Sådan får du en god jul i skilsmissefamiliens skød

Accepter dine følelser, nedsæt konfliktniveauet og lav dine egne traditioner. Sådan lyder nogle af parterapeut Maj Wismanns råd til, hvordan man som skilsmissefamilie får en god og konfliktfri jul

Det er ikke op til små børn selv at vælge, hvor de vil holde jul. Det er ikke deres ansvar og slet ikke et valg, de skal træffe, lyder et af Maj Wismanns råd. Modelfoto.
Det er ikke op til små børn selv at vælge, hvor de vil holde jul. Det er ikke deres ansvar og slet ikke et valg, de skal træffe, lyder et af Maj Wismanns råd. Modelfoto.

Valget mellem mor og far, to juleaftener, koordinering af gaver og afsavn.

Juletiden kan være højsæson for konflikter - særligt i skilsmissefamilier.

Men det er muligt for familier med fraskilte forældre og delebørn at få en lykkelig og rolig jul, hvis man som forældre handler med omtanke. 

Online parterapeut Maj Wismann har udarbejdet en guide til, hvordan man bedst håndterer julen som skilsmissefamilie.

Her er hendes syv bedste råd til, hvordan man kommer helskindet gennem julen som skilsmissefamilie:

1. Nedsæt konfliktniveauet: Hvis du kan mærke, at situationen er ved at gå i hårdknude, når I skal planlægge julen, så sørg for at holde bolden på egen banehalvdel. Se på, hvad der er dit eget ansvar i, at en konflikt overhovedet opstår. Der skal to parter til at optrappe en konflikt, og den eneste adfærd, du kan ændre på, er din egen.

Nogle gange er det en god idé at sige: "Jeg skal lige have en pause fra samtalen og samle mine tanker, jeg ringer igen om 30 minutter.”

2. Evaluer: Hvis det ikke er den første jul efter din skilsmisse, så lav en evaluering af, hvordan det gik sidste år. Hvad fungerede og hvad fungerede ikke? For eksempel er det en rigtig god idé at begynde dialogen med din eks i god tid, så der er styr på alle aftaler, inden juledagene begynder. Det mindsker risikoen for, at der opstår misforståelser. 

3. Accepter dine følelser, men lad være med at dyrke dem: Selvom du måske savner dine børn ekstremt meget, så er der forskel på at lade alle dagene gå i stå, sidde og savne døgnet rundt og så at gå ud i verden og gøre det, der kan hjælpe dig til at få en god jul. Det handler ikke om at ignorere de følelser, du har, men om, at du ikke behøver at mærke dem hele tiden.

Dine børn har bedre af, at du har en god jul, end at de ved, at du sidder og savner dem. En god jul kommer, fordi du beslutter dig for, at du vil have en god jul og bevidst går efter de ting, der kan give dig det, selvom dine børn holder jul et andet sted.

4. Lav dine egne traditioner: Beslut dig for, hvordan du gerne vil have, at julen skal være og gå efter det. Traditioner kommer ikke flyvende ind ad vinduet af sig selv. Det er noget, der bliver skabt.

Hvilke traditioner synes du kunne være hyggelige? Måske skal du tilbringe hver anden jul sammen med børnene og hver anden jul sammen med andre i samme situation som dig. Så er du sikker på aldrig at sidde alene. Det er kun dig, der ved, hvad en god jul er for dig – også selvom du har en følelse af savn. 

5. Lad ikke små børn bestemme selv: Det er ikke op til små børn selv at vælge, hvor de vil holde jul. Det er ikke deres ansvar og slet ikke et valg, de skal træffe. Fortæl børnene, om de skal være hos far eller mor juleaften og bak op om det – uanset om det er din eller din eks’ tur til at have børnene juleaften. Min egen søn holdt jul på skift indtil han fyldte 12 år – så bestemte han selv. 

6. Opfør dig voksent: Det lyder hårdt, men virkeligheden er, at man kommer langt med en ordentlig og voksen adfærd. Det er ikke om formiddagen juleaften, man skal begynde at diskutere, hvorfor der ikke var regntøj i børnehaven i dagene op til jul. Alt kan siges pænt, og der er mange konflikter, der sagtens kan udsættes til et tidspunkt, hvor det er bedre at tale om det.

Er det din eks, der sætter gang i konflikterne, så sig: "Ved du hvad, jeg vil rigtig gerne tale med dig om det, men skal vi ikke sige, at jeg ringer den 26. om aftenen klokken 20.00, og så får vi styr på det dér."

7. Hold jul sammen, hvis I føler for det: For nogle skilsmissefamilier er julen helt uproblematisk. Særligt hvis der endnu ikke er nye partnere inde i billedet. For nogle par fungerer det at fortsætte med at fejre julen sammen de første år efter skilsmissen – for andre er det et absolut ”no go”. Men hvis det kan fungere for jer, så kan det være en god måde at løse situationen på til glæde for både børn og voksne.