Prøv avisen

Så er der blot fire posthuse tilbage i Danmark

I dag er der intet særligt ved postvæsenet. Et brev og et frimærke er blot en vare i kurven ved siden af leverpostejen. Her ses et postbud på arbejde. Arkivfoto. Foto: ANDREAS BASTIANSEN

På lørdag lukker endnu et posthus, så der nu blot er fire ”rigtige” tilbage i Danmark. Udviklingen afspejler moderne behov, men er samtidig en yderligere anonymisering af statsmagten og en udvanding af vores forhold til autoriteter, mener kulturprofessor

Når posthuset på H.C. Ørstedsvej på Frederiksberg lukker på lørdag, sker det formentlig i al ubemærkethed. Måske med god ret, for huset gør i sig selv ikke meget væsen af sig – klemt ind under et etagebyggeri mellem en fiske-grejs- og en tapetbutik.

I stedet kan man fremover ordne sine postforretninger i den nærliggende kiosk Shop N Play, hvor der i øvrigt er længere åbent. Lukningen er alligevel værd at bemærke, fordi den markerer, hvor hurtigt vi nærmer os enden på en knap 400 år gammel del af den danske kulturhistorie.

Fra på lørdag er der nemlig blot fire ”rigtige” posthuse tilbage – altså posthuse, som kun er posthuse og ikke blot del af et supermarked eller noget andet. Og af de fire er to af dem også snart på vej væk. Resten vil også forsvinde, så snart en butik med lange åbningstider er villig til at overtage driften, lyder det fra Post Danmark.

For det handler ikke om at pleje historien, traditionen eller nostalgien, men om at give kunderne, hvad de gerne vil have, og det er muligheden for at hente deres pakker fra otte morgen til otte aften alle ugens syv dage.

Det er også fair nok, mener professor Johs. Nørregaard Frandsen fra Institut for Kulturvidenskaber på Syddansk Universitet. For man kan sige meget godt om, at man ikke længere skal stå i lang kø med sine mange girokort.

Desuden er Post Danmark en forretning under pres som følge af, at vores kommunikationsformer har ændret sig markant, siden Christian IV i 1624 stillede lokaler på Børsen til rådighed for etableringen af postvæsenet. Men man – og dermed mener Johs. Nørregaard Frandsen ikke bare Post Danmark, men os alle sammen – bør nok lige stoppe op og reflektere lidt over, hvad der egentlig går tabt, når de sidste traditionelle posthuse forsvinder.

Først og fremmest gør man det gule posthorn på den røde baggrund langt mindre tydelig i hverdagsbilledet. Og her fjerner man ikke bare et skilt, understreger kulturprofessoren, men et af de få, reelt kulturbærende ikoner på staten og statens magt, vi har tilbage.

Samtidig tager man historien og kraften ud af posthusbygningerne, som generelt har haft en særlig aura over sig. De var grandiose, tegnet af respekterede arkitekter og ofte stationsbyernes mest fornemme bygningsværk. Typisk med store trapper op til hoveddøren, hvilket fuldendte fornemmelse af den opløftethed, som gennem århundreder gjorde dem til et af de væsentligste ansigter på staten. I mange tilfælde var de også en af byens sociale omdrejningspunkter.

”De var en autoritet, et samlingspunkt, et kendetegn for byen på linje med stationen, skolen og kirken,” siger Johs. Nørregaard Frandsen.

I dag er der intet særligt ved postvæsenet. Et brev og et frimærke er blot en vare i kurven ved siden af leverpostejen, og med den ligestilling af alting er det svært at opretholde respekten for det, der engang var noget særligt. Det gælder autoriteter i almindelighed og staten i særdeleshed, pointerer han:

”Jeg er ikke en kulturpessimist, men i en tid, hvor staten bliver stadig mere ansigtsløs, og hvor den offentlige autoritet er vigende, er det et markant skridt, når posthusene også forsvinder og skubber os yderligere i den retning i et rasende højt tempo. Det er altså ikke mere end seks år siden, at der stadig fandtes næsten 100 posthuse rundt i landet.”

Der er også det, at posthusenes forsvinden er del af en endnu større bevægelse, påpeger Johs. Nørregaard Frandsen, nemligalle væsnernes forsvinden – med togvæsenet som det mest påfaldende. Stort set alle de gamle, små togstationer i provinsen er i dag væk eller bruges til noget andet, og det skete næsten lige så hurtigt som med posthusene. Også det har en naturlig eller i hvert fald rationel forklaring, men er samtidig lukningen af endnu en institution, hvor tjenestemændene traditionelt har stået til tjeneste ud fra en forestilling om at forbinde stat og borger.

Hertil kommer erindringstabet, som professoren kalder det, når noget af vores fælles historie går i glemmebogen, fordi de fysiske symboler ikke længere er der til at minde os om en tid, hvor postgangen var en ganske anden. Og det er faktisk vigtig viden, for det er historien, vi står ovenpå. Brevets grundform er jo ikke en sms, som Johs Nørregaard Frandsen formulerer det, og den udviklingshistorie om kommunikation og vores forhold til tid og nærhed er vigtig for at forstå, hvordan vi omgås hinanden i dag.

”Nogle traditioner forsvinder, og det er fint, for med dem forsvinder også en række stivheder og anakronismer. Man skal blot være opmærksom på, at det er traditioner som postbygninger og stationsbygninger, der har været med til at forme vores verden. Derfor er der grund til at lette på hatten på lørdag,” siger han.

Når det gule posthorn forsvinder fra gadebilledet, er det ikke blot et skilt, der forsvinder. Det er også et af de få tilbageværende ikoner på statens magt, vi har tilbage, mener professor Johs. Nørregaard Frandsen.