Aldrig har så mange unge søgt ind i den frivillige verden. Alene på frivilligjob.dk var der sidste år 12.555 ansøgninger om at arbejde frivilligt. Og jobbene skal helst være fulde af mening. Det er således en klar tendens i disse år, at unge også søger de lidt ”tungere” opgaver, eksempelvis som vågekoner og medhjælpere på hospice, forklarer Brian Skov Nielsen, konsulent i Projekt Frivillig, der er en del af Center for Socialt Frivilligt Arbejde.
En af disse unge er 20-årige Stefan Friis Hansen, oprindeligt fra Falster, men nu bosiddende i København. Forleden fik han afslag på at blive en del af vågetjenesten i Røde Kors. Han var simpelthen for ung. Den nedre grænse er 25 år, for man er nødt til at have lidt livserfaring og en robust psyke for at kunne håndtere døden og de døende så tæt på. Stefan repræsenterer alligevel meget godt den udvikling, der er sket på den mere meningstunge del af frivilligområdet de seneste par år.
For lige som mange andre unge, har han flere motiver til at arbejde frivilligt med døden. For ham er drivkraften blandt andet, at han læser til ambulanceassistent for siden at blive falckredder og slutteligt paramediciner. I det job er det meningen, han skal redde liv og hjælpe andre.
”Hvis jeg også får erfaring med at hjælpe folk til en ordentlig død, føler jeg, at jeg har været igennem det fulde forløb i mit job. Så er jeg bedst mulig rustet til at møde virkeligheden,” forklarer han.
Han har også en personlig motivation. Han var med, da hans morfar døde af kræft. Og han oplevede sin mor falde om med en hjerneblødning, da hun var 47 år. Det gjorde, at han har skullet vænne sig til tanken om døden som noget, der kan være lige om hjørnet. Og det fik ham til at se noget særligt meningsfuldt i at hjælpe mennesker til at dø på en ordentlig måde.
Endelig vil jobbet som vågekone være en naturlig del af ham og hans personlige udvikling. Han er allerede livredder, underviser fysisk og psykisk handicappede og arbejder frivilligt på et omsorgscenter for hjemløse og misbrugere.
”Det har altid været en vigtig del af mig at hjælpe andre. Og jeg har allerede oplevet så meget, at jeg føler mig psykisk godt rustet til at kunne hjælpe et døende menneske med nærvær og omsorg,” siger han.
I Røde Kors er erfaringen desuden, at vågetjenesten på flere måder passer godt til tidens ungdomskultur. For mange unge søger i dag en meget konkret måde at gøre en meningsfuld forskel på. Og der er ikke meget, der er mere konkret og meningsfuldt end at hjælpe et menneske til at finde ro i døden. Men måske lige så vigtigt, så er vågetjenesten kendetegnet ved at være meget ad hoc-præget. Der kommer en opgave, og så melder man ind, om man kan, og det passer mange bedre end eksempelvis at være besøgsven på et fast tidspunkt hver uge, siger udviklingskonsulent Tina Ingerdahl:
”Og så er der jo tale om en afsluttet opgave. Man følger et menneske til døden, og det giver mange en meget intens følelse af at gøre en forskel. De unge beskriver det som en umiddelbar tilfredshed frem for et langt sejt træk, som det er tilfældet i meget andet frivilligt arbejde.”
For nogle unge er der også noget terapeutisk ved at se døden i øjnene. Sådan er det for 25-årige Kira Puk Frandsen, der til daglig læser teologi. Hun er blevet vågekone på Amager og indrømmer gerne, at det for hende især handler om at konfrontere hendes egen dødsangst. Hun har længe kæmpet med søvnbesvær på grund af angsten og føler sig meget alene med den. Og netop fordi, det værste hun kan forestille sig, er at dø alene og bange, hjælper hun nu aktivt andre med at undgå den situation.
”Jeg læser blandt andet teologi og en del filosofi for at finde fred med min angst, og jobbet som vågekone er min måde at komme endnu tættere på døden, så jeg bedre kan konfrontere den,” forklarer hun.
