I 1569 fik danskerne deres første fælles salmebog, og i løbet af de 450 år, der er gået siden, har indholdet ændret sig mange gange. I forhold til tidligere tager de nyeste salmer i stigende grad afsæt i det individuelle forhold til tro og tvivl, frem for at være et stykke forkyndelse eller troslære, mener Birgitte Molin, der er sognepræst i Simon Peters Kirke i Kolding.
”Man siger, at der hvert år skrives hen ved 1000 salmer. Og i mange af de nyeste salmer ser man en jeg-form. Mange nye salmer handler om, hvordan man personligt forholder sig til sit liv og sin eksistens. Grundtvig tænkte mere kollektivt i sine salmer. I dem er der fokus på den menighed og det ’vi’, der er samlet i kirken om søndagen, omkring trosbekendelse, dåb og nadver,” siger hun.
Selvom Grundtvig skrev sine salmer med fællesskabet for øje, er Birgitte Molin ikke kritisk over for, at salmerne i højere grad skrives med blik for den enkelte. Det, mener hun, gør dem egnede til personlig andagt, bøn og refleksion.
”Mange af de nye salmer åbner bønnens åbne, ærlige rum. De kan i højere grad bruges af den enkelte til en mere personlig tagen livtag med sit liv, sin tro og sin tvivl. Det er enormt positivt, fordi man får en sproglig hjælp til at åbne sig for de vigtige eksistentielle spørgsmål gennem salmerne. Mennesket kan klage sin egen nød gennem salmerne, og det er mere brugbart for den enkelte,” siger Birgitte Molin.
Beskrivelsen, af at salmerne er blevet mere individualistiske, kan Jens Lyster nikke genkendende til. Han er æresdoktor i teologi ved Københavns Universitet, har selv fået salmer optaget i den danske salmebog, har undervist i hymnologi på Pastoralseminariet i Aarhus og har begået et stort salmehistorisk forfatterskab. Han fortæller, at det også er hans fornemmelse, at salmerne nu i højere grad tager udgangspunkt i det enkelte menneskes oplevelse.
”I min optik er salmerne blevet mere individualiserede, og der er flere, der ikke er beregnede på fællessang, men handler om den enkeltes åndelige oplevelse. Der er vist også flere præster, der tænker i de baner og også vælger den type salmer til gudstjenesterne,” siger Jens Lyster.
Han beskriver sig selv som ”kritisk imødekommende” over for nye udviklinger i salmerne, men understreger også, at der ikke er noget nyt i at gentænke, hvordan en salme skal være.
”Man skal selvfølgelig altid være kritisk både over for det gamle og det nye. Jeg er nysgerrig på, hvordan udviklingen kommer til at være i de kommende år, og jeg regner med, at tiden sorterer de værste fejlskud fra.”