I løbet af de seneste år har psykiatrien i Danmark i stigende grad fået besøg af samfundets yngste borgere.
Antallet af børn og unge under 18 år, som har været i kontakt med psykiatrien, er steget med 40 procent fra 2008 til 2018 ifølge Indenrigs- og Boligministeriet.
Selvom det er vanskeligt at svare på, hvorfor udviklingen er gået i den retning, er det nærliggende at rette blikket mod vuggestuerne, vurderer blandt andre professor emeritus i socialpsykologi på Aarhus Universitet Per Schultz Jørgensen.
Siden 1960’erne og 1970’erne har Danmark gennemløbet en social og kulturel ”revolution”, der ikke mindst handler om en individualisering, forklarer professoren. Det har ændret familien, opdragelsen og dannelsesprocessen – og her kommer børnepasningen ind i billedet.
”Danmark har en verdensrekord, når det gælder om at sende mange børn i daginstitution. Det gør, at hvert enkelt barn tidligt har et stort pres hvilende på sine egne skuldre, som fortsætter op gennem skolen og den videre uddannelse. Vi har et supermoderne samfund, hvor karriere fylder meget for mange forældre, men det har nogle kolossale udfordringer. Og dem betaler børn og unge en pris for,” siger Per Schultz Jørgensen, som understreger, at der er en række faktorer, der tilsammen kan bidrage til forståelsen af, hvorfor så mange børn og unge ender i psykiatrien.
Men det er ”tabuiseret” at rejse spørgsmålet, om det mon har negative konsekvenser, at vi i dag sender børn tidligere i daginstitution. Det pointerede psykiater Søren Lecker og psykolog Kirsten Callesen tirsdag i et debatindlæg i Kristeligt Dagblad og konkluderede:
”Den nuværende pasningsmodel af børn, som er et til tre år gamle, medfører, at flere børn får angst og udviklingsforstyrrelser som autisme og ADHD,” skriver de.
Ole Henrik Hansen, som er lektor i småbørnspædagogik ved Danmarks institut for pædagogik på Aarhus Universitet, understreger, at der ikke er forskning, som kan svare på, om institutionaliseringen har den konsekvens, at flere børn og unge får psykiske problemer.
”Men det er ikke det samme, som at det ikke er sådan. Vi ved det bare ikke endnu,” siger han og tilføjer:
”Daginstitutionerne er blevet mere pressede, og børnene har ofte en lang arbejdsdag i vuggestuen eller børnehaven. Især sårbare og udsatte børn har behov for tryghed, genkendelighed og stimulering, og hvis de ikke får det, vil de givetvis få det sværere,” siger Ole Henrik Hansen.
Børns trivsel i de første leveår er helt afgørende, forklarer Per Schultz Jørgensen, og derfor kan det være et problem for især de sårbare børn, hvis de ikke oplever at få den omsorg, som de har brug for.
”De første år lægger fundamentet til de svage eller stærke sider, man får, så det er utrolig vigtigt, at de sociale kompetencer, man opbygger, bliver solide og gode. Og det kræver, at der er støttende voksne omkring barnet,” siger han og påpeger, at flere pædagoger ikke er en snuptagsløsning.
Når institutionerne bliver pressede, og færre pædagoger skal tage hånd om flere børn, bliver de sårbare børn også lettere presset. Resultatet er, at psykiske problemer som autisme også begynder at træde frem, når der ikke er nok omsorgspersoner til at sørge for, at børnene har det trygt og godt.
Det mener Heidi Thamestrup, tidligere formand i Landsforeningen Autisme og forstander på Højtoft i Hillerød, der er et bosted for folk med autisme.
”Det er soleklart, at en stigende institutionalisering går ud over børn, som ikke har den samme robusthed som andre børn. Når autister ikke har det godt, begynder de at få nedsmeltninger, som kunne undgås, hvis de trives og ikke blev udsat for stress. Man skal vide, at nogle børn har en særlig sårbarhed, som de har brug for, at der bliver kompenseret for,” siger hun.
Men hun mener ikke, at det er, fordi vilkårene i institutionerne er stressende, at flere børn bliver diagnosticeret med autisme. Autisme er en neurologisk diagnose, hvilket betyder, at de kemiske forbindelser i hjernen hos folk med autisme er sat anderledes sammen end hos folk, som har en mere typisk hjerne.
Samtidig er autisme arveligt, og derfor mener Heidi Thamestrup ikke, at stigningen i diagnoser skyldes, at flere folk får autisme. I stedet er der flere folk, som tidligere ville gå under diagnose-radaren, som i dag oplever så store problemer i deres hverdag og i institutionerne, at de har brug for at blive diagnosticeret.
”Der går en masse autister rundt, som har det rigtig fint. Det er først, når man får det svært, at man får en diagnose. Jeg tror, det handler om, at vi har en struktur i samfundet, hvor det er sværere at være menneske, og man skal kunne meget mere for at klare sig. Under de vilkår er det svært at have en anderledes hjerne,” siger hun.