Sådan oplevede politimanden ugen, der rystede Danmark

Ingen af os var mentalt forberedt på den her situation, fortæller den 56-årige politiassistent John Hansen, der i sidste uge måtte tage imod flygtninge og stenkast på Rødbyhavn. På få dage mærkede han situationens håbløshed og nogle danskeres fjendtlighed mod politiet

Jeg tror ikke, det danske samfund er gearet til at tage så mange, og det danske politi har ikke ressourcerne. Men flygtningestrømmen er en kæmpe udfordring for Europa, og personligt synes jeg, alle er forpligtede til i en eller anden grad at hjælpe de her mennesker, mener politiassistent John Hansen efter en kaotisk uge, hvor politiet pludselig skulle håndtere hundredevis af flygtninge i Rødbyhavn.
Jeg tror ikke, det danske samfund er gearet til at tage så mange, og det danske politi har ikke ressourcerne. Men flygtningestrømmen er en kæmpe udfordring for Europa, og personligt synes jeg, alle er forpligtede til i en eller anden grad at hjælpe de her mennesker, mener politiassistent John Hansen efter en kaotisk uge, hvor politiet pludselig skulle håndtere hundredevis af flygtninge i Rødbyhavn. Foto: Ole Jensen/Demotix og privatfoto.

Tirsdag den 8. september om morgenen ankom jeg til Rødbyhavn. Flere af mine kolleger havde været der siden søndag og taget imod de første flygtninge, der kom med færgen fra Puttgarden i Tyskland, og andre var blevet sendt ud for at sikre, at de migranter, der gik langs motorvejen, ikke kom til skade.

Situationen var ikke helt fremmed for mig. Da jeg i 1985 startede hos Nykøbing Falster politikreds, var en af mine første opgaver nemlig at hjælpe til, da iranske flygtninge strømmede fra Østtyskland til Gedser.

På den måde var jeg måske mere forberedt på, hvad der ventede mig ved Rødbyhavn, for jeg vidste, hvor kompleks situationen var, når mange mennesker kom til et fremmed land. Men det skulle vise sig at være anderledes i Rødby.

Der var allerede kommet mange flygtninge til Rødbyhavn søndag og mandag, og antallet steg hurtigt i løbet af tirsdagen.

Politiets opgave var at registrere dem, der ankom, tage deres fingeraftryk og lave politiberetninger, om hvor de kom fra, og hvad deres formål var. Men der var for mange til, at vi kunne håndtere situationen, og mange blev i stedet bare indkvarteret i sportshallen i Rødby, hvor beredskabsstyrelsen og hjælpeorganisationer havde sørget for tæpper, de kunne sidde på.

Først på aftenen kom der mange danskere til Rødby. Flere venligtsindede mennesker havde medbragt forskellige effekter til dem, som opholdt sig i sportshallen, men vi måtte ikke lade dem komme i kontakt med flygtningene. Der blev ved med at komme flere, og vi måtte tilkalde assistance og spærre vejene af sikkerhedshensyn.

Nogle af de tilstedeværende blev ophidsede og mente, vi skulle lukke menneskerne ud af hallen og lade dem tage videre til Sverige.

De startede en uanmeldt demonstration, og vi politifolk måtte stille os op som en mur ved indkørslen til sportshallens parkeringsplads. Samtidig var flere ikke-venligtsindede danskere dukket op, og de begyndte at kaste med sten og flasker efter os.

Ingen af os var mentalt forberedt på den her situation. Et flertal af betjentene havde ligesom mig selv ingen form for beskyttelse på, ingen hjelme, og det var et tilfælde, at ingen civile eller kolleger blev ramt.

Politiets opgave var at registrere dem, der ankom, tage deres fingeraftryk og lave politiberetninger, om hvor de kom fra, og hvad deres formål var. Men der var for mange til, at vi kunne håndtere situationen, og mange blev i stedet bare indkvarteret i sportshallen i Rødby, hvor beredskabsstyrelsen og hjælpeorganisationer havde sørget for tæpper, de kunne sidde på, fortæller John Hansen.
Politiets opgave var at registrere dem, der ankom, tage deres fingeraftryk og lave politiberetninger, om hvor de kom fra, og hvad deres formål var. Men der var for mange til, at vi kunne håndtere situationen, og mange blev i stedet bare indkvarteret i sportshallen i Rødby, hvor beredskabsstyrelsen og hjælpeorganisationer havde sørget for tæpper, de kunne sidde på, fortæller John Hansen. Foto: Jens Nørgaard Larsen

Demonstrationen og den fjendske stemning tirsdag aften var det, der kom mest bag på mig ved hele flygtningesituationen i Rødby. Jeg har oplevet lignende optøjer i København, men ikke på Rødbyhavn.

Inde i sportshallen affandt størstedelen af flygtningene sig med situationen. Nogle forsøgte at komme ud gennem vinduerne, hvilket gjorde det nødvendigt at have bevogtning hele vejen rundt om hallen, og samtidig måtte vi gøre os umage med at holde migranterne adskilt ud fra deres ankomst til Danmark, da vi kun må tilbageholde dem i 3 gange 24 timer.

