I mandags blev Det Radikale Venstre et medlem fattigere og Folketinget en løsgænger rigere, da Jens Rohde havde sit eget befrielsens øjeblik og meldte sig ud af partiet. Han er ikke den første, og hvis det ikke var usmageligt med tanke på tingenes tilstand, burde man næsten kalde det en epidemi. Rohde følger i hvert fald i kølvandet på Lars Løkke Rasmussen og slutter sig til den evigt voksende gruppe af politikere, der siden folketingsvalget i 2019 har gjort sig politisk hjemløse.
Det er let at affeje løsgængeriet som et udslag af uindfriede personlige ambitioner, og det er da også ofte et væsentligt element. Men man skal ikke tage fejl. Det er en svær beslutning, for den fører til en politisk ensom tilværelse. Partiet er væk, opstillingskredsen er væk og ofte er den politiske relevans også væk, når nyhedens interesse har lagt sig. Og fremtiden ser typisk dyster ud for en løsgænger, der må bruge tiden som en mellemstation til et nyt partimedlemsskab, hvis det ikke skal være sidste stop i den politiske karriere. Så hvorfor gøre det?
De syv folketingsmedlemmer, der nu tilbringer dagene uden folketingsgrupperne, er en broget flok. Det er farligt at generalisere, men det lader til, at der alligevel er noget, der binder dem sammen – med det ene tidligere konservative folketingsmedlem, der forlod partiet efter en sag om grænseoverskridende adfærd, som mulig undtagelse. Det handler om, hvordan man vil være politiker. Det handler – som så meget andet – om identitet.
Jens Rohde begrundede sin beslutning ved at pege på, at Det Radikale Venstre i hans øjne har mistet sin pragmatisme. Sådan kalder man på en pæn måde folk for ekstremister. Partiets tilgang til klimapolitikken er reduceret til Greta Thunbergsk aktivisme, udlændingepolitikken er for verdensfjern, og MeToo-debatten ført til nærmest kultiske forhold med selvudleverende bønnemøder.
”Jeg kan ikke se mig selv i det,” som han skrev. Det er jeg, mig og det – i prioriteret rækkefølge.
Det er ikke nyt, at der er intern uenighed om den politiske linje i stort og småt. Men det virker nyt, at så meget skal afhænge af måden, man fører politik på. Og det er næppe tilfældigt, at Jens Rohde peger på tre områder, hvor krigen føres mellem to lejre, der ser den mindste indrømmelse som forræderi mod en større sag, og hvor rummet for kompromis derfor er mindst.
Rohde er ikke alene. Lars Løkke Rasmussens begrundelse for at blive løsgænger handler ikke om dybe politiske uenigheder med Venstre om politisk substans, men at han ikke vil ligge under for højrefløjens ultimative krav. De frafaldne medlemmer fra Alternativet har startet et nyt parti, der til forveksling ligner det gamle, men har kompromisløsheden som varemærke.
Syv løsgængere er ikke en revolution, og dansk politik ligner også nogenlunde sig selv i morgen. Men løsgængernes antal er et symptom på den nye brudflade i politik, der er ved at åbenbare sig, og som allerede nu mærkes tydeligt i nogle af partierne. Det er en brudflade, der kan risikere at være dybere, end dem vi kender i forvejen. Måske er det ikke længere nok at vurdere, om man vil bygge broer eller mure. Om man vil være grøn eller sort. Om man foretrækker frihed eller fællesskab.
Måske skal man først og fremmest spørge sig selv, om man er villig til at gå på kompromis.
Jesper Kraft er cand.jur. og tidligere politisk chef samt særlig rådgiver i Venstre. Er i dag selvstændig rådgiver og politisk analytiker.