Sådan har tidligere pandemier sat spor i vores byer

Store sygdomsudbrud har gennem tiden ikke kun resulteret i medicinske fremskridt, men også i udformningen af alt fra bykvarterer til skoler og slagtehuse

"Kartoffelrækkerne" i København blev for eksempel bygget som en konsekvens af den koleraepidemi, der i 1853 kostede cirka 5000 mennesker livet.
"Kartoffelrækkerne" i København blev for eksempel bygget som en konsekvens af den koleraepidemi, der i 1853 kostede cirka 5000 mennesker livet. . Foto: Oscar Scott Carl/Ritzau Scanpix.

Når man i dag hører navnet Kartoffelrækkerne, vil mange sandsynligvis tænke på et gammelt og populært byområde i København. Boligkvarteret er ganske rigtigt også et af de mest attraktive i hovedstaden, og de små huse er kendt for at være beboet af toppen af den kreative klasse – og dem, der ellers har råd til en adresse i gaderne.

Færre ved måske, at Kartoffelrækkerne blev bygget som en konsekvens af den koleraepidemi, der i 1853 kostede cirka 5000 mennesker livet. Men boligkvarteret er ikke desto mindre et eksempel på, hvordan store sygdomsudbrud ikke kun resulterer i nye hygiejneregler og vacciner, men også manifesterer sig i beton og bygningskunst. Hvis man vil vide hvordan, kan man i disse dage deltage i arkitekturfestivalen CAFx, som er Skandinaviens største og byder på en række arrangementer i København og Aarhus. Under temaet ”Omsorgens Landskaber” sætter festivalen blandt andet fokus på, hvordan man kan tegne bygninger og indrette byer efter menneskers mentale og fysiske helbred, fortæller festivaldirektør Josephine Michau.

”Arkitektur og sundhed har altid gået hånd i hånd, men det seneste år er forbindelsen blevet mere præsent. For pandemier har i høj grad påvirket vores måde at bygge og indrette os på, og spørgsmålet er, hvilket aftryk coronakrisen kommer til at sætte på byerne,” siger hun.

Af epidemier er det særligt koleraen i 1800-tallet, der har sat et mere permanent præg på de større danske byer, siger Mikkel Thelle. Han er lektor ved center for byhistorie ved Aarhus Universitet og deltager selv i et arrangement på festivalen.

Som eksempel nævner han oprettelsen af bykvarterer som Kartoffelrækkerne og Brumleby i København.

”Under koleraudbruddet kom der blandt andet fokus på de mange arbejdere, som på det tidspunkt flyttede til byen og levede under små og dårlige forhold. Smitten var høj blandt den gruppe, og derfor besluttede velstående borgere sig for at hjælpe de fattige familier til at kunne bo i boligområder med adgang til rent vand og friskere luft. Man vidste, man var nødt til at tage sig af de svagere klasser, hvis man skulle sikre bedre hygiejne i hele samfundet,” siger han.

Efter koleraepidemien fik København også et nyt kommunehospital, et vandværk og et bedre kloaksystem, da man blev opmærksom på vand som smittespreder. Og så medførte epidemien ifølge Mikkel Thelle en række nye slagtehuse i både Aarhus, Odense, København og Aalborg, da man havde behov for bedre at kunne kontrollere slagtningen og parteringen for dermed at undgå sygdomme. Derudover betød sygdomme som tyfus, børnelammelse og kopper, at skoler, børnehaver og plejehjem blev indrettet, så der var plads til behandling og forebyggelse med læger og sundhedsplejersker i bygningerne.

Og hvad kan man så forestille sig, at coronakrisen kommer til at sætte af aftryk på de danske byer? Spørger man Jakob Brandtberg Knudsen, der er dekan på Det Kongelige Akademi, bliver indeklima et nøgleord.

”En erkendelse, vi har gjort os under coronakrisen, er, at det er vigtigt, hvordan bygninger kan ventileres godt. Et godt indeklima er vigtigt, hvis man skal undgå, at smitsomme sygdomme spreder sig. Når levetiden i Danmark er øget så dramatisk de seneste 100 år, skyldes det ikke kun medicinske gennembrud, men i høj grad også forbindelsen mellem arkitektur og ingeniørkunst,” siger han.