Medierne kæmper hver dag med at finde den rigtige vinkel på en historie. Ofte beskyldes vi for at vælge den negative, men i går var det finansminister Kristian Jensen (V) og hans ministerium, der valgte den mørke side.
Ministeriet har opdateret en analyse fra sidste år, som viser det offentliges nettoomkostninger ved indvandringen. Ligesom tidligere fremgår det, at ikke-vestlig indvandring koster de offentlige kasser en formue. I 2015 var tallet 36 milliarder kroner – tre milliarder kroner mere end i 2014.
Dermed lå banen åben for Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, der på det sociale medie Twitter gruede over ”den i sandhed store byrde.” Økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille (LA) kunne reklamere for den indsats mod parallelsamfund, som regeringen vil præsentere i næste uge for at løse problemerne.
Men var det den rigtige vinkel? Tallene gemmer i hvert fald på et par andre og langt mere positive vinkler. Finansministeriet har nemlig også analyseret, hvordan det er gået med beskæftigelsen efter 2015. Beskæftigelse er helt afgørende for, om en person bidrager til de offentlige kasser eller belaster dem.
Her afsløres, at især ikke-vestlige indvandreres beskæftigelse er steget markant. Procentuelt har fremgangen for dem været dobbelt så høj som for danskere.
Samtidig er andelen af dem, der er på offentlig forsørgelse faldet med 3,4 procent. For danskere er faldet kun på omkring en procent i samme periode.
Beskæftigelsen blandt ikke-vestlige indvandrere er steget med 23.000 personer siden 2015. Det svarer stort set til væksten i antallet af ikke-vestlige indvandrere i de to år, nemlig 24.000. Matematisk set er næsten samtlige nytilkomne ikke-vestlige indvandrere fra vugge til grav dermed kommet i job. Sådan forholder det sig selvfølgelig ikke i praksis, men tallene anskueliggør fremgangen.
Interessant nok er det ikke kun mænd, der kommer i job. Også indvandrerkvindernes beskæftigelsesgrad stiger, selvom det ikke går helt så stærkt som for mændene.
Det betyder ikke, at alle problemer er løst. Indvandrere og flygtninge fra Syrien, Somalia, Afghanistan, Libanon og Irak er fortsat voldsomt udgiftskrævende, mens vestlige, kinesiske og indiske indvandrere bidrager til samfundskagen.
At en syrer i gennemsnit koster det offentlige omkring 224.000 kroner om året er måske ikke så underligt. De fleste syrere kom hertil som flygtninge i 2015, og dermed har de i praksis ikke kunnet nå at være andet end en udgift det år. Mange er børn.
Netop flygtningestrømmen i 2015 er den afgørende forklaring på, at det offentliges udgifter til ikke-vestlige indvandrere var tre milliarder kroner højere i 2015 end i 2014.
Her er den anden gode nyhed, at tilstrømningen er bremset op. Antallet af asylansøgere var knapt 3500 i 2017, det samme som i 2009 og langt under de over 20.000, der fik asyl i 2015.
Så alt taler for, at de ikke-vestlige udlændinges økonomiske belastning er faldet siden 2015. Senere kan det dog trække i den gale retning, at mange flygtninge fra 2015 nu står til at blive familiesammenført med børn og ægtefæller.
Det gode spørgsmål er: Hvorfor fejrer regeringen ikke sin jobsucces med trompetfanfare, flag og lagkage?
Finansministeren gjorde godt nok i går opmærksom på, at regeringens stramninger på kontanthjælsområdet har fået flere ud på arbejdsmarkedet, men hovedhistorien var stadig den eksorbitante regning. Regeringen har formentlig fortsat brug for de dårlige nyheder for at begrunde kommende stramninger, først i planen mod parallelsamfund. Dertil kommer, at der med garanti var opstået nye gnidninger mellem finansministeren og Dansk Folkeparti, hvis han havde underspillet den dårlige nyhed, og det har regeringen ikke brug for lige nu.
Det går imidlertid fremad, og fortsætter det, vil ikke-vestlige indvandrere blive en offentlig overskudsforretning inden for 10-15 år. Så højt vokser træerne næppe, men allligevel...