De hyggede sig svært, politikere og delegerede ved Socialdemokratiets kongres i Aalborg. Til aftenfesten blev journalister drillende spurgt, hvorfor de dog var taget til et så kedeligt møde som Socialdemokratiets, når alt det festlige foregik i Herning. Det vil sige hos Dansk Folkeparti, der ligesom De Konservative og De Radikale mødte baglandet netop denne weekend.
Og jo, Socialdemokratiets kongres var en meget fredsommelig, næsten søvndyssende affære, særligt i lyset af Dansk Folkepartis vilde magtopgør i Herning. Her lykkedes det i hvert fald i første omgang partiformand Kristian Thulesen Dahl at ride stormen af, selvom valget til partiets hovedbestyrelse kunne signalere, at balladen langt fra er forbi.
Hvad betyder det for regeringen og Socialdemokratiet, som Dansk Folkeparti i hvert fald indirekte har bragt til magten?
Kristian Thulesen Dahls berømte dobbeltinterview med S-formand Mette Frederiksen i 2017 gjorde det troværdigt for mange af Dansk Folkepartis vælgere, at de ville få den samme, stramme udlændingepolitik med en socialdemokratisk regering som med en borgerlig, og så flyttede vælgerne sig over midten.
Siden har Dansk Folkeparti også strategisk været en vigtig brik for regeringen. I social- og velfærdspolitikken har det lagt sig tæt på Socialdemokratiet, og det har givet regeringen en vigtig mulighed for at kunne navigere uden om De Radikale. Vigtigst for regeringen var, at Dansk Folkeparti sidste år medvirkede til at indføre den såkaldte Arne-pension.
Lokalt har Socialdemokratiet kunnet glæde sig over, at Dansk Folkeparti i byer som blandt andre Holbæk, Køge og Hvidovre ved valget i 2017 var med til at bringe socialdemokratiske borgmestre til magten. De borgmestre har muligvis ikke brug for Dansk Folkepartis mandater efter kommunalvalget i november, men i andre kommuner kan det blive problematisk for Socialdemokratiet, hvis Dansk Folkeparti svækkes voldsomt, og Nye Borgerlige styrkes tilsvarende.
Dermed er vi fremme ved det dilemma, som Socialdemokratiet og regeringen står i: At balladen i Dansk Folkeparti kan ramme de parlamentariske manøvremuligheder, både lokalt og på Christiansborg.
Den ene risiko er, at de interne stridigheder i sig selv handlingslammer Dansk Folkeparti, fordi man ikke tør kaste sig ud i større aftaler, så længe knivene sidder løst i både folketingsgruppe og hovedbestyrelse. Tæt beslægtet med det er, at Dansk Folkeparti nu har fået meget travlt med at understrege dets borgerlighed, som for eksempel gruppeformand Peter Skaarup gjorde meget ud af i sin tale på weekendens landsmøde. Den anden risiko er, at partiet politisk rykker så langt til højre, at det med Poul Nyrup Rasmussens tyndslidte skældsord ender med faktisk ikke længere at være politisk rigtig ”stuerent”.
Tidligere folketingsmedlem Martin Henriksen fik flest stemmer, da han lørdag stillede op til Dansk Folkepartis hovedbestyrelse, og det gjorde han med et voldsomt angreb på sit eget parti for at være blevet alt for pænt. Hvis den linje vinder, kan Mette Frederiksen få svært ved at bruge partiet til ret meget i praksis.
At det går vej, indikerede Kristian Thulesen Dahls årsmødetale lørdag. Han udfordrede statsministeren på udlændingepolitikken og nævnte en lang række punkter, hvor den angiveligt er blevet svækket i hendes regeringstid. Et af eksemplerne var utilfredshed med, at Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, var gået til fredagsbøn i en moské for at få flere muslimer til at lade sig vaccinere imod covid-19. Den kritik lå i sit indhold ikke langt fra Martin Henriksens tidligere angreb på statsministeren for at gøre reklame for islam, da hun blev coronavaccineret af en sygeplejerske med tørklæde. Et angreb, som både Kristian Thulesen Dahl og europaparlamentsmedlem Peter Kofod tidligere har taget afstand fra.
I et længere perspektiv er Dansk Folkepartis kvaler selvfølgelig også et problem for de borgerlige. De Konservatives leder, Søren Pape Poulsen, soler sig i gode meningsmålinger, og på partiets landsråd i København antydede han, at han godt kunne blive de borgerlige partiers statsministerkandidat i stedet for Venstres Jakob Ellemann-Jensen. Foreløbig tyder intet dog på, at de blå partier er i nærheden af at få flertal.
Og selv et blåt flertal bestående af ”syv små dværge” vil få svært ved at udforme et realistisk regeringsalternativ. Endnu sværere, hvis en af dværgene er et Dansk Folkeparti i hård konkurrence med Stram Kurs og Nye Borgerlige om at have den mest yderligtgående udlændingepolitik, herunder med den totale undsigelse af EU og internationale traktater.