Hvorfor valgte I overhovedet at få børn? Det spørgsmål har Rikke mange gange stillet sine forældre, fordi hun har følt sig svigtet på grund af sin mors alkoholmisbrug og faderens omsorgssvigt. Store dele af barndommen tilbragte hun på børnehjem. Kort efter at hendes mor stoppede med at drikke og begyndte at leve et mere almindeligt liv, døde hun af en blodprop. Hun blev kun 48 år. Det skete kun to måneder efter, at Rikke var blevet gravid med sit første barn. Rikke følte sig alene i verden og svigtet af det sociale system.
”Du kan næsten ikke nævne noget grimt, som jeg ikke har oplevet. Min mors misbrug, grov vold fra en tidligere kæreste og misbrug af hårde stoffer. Men stofferne droppede jeg helt, da jeg blev gravid som 17-årig. Jeg tænkte: ’Enten får du et dødfødt barn, eller også tager du dig sammen.’ På den måde blev min ældste søn min redning,” fortæller Rikke, der er 32 år, bor i Assens Kommune på Fyn og vil være anonym, fordi hun ikke ønsker, at alle i lokalsamfundet skal kende hendes historie.
I dag er Rikke alenemor til fire børn på 6, 10, 11 og 15 år. Havde det ikke været for Assens Kommunes særlige indsats i projekterne Hel Familie og Job og Familie, var hendes egne børn sandsynligvis blevet anbragt. Eller som Rikke udtrykker det:
”Jeg er nok en af dem, statsminister Mette Frederiksen (S) tænker på, når hun taler om, at flere børn skal fjernes tidligere.”
I 2015 var den ældste af Rikkes sønner på nippet til at blive anbragt i en plejefamilie. Han blev ligesom sin lillebror indkaldt til videoafhøring. Assens Kommune havde modtaget en underretning om, at Rikke havde taget sine børn hårdt i armen. Rikke selv afviser, at hun har udøvet vold mod børnene.
Rikke blev spurgt, om hun ville acceptere en frivillig anbringelse af den ældste søn, men hun svarede nej. Han kom i en aflastningsfamilie, men blev senere hjemgivet, og Rikke hørte ikke mere om beskyldningerne.
Efter sønnens hjemgivelse blev hun indkaldt til et møde på rådhuset, hvor hun fik Theis Hjelmsted som koordinerende sagsbehandler.
”For første gang oplevede jeg, at nogen lyttede til mig,” fortæller hun.
Hvor behandlingen af Rikkes sag tidligere var foregået adskilt i beskæftigelsesforvaltningen, der ville have Rikke i job, og i familieafdelingen, der håndterede Rikkes og børnenes problemer uden at koordinere med beskæftigelsesforvaltningen, satsede ”Hel Familie” og siden projektet ”Job og Familie” på en indsats, hvor et team af sagsbehandlere samarbejdede om at få løst familiens problemer.
Rikkes næstældste søn lider af adhd og blev sendt til udredning og behandling på en børnepsykiatrisk afdeling. Den ældste søn fik en psykolog. Der blev skaffet en ny aflastningsfamilie, fordi Rikkes samarbejde med den tidligere ikke fungerede. Da Rikke på et tidspunkt havde tandpine, fordi hun ikke havde været til tandlæge i mange år, hjalp kommunen hende med at få ordnet tænder.
”Jeg har altid haft det svært med systemet, men det, jeg oplevede, var fantastisk. Mødet foregik ikke bare efter en bog. Sagsbehandleren Theis Hjelmsted lyttede til mig, og jeg fik at vide, at jeg kunne ringe døgnet rundt, hvis der var problemer med børnene. En aften, hvor situationen var kørt op med min næstældste søn Tobias, anede jeg ikke, hvordan jeg skulle komme videre uden at tage ham i armen. Jeg ringede til min familievejleder, og så stod hun der fredag aften og guidede mig igennem en rigtig svær situation. Tobias kaldte mig de værste ukvemsord, men jeg fik at vide, at jeg skulle forholde mig roligt og ikke trappe konflikten op ved at irettesætte ham. Han ville falde ned på et tidspunkt, og det gjorde han. Den metode har jeg brugt mange gange siden,” fortæller Rikke.
