Der eksisterer to hovedfortællinger om coronakrisen. Hvilken en får herredømmet?

Den politiske debat efter coronakrisen kommer blandt andet til at dreje sig om, hvorvidt regeringen gjorde det helt rigtige under conronapandemien. Aktuelt fører regeringen den kamp, men spørgsmålet er, om oppositionen kan få skabt en ny fortælling om en regering, der gik for vidt

Et vigtigt politisk spørgsmål i de kommende måneder og år er det, som man kan kalde ”kampen om coronafortællingen”, skriver professor Peter Nedergaard.
Et vigtigt politisk spørgsmål i de kommende måneder og år er det, som man kan kalde ”kampen om coronafortællingen”, skriver professor Peter Nedergaard. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix.

Det ser ud til, at corona-pandemien – i hvert fald i Danmark – er ved at ebbe ud. Hermed er det imidlertid ikke slut med at tale om emnet. Et vigtigt politisk spørgsmål i de kommende måneder og år er det, som man kan kalde ”kampen om coronafortællingen”. Meget er på spil i den forbindelse, thi den part, der kommer sejrrigt ud af kampen, vil få lettere adgang til at beholde henholdsvis erobre regeringsmagten.

Foreløbig tegner det til, at to hovedfortællinger kommer til at dominere kampen om coronafortællingen i Danmark. Ifølge den første hovedfortælling – der har Mette Frederiksen og regeringen som vigtigste aktører – stod Danmark i marts i den situation, at en potentiel yderst farlig pandemi truede med at rulle hen over landet, hvilket kunne forårsage flere tusinde døde blandt især sårbare grupper af ældre og kronisk syge. Man skulle i den forbindelse ikke bevæge sig langt væk fra Danmark for at iagttage, hvor galt det kunne gå.

I denne prekære situation agerede regeringen resolut og måtte herunder også tilsidesætte sundhedsmyndighedernes mere forsigtige og tøvende linje. Derfor tog man en overordnet politisk beslutning om at lukke Danmark næsten ned den 13. marts.

Det var i konsekvens heraf, at pandemien blev bragt under kontrol. Smittespredningen blev kraftigt inddæmmet, og netop denne kendsgerning var også grundlaget for, at landet så småt kunne åbne for (næsten) alle aktiviteter i maj-juni-juli. Ifølge denne første hovedfortælling var det ikke andet end udtryk for rettidig omhu at nedlukke Danmark så drastisk, som man gjorde i marts. Det reddede mange liv, og det indkredsede smittespredningen, således at landet hurtigt kunne komme tilbage til normalsituationen.

Over for denne hovedfortælling står en anden, som finder støtte i og omkring nogle af de borgerlige partier. Den er ikke endnu så artikuleret som den første hovedfortælling, men det bliver den givetvis hen ad vejen, efterhånden som det normale spil mellem regering og opposition normaliseres.

Ifølge denne hovedfortælling var der behov for en nedlukning af Danmark i marts, således at coronapandemien kunne indhegnes. Problemet i den forbindelse består i, at det skete på en alt for panikagtig måde, hvor den sundhedsfaglige rådgivning blev fuldstændig tilsidesat, fordi regeringen i den grad gerne ville fremstå som politisk handlekraftig.

Ifølge denne anden hovedfortælling burde regeringen i stedet have haft is i maven og gennemført en mere fleksibel nedlukning, hvor der i særlig grad blev fokuseret på de dele af samfundet, hvor faren for smittespredning var mest akut. I stedet for at lukke Danmark ned med smedens forhammer, skulle man have gennemført nedlukningen med kirurgens skalpel. At der var tale om en panikagtig nedlukning ses – ifølge denne hovedfortælling – blandt andet af, at ikke alene nåede indlæggelserne ikke op den såkaldte røde kurve, hvor hospitalsvæsenet bryder sammen. Indlæggelserne på grund af coronasmitte holdt sig endda langt under den grønne kurve, som ellers var den forventede kurve og begrundelsen for, at alle ikke-akutte sygehusbehandlinger blev aflyst.

Samtidig har regeringen ifølge denne anden hovedfortælling været endog meget langsom med hensyn til at åbne for diverse aktiviteter i landet, hvilket skyldes frygten for, at en hurtig oplukning ville blotlægge, at den drastiske nedlukning i første omgang i virkeligheden var overdrevet.

Alt i alt er resultatet af coronakrisen efter den anden hovedfortælling, at Danmark står med en uforholdsmæssig stor regning og med ventelister på hospitalerne så langt øjet rækker uden, at der er blevet reddet nævneværdigt flere liv. Politiske hensyn i forhold til at stå godt i forhold til vælgerne har ifølge den anden hovedfortælling trumfet sundhedsfaglige og økonomiske hensyn, hvad Danmark kommer til at betale en høj pris for.

Foreløbig er første hovedfortælling helt dominerende. Regeringen har evnet at få den bredt accepteret i befolkningen, hvilket smitter af på både meningsmålinger og Mette Frederiksens popularitet. På længere sigt er det store spørgsmål, om det fortsat vil lykkes denne hovedfortælling at dominere som hidtil. Eller om den anden hovedfortælling efterhånden gør den rangen stridig og eventuelt får herredømmet.

Peter Nedergaard er professor i statskundskab ved Københavns Universitet.