Prøv avisen

Derfor er posten som Folketingets formand så attraktiv

I morgen får Folketinget sin første kvindelige formand. Og det bliver Pia Kjærsgaard, Dansk Folkepartis tidligere formand. Foto: Liselotte Sabroe.

Pia Kjærsgaard bliver Folketingets formand efter et sværdslag mellem Dansk Folkeparti og Liberal Alliance. På papiret er der ikke megen politisk indflydelse i at være formand, men der er prestige i det. Derfor kæmper partierne hårdt om posten

Dansk Folkepartis tidligere formand, Pia Kjærsgaard, ser ud til at blive udnævnt til formand for Folketinget. Efter endnu et sværdslag mellem Liberal Alliance og Dansk Folkeparti, valgte Liberal Alliance i går at støtte Pia Kjærsgaard, som dermed har flertal bestående af Folketingets borgerlige partier.

Flertallet faldt på plads, efter at Liberal Alliance først havde krævet lettelser af topskatten, men siden tog til takke med at få posten som formand for Folketingets finansudvalg.

Partiets ordfører Simon Emil Ammitzbøll erkendte, at det var en fejl at kæde formandsposten sammen med et politisk krav om topskattelettelser.

Den politiske studehandel er meget usædvanlig, når det handler om netop posten som formand for Folketinget - det fornemste hverv, folkevalgte kan opnå.

Helt overordnet betragtes det som en ærespost uden politisk betydning, men alligevel har der fra tid til anden været hård kamp om posten.

Tættest var det efter valget i 1998, da det færøske socialdemokratiske medlem af Folketinget Johannes Eidesgaard nægtede at støtte Socialdemokraternes formandskandidat Birthe Weiss. Færingen var utilfreds med Poul Nyrup Rasmussen-regeringens kurs over for Færøerne, og dermed var der lige mange mandater bag Birthe Weiss og Venstres kandidat, Ivar Hansen.

Dengang tyede man ikke til politisk købslåning om posten men trak lod om den, og Ivar Hansen blev valgt. Større ballade var der, da den konservative Erik Ninn-Hansen i januar 1989 blev formand, efter at han var trådt tilbage som justitsminister. Tamil-sagen spøgte, og blot ti måneder senere måtte han overlade formandsposten til sin partifælle H.P. Clausen, blandt andet efter skarp kritik fra Folketingets Ombudsmand. Erik Ninn-Hansen blev senere i 1995 idømt fire måneders betinget fængsel ved Rigsretten.

De to politikere er de eneste konservative formænd, Folketinget har haft. Venstre eller Socialdemokraterne har ellers haft noget nær monopol på formandshvervet, bortset fra perioden fra 1968 til 1978, hvor det tilfaldt den radikale politiker Karl Skytte.

Med Pia Kjærsgaard får Folketinget for første gang nogensinde en kvindelig formand. Det er som nævnt en post uden egentlig politisk betydning, så hvorfor er politikerne så interesserede i at få den - og hvad betyder det for folkestyret?

En profan årsag til interessen kunne være den løn, som følger med stillingen - cirka 1,4 millioner kroner om året, hvilket er det samme som statsministeren får. Sammen med den øvrige politiske ledelse, det vil sige de fire næstformand, der kaldes Folketingets Præsidium, har formanden ansvaret for at lede de godt 100 møder, der holdes i Folketinget hvert år.

Formanden repræsenterer Folketinget på udlandsrejser og tager imod den kongelige familie, når tinget indleder sit arbejde den første tirsdag i oktober. Hun tager også imod prominente udenlandske gæster, og det kan blive en særlig udfordring for Pia Kjærsgaard.

Ikke mindst i nabolandene Sverige og Tyskland kaldes Dansk Folkeparti for ”fremmedfjendsk” og ”højrepopulistisk”, og det sammenlignes i Sverige med Sverigedemokraterne, der er politisk bandlyst af de øvrige partier. Det vil nok kræve en vis diplomatisk snilde, hvis Folketinget skulle få besøg af svenske, socialdemokratiske ministre de kommende år.

Formanden er øverste chef for de omkring 400 ansatte i tingets administration, men den vigtigste opgave er at lede forhandlingerne i folketingssalen på en fair måde.

Det handler blandt andet om at påtale, hvis medlemmerne taler for længe, hvis de bander, eller hvis de glemmer at omtale hinanden i tredje person. Det sidste er en klassisk fejl blandt nye folketingsmedlemmer.

Traditionelt har der også været en forventning om, at formanden selv holder lav profil politisk, netop fordi han eller hun skal være hele Folketingets formand.

Traditionen blev udfordret af Thor Pedersen (V), der var formand fra 2007 til 2011. Han holdt ikke op med at markere sine politiske synspunkter, da han blev formand, og det fik flere partier til at kritisere ham.

Den afgående formand, Mogens Lykketoft (S), fik sat sin upartiskhed på prøve, da han i vinter skulle gå i rette med sin partifælle, daværende finansminister Bjarne Corydon. Finansministeren ville ikke udlevere fortrolige dokumenter til Folketinget om salget DONG-aktier - da han ikke havde tillid til, at Folketinget kunne holde tæt. Den mistillid blev kritiseret skarpt af præsidiet.

Tilsyneladende er det indimellem svært at holde sig ude af de politiske stridigheder fra formandsstolen. Socialdemokraternes tidligere formand, afdøde Svend Auken, var i en årrække tingets næstformand, og han havde gentagne sammenstød med politikere fra Dansk Folkeparti, som beskyldte ham for at forskelsbehandle politikerne i møderne.

I morgen bliver det så Pia Kjærsgaards tur til at fordele sol og vind og lige, men helt nyt er det ikke for hende. Hun har allerede siddet i præsidiet siden 2012. Dansk Folkeparti får den prestigefyldte post, men sænker måske også dermed en af sine mest højlydte røster i værdidebatten.

Efter valget i 1998 var man nødt til at trække lod om posten som formand for Folketinget. Her blev Venstres Ivar Hansen valgt. Foto: Keld Navntoft.