Hun fik også en sagsbehandler på beskæftigelsesområdet, som hun havde en god kemi med. Sagsbehandleren bad hende om at sætte ord på, hvad hun drømte om i sit liv. Samtalerne resulterede i, at Rikke i 2019 kom i praktik på et plejecenter på Fyn. I dag er hun i gang med en uddannelse som social- og sundhedshjælper.
Rikke oplever, at hjælpen fra Assens Kommune har givet hende nogle redskaber til at undgå konflikter med børnene.
Efter at have været mere end 10 år på kontanthjælp er det en kæmpe omvæltning at skulle stå op hver morgen klokken 04.45, så hun kan nå at sende børnene i skole og være klar til at møde klokken syv i praktik på plejecenteret.
Men guleroden er, at hun om 11 måneder har et 7-15 job og dermed kan forsørge sig selv og de fire børn. Jobbet har givet hende en ny selvtillid og styrket hende i, at hun kan fungere som mor.
”Jeg har fået løst mange af problemerne i mit liv, og den selvtillid jeg har fået ved at få et job, har givet mig et meget bedre forhold til mine børn. Jeg har fået overskud til at tage mig af dem,” siger hun.
Familien har mange udfordringer. Den ældste søn, Nikolaj på 15 år, har svært ved at koncentrere sig i skolen, og de lange perioder med fjernundervisning under corona har været en stor belastning.
Tobias på 11 år går i specialskole og har en aflastningsfamilie. Nikolaj har en kontaktperson. De to døtre på 6 og 10 år klarer hverdagen fint.
”Jeg er ikke i tvivl om, at der er nogle børn, der skal fjernes fra forældrene. Det var helt på sin plads, at jeg selv blev anbragt som barn. Men hvis man som jeg kan få støtte og på den måde kan få familien til at fungere, så tror jeg, det er bedre for børnene at bo hos den biologiske familie,” siger Rikke.
Som barn oplevede hun, at hun trods forældrenes svigt havde en større følelsesmæssig tilknytning til dem end til pædagogerne på børnehjemmet.
”Jeg har mange gange syntes, at min far har behandlet mig dårligt. Men alligevel begyndte jeg at græde, da jeg for nylig fik at vide, at han var alvorligt syg, og i øjeblikket besøger jeg ham næsten hver dag. Der er nogle følelsesmæssige bånd uanset, at han ikke altid har været en god far,” siger Rikke.
Hun mener, det er vigtigt, at kommunerne ikke opgiver alt håb om, at borgere med problemer kan blive gode forældre.
”Jeg føler selv, at jeg har været igennem en personlig udvikling og er blevet en bedre mor. Mennesker kan forandre sig,” siger hun.
Men kan kommunen sikre, at Rikkes børn har det godt og ikke lider overlast på længere sigt?
Theis Hjelmsted, der er teamleder i Assens Kommunes børne- og familieindsatser og har haft kontakt med Rikke i flere år, understreger, at kommunen har et særligt fokus på trivslen blandt børn i de familier, der var med i Job og Familie. Derudover har skole og institutioner underretningspligt, hvis børnene mistrives.
Han fremhæver, at firmaet Deloitte har udarbejdet en evalueringsrapport af projektet i Assens. Det fremgår, at forældrene får det bedre, når de kommer i job eller uddannelse, og at den øgede trivsel smitter af på børnene.
”De borgere, vi har hjulpet har ofte været igennem et hav af diverse indsatser på tværs af forskellige afdelingerne i kommunen. Vores konklusion er, at når vi arbejder på tværs i kommunen og lytter og inddrager borgerne, så kan vi i mange tilfælde rykke de voksne til uddannelse og beskæftigelse, og det gavner børnene. Det er ikke noget, der sker med et trylleslag. Det kan være en lang proces over flere år,” siger Theis Hjelmsted og fortsætter:
”Nogle børn skal anbringes. Men hvis vi formår at få hjulpet familien i tide, så vi kan undgå en anbringelse, så er det uden tvivl det bedste. At familien bliver adskilt er en meget voldsom og indgribende oplevelse for børn og forældre.”
Rikke og hendes to sønner optræder med andre navne. Deres rigtige navne er redaktionen bekendt.