden. I givet fald må der sidde mange og håbe på, at bølgen først rammer dem til sidst.
Jesper Kraft er cand.jur. og tidligere politisk chef samt særlig rådgiver i Venstre. Er i dag selvstændig rådgiver og politisk analytiker.