En ung muslim tager et våben og skyder nogle tilfældigt forbipasserende for at hævne Profeten. Han ser det som sin pligt. I den fortælling, eller det narrativ, han har om sig selv, er det i orden at slå ihjel, når det tjener et højere formål.
Der er – i hans optik - legitime grunde til at udføre den kriminelle handling.
»Forskning har vist, at nogle narrativer motiverer og legitimerer kriminalitet. Narrativer er en måde, vi bruger til at organisere vores erfaringer på og forstå os selv. De er vigtige, fordi de er med til at fastlægge, hvordan vi ser os selv og vores omgivelser og som følge deraf handler fremadrettet,« fortæller Ditte Andersen, der som postdoc arbejder med socialforskning ved SFI – Det nationale Forskningscenter for Velfærd, til Videnskab.dk
Hun har netop modtaget støtte fra Det Frie Forskningsråd til at undersøge, hvordan narrativer bliver brugt af unge kriminelle og af professionelle fra de velfærdsinstitutioner, der omgiver dem. Projektet er tilknyttet SFI og påbegyndes i efteråret 2015.
Centralt står undersøgelsen af, hvordan de professionelles narrativer – altså deres opfattelser og fortællinger om de unge – står bag de beslutninger og tiltag, der sættes ind med.
Skal en ung småkriminel bag tremmer eller have hjælp til at finde et job?
LÆS OGSÅ: Gernerthed forsinker kriminel debut
Om de unge bliver mødt som ofre eller gerningsmænd, har stor betydning for, hvordan de ser sig selv og verden. Det kan bestemme, om den kriminelle løbebane fortsætter eller bliver afbrudt. En narrativ er nemlig ikke statisk, men ændrer sig hele tiden under påvirkning af andres opfattelse og i samspillet med det, vi møder.
»De unge bruger og formes af de professionelles fortællinger. I Norge har vi for eksempel set, at en overdreven offer-fortælling kan virke negativt, mens det at give de unge nogle ting at være stolte af, gør det modsatte,« siger Sveinung Sandberg fra Oslo Universitet.
LÆS OGSÅ: Kan man stole på en mentalundersøgelse?
Han står i spidsen for den relativt nye forskningsretning 'narrativ kriminologi', som danner den teoretiske baggrund for Ditte Andersens projekt. Den narrative kriminologi undersøger, hvordan personlige fortællinger påvirker og sætter handlinger i værk og de sociale konsekvenser heraf.
»En narrativ, hvor man har en selvforståelse af at være en billardkugle, som bliver skubbet rundt af andre uden selv at have magten til at ændre det, gør det sværere at sige fra over for kriminalitet og tage ansvar for egne handlinger,« forklarer Ditte Andersen.
Narrativen kan, som i tilfældet med den radikaliserede unge muslim, legitimere voldelige udbrud, men kan modsat også være med til at fremme lovlydighed og sund udvikling. En ung, der ser sig selv som mønsterbryder, kan bruge fortællingen om sig selv som en, der trodser forhindringer, til at få brudt med det kriminelle spor.
LÆS OGSÅ: Du kan blive dømt for ikke at gøre noget
Kernen i Ditte Andersens analyse er, hvad der bliver sagt og gjort, når de forskellige sociale-, medicinske-, og retslige institutioner sætter sig rundt om et bord for at lave en helhedsorienteret plan for eksempelvis en 18-årig ung mand, som er kommet på kant med loven.
»Psykiateren vil måske mene, at han er et offer på grund af livslangt omsorgssvigt og derfor skal have behandling, mens retssystemet ønsker at sanktionere med for eksempel fængsel,« forklarer Ditte Andersen.
Læs flere spændende perspektiver på projektet på Videnskab.dk