Først efter det blev mørkt, blev forsamlingen udenfor opløst, og klokken to om natten tog jeg hjem og sov. Da jeg mødte ind onsdag formiddag, var der opstået en ny situation i Rødby. To tog var ankommet ved perronen i løbet af natten, og migranterne i dem ville ikke ud, men direkte videre til Sverige. Da vi i Danmark ikke fjerner nogen med magt, kunne vi ikke gøre andet end at lade togene holde stille.

Det var forholdsvis varmt den onsdag, og i løbet af dagen blev nogle børn så dårlige, at vi må sende lægehjælp ind i togene. Nogle forsøgte at løbe fra togene, mens resten samlede sig bagerst i vognene. De hygiejniske forhold blev værre, og vi måtte tilkalde slamsugere til at tømme de tilstoppede toiletter.

Senere på dagen dukkede en tredje togfærge op fra Puttgarden, men da de to andre tog stadig holdt stille, var der ikke plads til toget på perronen.

Det var på det tidspunkt, mens færgen lå i havn med toget, at jeg for alvor indså, hvor håbløst det egentlig var. Vi havde to tog holdende med omkring 100 migranter i hver, som ikke ville ud, og vi kunne ikke gøre noget. Vi kunne ikke bruge fysisk magt, tage børnene ud i håndjern eller bruge peberspray. Situationen var fastlåst, og jeg kunne ikke se, hvordan vi skulle få løst den gordiske knude, uden det ville udvikle sig til en katastrofe.

Efter lang tids kommunikation via tolke fik vi overtalt migranterne til at forlade togene og gå ind i de busser, der stod klar til at køre dem til sportshallen.

Mange af migranterne havde været udsat for en hårdhændet behandling i andre lande, så vi gjorde meget for at få skabt en relation. Jeg tror, de forstod, at vi ikke var fjender, da de så, hvordan vi hjalp de ældre ægtepar ned ad togtrapperne, bar kufferter ind i bussen for dem og satte os ned og skabte en relation til børnene.

Jeg var med til at bære kufferter og hjælpe gamle mennesker og en mand i kørestol af toget. Nogle af flygtningene gjorde et særligt stort indtryk på mig. Det var manden i rullestolen, de ældre, der næsten ikke kunne gå, og familier med børn der ikke var mere end to måneder gamle.

De var flygtet og havde forladt hus, job og familie, fordi deres eksistens var truet, og jeg kunne ikke lade være med at tænke på, hvad de havde været igennem.

"Vi havde to tog holdende med omkring 100 migranter i hver, som ikke ville ud, og vi kunne ikke gøre noget. Vi kunne ikke bruge fysisk magt, tage børnene ud i håndjern eller bruge peberspray. Situationen var fastlåst, og jeg kunne ikke se, hvordan vi skulle få løst den gordiske knude, uden det ville udvikle sig til en katastrofe."
"Vi havde to tog holdende med omkring 100 migranter i hver, som ikke ville ud, og vi kunne ikke gøre noget. Vi kunne ikke bruge fysisk magt, tage børnene ud i håndjern eller bruge peberspray. Situationen var fastlåst, og jeg kunne ikke se, hvordan vi skulle få løst den gordiske knude, uden det ville udvikle sig til en katastrofe." Foto: Jens Nørgaard Larsen

Jeg fik fri 21.30 om onsdagen og var dermed ikke til stede, da vi samme aften fik en melding fra centralt hold om, at migranterne nu måtte køre videre til Sverige uden at blive registreret.

Mine kolleger har fortalt, at der var kaos i Rødby, fordi alle ville af sted samtidig, og mange danskere stod klar til at køre dem. Mange af de betjente, der var på vagt denne aften, havde også været med dagen forinden, hvor de risikerede at blive ramt af sten og flasker for at garantere, at migranterne blev i sportshallen. Mange følte, deres arbejde var spildt.

Torsdag var situationen i Rødby mere rolig. Mange flygtninge var begyndt at tage over Sønderjylland og Kiel i stedet, så der er mindre pres på hos os, og de tog, der kom, skulle vi nu bare observere og sende videre.Jeg har ikke været ved havnen siden, da jeg havde andre opgaver i Nykøbing Falster.

Men ligesom mange andre skal jeg formentlig af sted igen. Situationen er stadig kompleks, men vi har ikke samme antal flygtninge som i starten af sidste uge.

I kraft af min stilling som tillidsmand har jeg hørt fra mange kolleger, at de har følt sig pressede over at få ændret arbejdsskema med kort varsel. De har fået inddraget weekender, og flere er blevet trukket ud af andre sammenhænge for at få et lynkursus i sagsbehandling, så de kunne hjælpe til i Rødby.

Den største forskel mellem situationen i Rødby og flygtningestrømmen i Gedser i 1985 er, at der ikke var lige så meget mediefokus dengang. Medierne har været til stede hele tiden, og selvom vi var forberedt på, at der ville komme flygtninge til Danmark, så troede vi ikke, der ville komme så mange som i sidste uge.

Jeg tror ikke, det danske samfund er gearet til at tage så mange, og det danske politi har ikke ressourcerne. Men flygtningestrømmen er en kæmpe udfordring for Europa, og personligt synes jeg, alle er forpligtede til i en eller anden grad at hjælpe de her mennesker.