Prøv avisen

Socialdemokrat: Sådan overlever Udkantsdanmark

Kaare Dybvad mener, at det er vigtigt med uddannelsesmuligheder i provinsen, fordi det kan være med til at sikre kvalificeret arbejdskraft til eksportindustrien, som i høj udstrækning er placeret ude i det danske land. Foto: Sophia Juliane Lydolph

Hvad skal der til for at skabe balance mellem de danske landsdele? Ifølge Kaare Dybvad (S) skal de videregående uddannelser placeres ude i landet, så de er der, hvor behovet og virksomhederne er

Udkantsdanmark er med regeringens udflytningsplaner endnu engang blevet et varmt emne. Men for første gang i mange år handler det ikke om, at man flytter hospitaler og lukker skoler, men derimod at 3900 offentlige arbejdspladser flytter ud af København.

Det mener Kaare Dybvad, folketingsmedlem for Socialdemokraterne og cand.scient. i geografi, er en god ide. Han udgav sidste år bogen ”Udkantsmyten”, som er et opgør med myten om, at fremtiden tilhører de store byer.

Provinsen og Danmark som helhed kan stadig reddes, men første skridt på vejen er at erkende, hvordan virkeligheden ser ud, og at det ikke er noget, som sker af sig selv, lyder det fra Kaare Dybvad:

”Man kan sætte ind på mange forskellige fronter, men det er jo ikke noget, der sker fra den ene dag til den anden. Det er vigtigt at forstå, at vores samfund som helhed bliver fattigere, hvis vi bliver ved med at centralisere.”

Men hvad skal der til for at skabe balance mellem land og by? Ifølge Kaare Dybvad er uddannelse en afgørende faktor. I Lemvig Kommune er det kun 12,5 procent af de unge, som ikke får en ungdomsuddannelse. I Frederiksberg Kommune er tallet derimod 25 procent, på trods af at alle faktorer taler for, at der burde være mange unge på Frederiksberg, som får en uddannelse.

”Det er paradoksalt, at vi i mange år har centraliseret og prioriteret de store byer, når det viser sig, at det er der, de unge er dårligst til at få en uddannelse. Hvis 25 procent af vores unge ikke får en uddannelse, er det ikke kun et spørgsmål om milliarder, men hvorvidt vi kan have et velfærdssamfund,” forklarer Kaare Dybvad.

Han mener, at årsagen er, at man i storbysamfund lever mere uforpligtende i forhold til sine omgivelser. I små bysamfund er der derimod en større social konsekvens af de ting, man gør. Derfor føler de unge i storbyerne måske ikke så stor en konsekvens ved for eksempel at droppe ud af gymnasiet som unge, der bor i mindre byer.

”Sociologen Robert Putnam konkluderer, at den sociale kapital og de små samfund er det, der gør, at man som nation lykkedes. Jeg tror, at det er de små samfund, der gør, at vi i Danmark i høj grad lykkes med en masse ting,” siger Kaare Dybvad.

For at styrke det efterlyser Kaare Dybvad en politik, som i mindre grad prioriterer de store byer. På det uddannelsespolitiske område betyder det, at man skal holde op med at lukke videregående uddannelser i provinsen. For selvom de unge i en mindre by som Lemvig får en ungdomsuddannelse, er det også vigtigt, at der er mulighed for at læse videre, hvis der også i provinsen skal være kvalificeret arbejdskraft til de virksomheder, som efterspørger den.

”Det, vi bør gøre, er at indrette vores uddannelsessystem, så det bliver interessant for universiteterne at lægge uddannelserne der, hvor virksomhederne er, og der hvor vi har behov for videregående uddannelser,” lyder løsningsforslaget fra Kaare Dybvad.

Han forklarer, at mange af de danske eksportvirksomheder ligger ude i landet. Det gælder for eksempel Novo Nordisk, som har en afdeling i Kalundborg. Her ansætter man hvert år 250 nye medarbejdere, og det er Danmarks hurtigst voksende industriområde. Men ifølge Kaare Dybvad har virksomheden problemer med at tiltrække kvalificeret arbejdskraft, og da Novo Nordisk investerede seks milliarder kroner i en fabrik i USA, var det netop med den argumentation, at de ikke kunne få den nødvendige arbejdskraft i Kalundborg.

”Mit svar er, at man opretter en uddannelse i Kalundborg, så unge mennesker, som har lyst til at bo der, også kan få en uddannelse og et arbejde hos for eksempel Novo Nordisk. Og at vi på den måde sørger for at fastholde arbejdspladserne, som virksomhederne skaber,” forklarer han.

I Sønderborg, som er en eksporttung by, har Syddansk Universitet i flere år haft en afdeling. Og ifølge Kaare Dybvad er årsagen, at Danfoss hvert år betaler et millionbeløb til Syddansk Universitet. Det samme gør sig gældende i Herning, hvor Aarhus Universitet har en afdeling og bliver betalt af kommunerne for at opretholde den.

”Det er mærkværdigt, at de to mindste byer, hvor vi har universitetsafdelinger, også er de to byer, hvor der bliver betalt for at have dem,” siger Kaare Dybvad.

Han mener ikke, at staten skal give universiteterne bonusser for at opretholde afdelinger i provinsen. Uddannelsesinstitutionerne skal i stedet belønnes for at sikre, at de nyuddannede får et relevant job inden for det område, de er uddannet. Og her mener Kaare Dybvad, at man kan hente inspiration fra Sverige. For når de svenske uddannelsesinstitutioner vil oprette nye eller udvide eksisterende uddannelser, skal de ansøge om det og komme med en vurdering af, hvor stor en del af de studerende, man regner med får et relevant arbejde.

Hvis det forventede mål ikke opnås, må uddannelsesinstitutionen betale pengene tilbage til staten. Det sikrer, at universiteterne ikke bare optager så mange som muligt, men sørger for, at de studerende kan få et relevant arbejde bagefter, forklarer Kaare Dybvad:

”Det synes jeg, vi kunne lade os inspirere af i Danmark. Jeg tror, det automatisk vil betyde, at de videregående uddannelser i provinsen vil blive styrket”.

Foto: Petra Theibel Jacobsen
Foto: Petra Theibel Jacobsen