Verden over knokler forskere i døgndrift for at blive de første til at producere en vaccine mod coronavirussen. Kapløbet skyldes først og fremmest den alvorlige situation, som pandemien har medført, hvor Danmark og en lang række andre lande er i undtagelsestilstand, og tusindvis af borgere verden over med al sandsynlighed vil dø af virussen i den kommende tid.
Men iveren for at være først skyldes også udsigten til at tjene milliarder af kroner, når først en vaccine er sat i produktion, og stater skal byde – og måske overbyde hinanden – for at få fingre i den.
At solidariteten mellem lande i den sammenhæng har svære kår, blev tydeliggjort i weekenden, hvor USA’s præsident Donald Trump med samme spontanitet, som han for nylig ville købe Grønland, lagde op til at overtage en tysk medicinalvirksomhed, der efter sigende skulle være langt i bestræbelserne på at frembringe en vaccine mod den aktuelle coronavirus, der officielt hedder covid-19.
Eksemplet er principielt, vurderer Timo Minssen, der forsker i patentering og regulering af biomedicin som professor og direktør ved det juridiske center for biomedicinske innovationer på Københavns Universitet. Ifølge ham viser det, at desperate lande er parate til at gå langt for at sikre en vaccine til netop deres befolkning.
”Coronakrisen viser med al tydelighed nogle af de afgørende problemstillinger, der er ved medicinalindustrien i dag. Først og fremmest fordi de fleste europæiske landes farmaceutiske produktion er blevet solgt og outsourcet til lande i primært Asien. Det fungerer selvfølgelig fint, hvis man har en velfungerende global handel, men i en krisesituationen som denne, hvor lande lukker deres grænser, og Trump siger ’America first’, mens kineserne siger ’China first’, så bliver Danmark og hele EU på sigt meget sårbare, når vi ikke længere har en national eller regional basisproduktion af vacciner eller for den sags skyld medicinsk udstyr som mundbind og så videre,” siger han.
Den nationale ”basisproduktion”, som forskeren hentyder til, besad Danmark for bare fire år siden. Dengang stod Statens Serum Institut for at producere en lang række af de kendte vacciner, vi bruger herhjemme, men den statsejede produktion blev stoppet, da et bredt flertal i Folketinget valgte at afhænde produktionen til en saudisk medicinalvirksomhed i 2017. Salget blev kritiseret i flere medier, hvor eksperter blandt andet frygtede for forsyningskæden for den ”kritiske infrastruktur”, som vacciner udgør.
Timo Minssen understreger, at at vaccineforskning behøver både offentlige og private aktører og at sandsynligheden for, at den danske stat i sidste ende ville have endt med at producere coronavaccine, hvis ikke staten havde solgt sit produktionsapparat, er minimal. Alligevel vurderer han, at ”det ville have været en fordel stadig at have en statsejet produktionskapacitet på kritiske områder som eksempelvis vaccine, så man hurtigt kan reagere og investere ressourcer i forskning i krisetider som denne”.
”Men det gælder ikke kun på et nationalt plan. Måske er det faktisk snarere på et EU-plan, at vi skal gøre os mere uafhængige af ikke-europæisk vaccineproduktion,” siger han.
Den opfattelse deler Janne Rothmar Herrmann, professor i sundhedsret ved Københavns Universitet.
“Lige nu står vi i en situation, hvor vi er smerteligt bevidste om, hvad det vil sige at stå i en epidemi. Og så er det oplagt at tage en diskussion om, hvorvidt det egentlig var en god idé ud fra et forsynings- og sikkerhedsmæssigt hensyn at sælge vores vaccineproduktion til en saudisk virksomhed, så vi i dag befinder os i en potentiel situation, hvor vi ikke kan tilvejebringe vitale vacciner,” siger hun.
I 2010 udgav Verdenssundhedsorganisationen WHO sin seneste statusrapport om global vaccineproduktion. I den udtrykkes bekymring for, at produktionen til stadighed koncentreres i færre virksomheder. Ligesom det konstateres, at produktionen tilpasses efterspørgslen i de velhavende i-lande – og altså ikke de sundhedsfaglige behov for vacciner generelt.
Netop den økonomiske spekulation, når det kommer til vacciner, er sagens kerne, mener Pertti Sormunen, der står for indkøb af vacciner i Finlands pendant til Statens Serum Institut.
”Det er klart, at statsejede medicinalproducenter ikke behøver at spekulere i at tjene penge, mens private medicinalvirksomheder altid vil have profit for øje – men om det er helt så sort/hvidt i virkeligheden, kan jeg ikke sige. Dog vil jeg sige, at den manglende statslige produktion kan blive et problem, hvis verden pludselig står overfor at skulle bekæmpe en epidemi – der måske er farligere end corona – for så kan det blive nødvendigt for lande at kunne investere alle deres ressourcer i at udvikle og fremstille en vaccine. Og det kræver selvfølgelig et produktionsapparat,” siger han.
Én af de personer, der ved mest om den hedengangne danske vaccineproduktion, er Nils Strandberg Pedersen, der indtil 2016 havde været administrerende direktør i Serum Instituttet i 18 år.
Han fortæller, at den statslige vaccineproduktion var urentabel, og at salget derfor var uundgåeligt. Det kunne dog være gået anderledes, hvis Sverige ikke havde trukket følehornene til sig, da Danmark i midten af 00’erne forsøgte at etablere en fælles skandinavisk produktion.
”Og det er i virkeligheden min pointe. Danmark er for lille et land til at varetage sin egen vaccineproduktion. Det vil kræve et nordisk eller europæisk samarbejde. Og det har ingen udsigter,” siger han.
På Københavns Universitet er et forskerhold netop nu i gang med at udvikle en coronavaccine, som foreløbig viser lovende resultater. Forskningen er støttet af EU, og patentet er delvist ejet af universitet og en privat virksomhed, som forskerne står bag. Professor Ali Salanti, der er en del af forskningsholdet, forklarer, at vaccinen – hvis den bliver færdigudviklet – formentlig vil blive solgt til en større privat vaccineproducent, der højst sandsynligt vil prissætte ud fra efterspørgsel.
”Sådan fungerer det i dag,” siger han og uddyber:
”Men jeg vil da gerne indrømme, at jeg har en drøm om, at verdens lande i kølvandet på denne krise kan gå sammen om en række fabrikker, hvor man kan have et vaccineberedskab klar, så man hurtigt kan respondere, producere og distribuere vacciner, når vi oplever epidemier som corona."